Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update.
Vi har igen været en tur rundt i nyhedsbilledet for at opdatere dig på, hvad der rører sig i erhvervslivet netop i dag.
Det er særligt årsdagens for Ruslands invasion af Ukraine, der fylder i nyhedsbilledet.
Men du kan også læse om, at topchefen i Lars Seiers kriseramte kryptosats nu stopper.
Vi begynder dog hos Forbrugerrådet, som er træt af, at priserne på mange fødevarer stadig er tårnhøje.
God læselyst!
Forbrugerrådet efterlyser stærkt prispoliti: »Priserne er helt ude af kurs«
Forbrugerrådets direktør, Mads Reinholdt, er bekymret.
Inflationen er på vej ned, og det samme er energi- og råvarepriserne. Alligevel er priserne på de fleste fødevarer fortsat tårnhøje.
Derfor må regeringen sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan levere en målrettet, stærk og også gerne synlig priskontrol blandt fødevarevirksomhederne og deres leverandører.
Det siger han til Politiken.
»Når jeg køber dagligvarer, aner jeg ikke, om det er rimeligt, at priserne er så høje, eller om der er nogen, der sidder og skummer fløden. Og det samme gælder jo alle andre forbrugere. Vi er i vildrede. Vi kan ikke gennemskue priserne lige nu,« siger han til avisen.
De råder tit andre til at skære ned – nu rammer det dem selv
De mørke økonomiske skyer rammer nu flere af de store og globale konsulenthuse, som er begyndt at afskedige medarbejdere.
Det skriver Financial Times.
McKinsey vil afskedige op mod 2.000 mennesker som led i en global omstrukturering, mens KPMG skærer næsten 700 arbejdspladser i sin amerikanske rådgivningsvirksomhed og omkring 200 stillinger i Australien.
Ifølge Financial Times skyldes fyringsrunderne, at konsulenthusenes kunder er begyndt at skære i deres omkostninger, fordi de kæmper mod inflationen.
Profileret topchef stopper i Lars Seiers kriseramte kryptosats
Den markante erhvervsprofil Lone Fønss Schrøder har de seneste fire år stået i spidsen for Lars Seiers krypto- og blockchainvirksomhed Concordium. Men hun fratræder nu som topchef.
Det skriver Børsen.
Lone Fønss Schrøder skal i stedet være en del af Concordium Foundation, der er en nonprofit organisation med ejerskab i virksomheden Concordium.
Lars Seier Christensen overtager ifølge avisen rollen i Concordium og bliver arbejdende bestyrelsesformand.
Concordium har, siden de noterede deres kryptovaluta for et år siden, tabt 5,6 milliarder kroner i værdi. Men markedet tager umiddelbart positivt imod meddelelsen om, at Lone Fønss Schrøder stopper som topchef.
Tre uundværlige fra Berlingskes Business
Den mest trofaste læser vil måske allerede være faldet over dem i løbet af dagen her på Berlingske. Hvis ikke – og til alle andre interesserede – kan du her finde tre artikler fra Berlingske Business, som vi synes er værd at læse.
A: Tusindvis kom til Danmark fra Ukraines krig og kaos – nu er de en »betydelig succeshistorie«
Den danske indsats for at få de ukrainske flygtninge i beskæftigelse er tilsyneladende lykkedes, viser nye tal. Dansk Arbejdsgiverforening jubler, og eksperter forklarer succesen med flere faktorer.
B: Børsbarometer: Så faldt tiøren endelig for de drømmende investorer
Finansmarkedet har siden nytår levet i en fantasiverden, hvor store aktiestigninger har været baseret på forventningen om snarlige rentenedsættelser. Men nu er sandheden ved at gå op for investorerne.
Læs denne uges Børsbarometer her.
C: FCK bliver selvstændigt og gør stadionudvidelse nemmere
FC København bliver skilt ud i et nyt selskab. Dermed er der åbent for nye investorer til at være med til at finansiere en udbygning af Danmarks nationalstadion.