God eftermiddag og velkommen til ugens sidste business-update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.
Jeg har udvalgt dagens fire skarpeste historier fra nyhedsstrømmen lige nu, som runder både nære økonomiske ting som adgang til kontanter og senere pensionsalder samt fremtidsmusik om klimaneutral flyvning – også over lange distancer.
#1 – Danskerne arbejder markant længere
Finans skriver på baggrund af en ny opgørelse, at danskere bliver længere på arbejdsmarkedet. I årets første seks måneder har de modne danskere sat rekord ved i gennemsnit at være 67 år gamle, når de går på pension.
Dermed har hver dansker i gennemsnit nået folkepensionsalderen, når de går på pension, og det overrasker underdirektør Karina Ransby fra Forsikring & Pension, som har lavet opgørelsen.
»Måske bliver flere, fordi arbejdsgiverne overtaler dem til at blive længere. Vi kan også se, at personer over 65 år udgør 4,1 procent af lønmodtagerbeskæftigelsen i dag mod 3,6 procent for to år siden. Men forårets store kursfald kan også rent psykologisk få nogen til at udskyde pensionering,« siger Karina Ransby til Finans.
Folkepensionsalderen er stigende, og det er også tidligere slået igennem som en senere tilbagetrækningsalder.
#2 – Pitzner-arving sælger Klarlund
Den kendte danske ur- og smykkeforhandler Klarlund er solgt til udlandet, skriver Børsen. Det er Investeringsfirmaet Pitzner Gruppen Holding, der har solgt virksomheden til den familieejede schweiziske virksomhed Bucherer.
Morten Pitzner, der er arving efter Axel Pitzner og administrerende direktør i Pitzner Gruppen Holding, står bag salget af Klarlund, der havde et overskud på 37 millioner kroner sidste år.
Pitzner Gruppen Holdings formue stammer fra erhvervsmanden Axel Pitzner. Han grundlagde biludlejningsfirmaet Pitzner Auto i 1954 og overtog Klarlund i 1989.
Salgsprisen er ikke offentliggjort.
#3 – Kun to filialer med kontanter
Børsen er også leverandør af historien om, at landets seks største banker nu kun har to klassiske bankfilialer med kontantkasser. Det er situationen, efter Danske Bank lukkede kontantkasserne i Odense, Aalborg og Rønne i april. Banken har stadig to kontantkasser – en i København og en i Aarhus.
Det gør banken til den eneste af de største banker, der stadig har filialer, hvor kunderne kan komme ind fra gaden og bruge kontanter. En funktion, som Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord har afskaffet, viser Børsens opgørelse. Og det møder kritik.
»De mennesker i vores samfund, der er kontantkunder, bliver ekskluderet. Vi oplever, at det i stigende grad bliver mere og mere besværligt for dem at klare sig og have penge at betale med og betale deres regninger, som de har gjort hidtil,« siger Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent hos Ældre Sagen, til avisen.
120.000 ældre har aldrig fået NemID, som nu er afløst af MitID.
#4 – Første grønne fly over Atlanten.
Det ser ud til at blive Virgin Atlantic, der først flyver over Atlanterhavet ved hjælp af bæredygtigt flybrændstof. Det første fly med bæredygtigt flybrændstof i tankene letter efter planen næste år og markerer en milepæl, som industrien håber vil tilskynde til større investeringer i den nye teknologi, skriver Financial Times.
Der er tale om en Virgin Atlantic Boeing 787, som gennemfører testflyvningen mellem Heathrow, London og John F Kennedy lufthavn, New York – drevet af bæredygtigt flybrændstof, eller SAF, der ikke er baseret på fossilt brændstof og i vid udstrækning er lavet af skovbrugs- eller landbrugsaffald. Det kan reducere CO₂-udledningen med omkring 70 procent.
For at Virgins flyvning skal opnå netto »nulstatus«, vil de resterende 30 procent af emissionerne blive opvejet af en investering i teknologi til at fjerne CO₂, oplyser den britiske regering, som støtter projektet.
Tre uundværlige fra Berlingske Business:
Du har måske set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du skal læse.
A: Ejere må kaste finansiel redningskrans til hæderkronet dansk virksomhed
Udløbsdatoen for milliardlån nærmer sig i TDC, kerneforretningen lider – og nu ser ekspert endnu et krisetegn for den hæderkronede, danske telekoncern.
Læs Jette Aagaard og Lasse Friis' sag her
B: Her er den samlede effekt af regeringens skatteændringer – fra top til bund
Landets nye regering har planer om at ændre på din indkomstskat – både i den ene og den anden ende. Find effekten på din egen løn i skemaet nederst i artiklen, når lettelsen på både bundskatten og topskatten regnes sammen.
C: Landets vigtigste erhvervsspidser jubler over ny minister: »Han er et kæmpe scoop«
Selvom Simon Kollerup (S) var den længstsiddende erhvervsminister i 14 år, bliver der ikke dvælet meget ved hans afsked i toppen af dansk erhvervsliv. Her er jublen ikke til at standse over Morten Bødskovs (S) rutine og driftsikkerhed.
Læs Kasper Fasts reportage her
Dagens skæve
Endelig vil jeg henvise til en af ugens skæve nyheder fra Elon Musk. Han har suspenderet et antal journalister fra Twitter for at afsløre hans nøjagtige position.
Med venlig hilsen,
Povl Dengsøe, dagens Update-redaktør