God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske, hvor vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et hurtigt overblik over de vigtigste historier i erhvervslivet lige nu.

På nyhedsrundturen kommer vi forbi genåbningen af et vigtigt norsk gasanlæg, store stigninger på fadøl og mad på årets festivaler, og bilejere, der bliver påvirket af energikrisen.

Men vi begynder med en dansk bilfamilie, som slår rekord i seneste regnskab.

Bilfamilie har tjent millioner hver eneste dag i fem år

Den sjællandske familiekoncern K.W. Bruun & Co. lavede sin første bilhandel for mere end 100 år siden. Nu kan selskabet se tilbage på et rekordår, hvor koncernen løftede sin omsætning med 17 procent til 11 milliarder kroner.

Det skriver Børsen.

Familieforetagendet importerer biler til Danmark, herunder mærkerne Peugeot, Opel og Citroën. K.W. Bruun & Co. sætter med sit seneste årsregnskab rekord med et resultat før skat på 1,3 milliarder kroner. Koncernen har nu tjent 4,5 milliarder kroner over de seneste fem år, hvilket svarer til omtrent tre millioner kroner hver dag i samme periode.

»På trods af usikkerhed på investeringsmarkederne og bilproducenternes mangel på komponenter, der var udslagsgivende for vores afsætningsmuligheder, kan vi præsentere det bedste årsresultat nogensinde,« skriver bestyrelsesformand Anders Karl Bruun og næstformand Maria Louise Bruun-Lander i regnskabet.

Energikrise får bilkøbere til at se efter andre muligheder

Stigende renter, høje brændstofpriser og et bilmarked, der skal omstille sig til at tænke grønt, får bilkøberne til at vende blikket mod leasingbranchen.

Det fremgår af nye tal fra Danske Bilimportører, som viser, at antallet af nye bilejere, der vælger at købe en bil, er faldet fra 53,4 procent sidste år til 45,1 procent i år.

Det skriver Finans.

»Det er desværre ingen overraskelse, at indregistreringerne fortsat falder, og i vores prognose forventer vi ligeledes et fald på 20 procent for hele året. Udviklingen skal ses i lyset af, at ordrebøgerne er fyldte, men at bilproducenterne ikke kan levere som ønsket grundet manglen på delkomponenter,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.

Roskilde Festival hæver ølpriserne markant

Landets største festivaler melder nu, at de hæver priserne på øl. Det sker som følge af prisstigninger på råvarer.

Det skriver Børsen.

En af dem er Roskilde Festival, som med 135.000 gæster er Danmarks største festival. Her vil en fadøl på 0,4 liter koste 47 kroner, og den er dermed syv kroner dyrere sammenlignet med i 2019. Det svarer til en stigning på 18 procent. Der vil samtidig være madboder, hvor man vil se prisstigninger på mad på omtrent 20 procent.

»Råvareprisstigningerne er voldsomme og alvorlige, og vi har ikke kunnet undgå, at det også påvirker vores priser. Der er generelle prisstigninger på for eksempel kaffe, pasta, kød og grøntsager, men det er forskelligt, hvordan det kommer til at påvirke priserne i de enkelte madboder,« siger Signe Lopdrup, administrerende direktør for festivalen, til Børsen.

Norge sætter fart på flydende naturgas

Den norske energigigant Equinor genstarter sin produktion af flydende naturgas på vigtigt anlæg. Gasanlægget, som ligger på en mindre ø, har været lukket siden en alvorlig brand i 2020.

Det har betydet, at Norge er gået glip af store indtjeningsmuligheder. Men med genåbningen forventes det nu, at naturgassen vil være et vigtigt bidrag til Europas forsøg på at gøre sig uafhængig af russisk gas.

Det skriver den norske avis E24.

Ifølge mediet regner Equinor med, at anlægget vil stå for fem procent af den samlede norske gaseksport.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. 3F-afdeling afslørede medlems hemmelige identitet over for voldelig ekskæreste
3F Østfyn har ved en alvorlig fejl afsløret et medlems nye, hemmelige navn over for en voldelig ekskæreste. Fagforeningen sendte et medlemsblad til den voldelige ekskæreste, hvor det nye navn stod på, selvom medlemmet selv havde gjort klart, at det skulle ændres. Datatilsynet udtaler hård kritik. Formand beklager.

Læs mere her.

2. Private aktører kritiserer borgmesters velfærdsprojekt: »Det vil svare til, at jeg kun kan handle i Netto«

I Herlev Kommune har den mangeårige socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen store visioner for et bedre Velfærdsdanmark. Men bliver borgmesterens visioner til virkelighed, frygter flere private aktører, at det vil favorisere det offentlige og udelukke det private marked fra at drive såkaldte friplejehjem – private plejehjem.

Læs artiklen her.

3. Revisorgigant vil lægge kritiseret forretningsmodel i graven. Ordknappe konkurrenter holder fast
EYs overraskende melding om at skippe rådgivningsforretningen får kun få kommentarer med på vejen fra de tre globale konkurrenters danske afdelinger. Hvad det betyder for markedet og kunderne, er svært at få svar på – også fra EY. Til gengæld sværger konkurrenterne fortsat til den model, som EY vil kassere.

Læs mere her.

4. Sag om »grov korruption« spreder sig i Nordea – yderligere to ansatte anholdt
En skandale om »grov korruption« i Nordea i Norge trækker nu spor til flere af bankens medarbejdere. Yderligere to ansatte er nu blevet pågrebet af politiet.

Læs artiklen her.

5. Farvel til forsvarsforbeholdet – det vil kræve mindst lige så tvingende omstændigheder at droppe kronen
Det enkle budskab er klart: Der skal mindst lige så ekstraordinære og tvingende omstændigheder til at fjerne forbeholdet over for euroen, som det har krævet af udløse folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, skriver erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen.

Læs kommentaren her.