Business-update: Realitystjerner drejer nøglen om i deres landsdækkende donutkæde

Berlingskes Business-redaktionen guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Donutkæden Bronuts er gået konkurs. Butikken i Odense (billedet) er blandt de i alt 12 butikker, der lukker fra dags dato. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Trøjgaard Jepsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update fra Berlingske, som fra hjemmeredaktionen giver dig overblik over dagens væsentlige historier fra erhvervslivet her på kanten til weekenden.

Vi skal både rundt om et opsigtsvækkende brev fra e-Boks, som du sandsynligvis også har modtaget, og om den stærke krone, som kan tvinge Lars Rohde til en ny rentenedsættelse. Men vi begynder med to realitystjerners knuste donutdrøm.

God læselyst.

Realitystjerner går konkurs med donutkæden Bronuts

Alle donutkæden Bronuts 12 butikker lukker fra dags dato. Den landsdækkende kæde, som er stiftet af de to realitystjerner Türker Alici og Ninos Oraha i 2019, er fredag taget under konkursbehandling. Det skriver Finans.

De to stiftere, der blandt andet er kendt fra deres deltagelse i realityshowet Robinson Ekspeditionen, ejer hver en tredjedel af selskabet, mens Cult-grundlægger Brian Sørensen sammen med sin makker Brian Kirkegaard ejer den sidste tredjedel af donutkæden.

»Vi er naturligvis meget kede af, at vi er nået hertil. Vi har lagt meget energi og passion i vores forretning, og vi håber på det bedste udfald for alle parter – særligt vores medarbejdere,« udtaler Türker Alici og Ninos Oraha ifølge Finans i en pressemeddelelse.

Bronuts har omkring 150 medarbejdere, og tidligere på året fortalte makkerparret til Finans, at de havde ambitioner om at åbne 35-40 butikker indenfor de næste to år og udbrede konceptet til andre dele af Skandinavien.

Ifølge stifterne har donutkæden oplevet en markant omsætningsnedgang i 2021 som følge af en ændret forbrugeradfærd under coronapandemien.

E-Boks gnider salt i såret hos konkurrent efter forsinket presti­ge­pro­jekt

E-Boks går nu i flæsket på konkurrenten Netcompany, hvis nye digitale platform til offentlig post, mit.dk, er blevet forsinket. I et forsøg på at holde kunderne i butikken har e-Boks sendt et digitalt brev til over fem millioner brugere, skriver Børsen.

»Vi synes, at det er bøvlet for borgerne, hvis de skal flere steder hen, så vi vil gerne have, at de bliver hos os og ser deres digitale post. Vi har passet godt på deres ting de seneste år, og det har vi tænkt os at blive ved med,« siger Ulrik Falkner Thagesen, administrerende direktør i e-Boks, til Børsen.

I brevet påpeger e-Boks, at brugerne med samtykke fortsat kan modtage post fra det offentlige i tjenesten, og »at det er lidt fjollet, at du skal til at tjekke flere postkasser for at se beskeder fra sygehuset, banken og din arbejdsgiver«.

Platformen fra Netcompany skulle have været klar 30. november, og her skulle e-Boks, der er ejet af Nets og Post Nord, være fortsat som en såkaldt visningsklient. Men Digitaliseringsstyrelsen har altså valgt at udskyde det på grund af, at sundhedsvæsenet er presset, og at kommunikationen fra offentlige myndigheder om vaccineindkaldelser er kritisk for samfundet.

Stærk krone kan presse Nationalbanken til ny rentenedsættelse

Mens stort set alle centralbanker i den vestlige verden har fokus på at hæve renterne og stramme pengepolitikken, ser billedet anderledes ud i Danmark, påpeger cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank.

Han forventer, at nationalbankdirektør Lars Rohde allerede i første kvartal 2022 vil sætte renten ned – igen. Den blev nemlig sat ned til minus 0,6 procent i slutningen af september.

»For selvom rentenedsættelsen midlertidigt svækkede kronen, er den nu igen brølstærk og nærmer sig niveauer, hvor Nationalbanken normalt intervenerer for at svække kronen. Det skyldes flere forhold, men en meget stram likviditet i Danmark er en af de primære årsager. Faktisk er likviditeten også meget strammere end forventet, fordi langt flere penge end ventet i øjeblikket fosser ind i statskassen,« skriver Søren Kristensen i en kommentar.

Og den situation kan »meget vel« fortsætte ind i det nye år, hvor det endda kan »blive særlig slemt, da mange danskere må lide den tort at indbetale store beløb i den såkaldte PAL-skat, som lige nu ser ud til at blive stor«. Det skyldes de enorme afkast på pensionsformuerne i 2021.

»Indbetalingen af PAL-skat kan sammen med den i forvejen stramme likviditet tvinge Nationalbanken i arbejdstøjet. Det vil de i første omgang forsøge at løse ved at intervenere og sælge kroner, men hvis det ikke løser problemet, kan der blive tale om at sætte renten ned til minus 0,7 procent,« skriver cheføkonomen fra Sydbank, som vurderer, at det kan få betydning for boliglån med kort rentebinding og mange steder også for indlånsrenten i banken.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Hver dag må Palæo-direktør lave krisehåndtering på grund af mangel på medarbejdere

Manglen på arbejdskraft har i månedsvis plaget restaurationsbranchen. Flere virksomheder udfordres nu yderligere, når ansatte bliver smittet og hjemsendt. I branchen er man »ved at miste håret«, lyder det fra københavnerkæden Palæo. Her skyder direktør Peter Emil Nielsen hver dag arbejdsdagen i gang med to timers krisehåndtering af personalesituationen.

Læs Rebecca Goodsteins historie her.

2. USA har højeste inflation i næsten 40 år

Inflationen fortsætter med at banke i vejret i USA og ramte i november 6,8 procent. Det er det højeste niveau siden 1982, og dermed stiger amerikanske forbrugerpriser med den hurtigste hastighed i næsten 40 år. I oktober lå inflationen på 6,2 procent. Den store stigning lægger nu yderligere pres på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at stramme deres ultralempelig pengepolitik.

Læs Sara Sjølins historie her.

3. Tidligere TV 2-topchef kæmper for sit omdømme og sin fremtidige karriere

Det er godt og modigt, at tidligere TV 2-topchef Merete Eldrup stiller op til interview om sit ansvar for sexisme på tv-stationen. Hun er respekteret som en kompetent erhvervskvinde, og hun fortjener ros for at turde lade sig interviewe af journalister frem for at forlade sig på mail og sms. Hun fortjener også ros for at erkende, at hun ikke har gjort sit arbejde som chef godt nok gennem sine mange år som topchef. Men hun kæmper også for sit omdømme og sin fremtid som medlem af ledelsen i store respekterede koncerner.

Læs Birgitte Erhardtsens kommentar her.

4. Aktiefesten, der ikke kunne dø – markedet genopstår i omikrons skygge

Der skal mere end en coronamutation og tårnhøj inflation til at knække halsen på aktiemarkedet. Trods masser af modvind har de store indeks i denne uge rejst sig og rystet mavepusteren af sig. Der er dog to potentielle partykillers, der kan slukke festen.

Læs Sara Sjølins børsbarometer her.

5. Det er blevet dyrt at være dansker – priser tager største hop i 13 år

Der er ikke noget at sige til, hvis budgettet op mod jul og nytår synes at stramme mere end vanligt. November bød nemlig på den højeste stigning i forbrugerpriserne i mere end 13 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Forbrugerprisindekset steg med 3,4 procent i forhold til november 2020, og det er den største årsstigning siden oktober 2008, hvor tallet lød på 3,7 procent.

Læs Jonas Rimer Hansens historie her.