Business-update: Minister vil undersøge om energiø i Nordsøen bliver billigere på stålben

Et auktionshus i rekonstruktion, Elon Musks Starlink på en færge i Kattegat og en minister, der overvejer at skifte en energiø af sand og grus ud med en stålkonstruktion. Det – og meget mere – kan du læse om i dagens Business Update

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterede 19. april i år regeringens store grønne planer for fremtiden. Siden har han ændret eller bremset det ene projekt efter det andet. Senest onsdag, da udbuddet af prestigeprojektet, energiøen i Nordsøen, blev udskudt. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

God eftermiddag til Berlingske Business' læsere!

Denne onsdag har vi været en tur rundt i medielandskabet for at finde ud af, hvad der rør sig i dansk erhvervsliv lige nu. Og der sker mere, end man lige skulle tro.

Lad os komme i gang.

#1 Lauritz.com mangler kapital – går i rekonstruktion

Det danmarksberømte auktionshus Lauritz.com er onsdag gået i rekonstruktion, efter at det mislykkedes for selskabet at rejse ny kapital. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Auktionshuset, der i en længere årrække har kæmpet med en stor gæld, er børsnoteret i Stockholm og investorerne kvitterede for meddelelsen ved at sende selskabets aktiekurs ned med 20 procent.

Lauritz.com oplyser, at tre auktionshuse i Danmark lukker, ligesom der sker fyringer i et omfang, der skal nedbringe udgifterne med 30 procent.

Det vil fortsat være muligt at købe og sælge antikviteter på Lauritz.com.

Mette Rode Sundstrøm, administrerende direktør i Lauritz.com, fortæller ifølge Børsen i en medfølgende pressemeddelelse, at auktionshuset nu undersøger mulighederne for enten at lade en eller flere investorer købe sig ind i ejerkredsen, at sælge virksomheden fuldstændig eller at skaffe ny finansiering.

#2 – Molslinien køber internet fra Elon Musks Starlink-satellitter

For erhvervsfolk og glade turister, der sejler med Molslinjen, er det et velkendt problem, at det er svært at få en stabil forbindelse, når hurtigfærgen suser over Kattegat mellem Sjællands Odde og Aarhus.

Nu har rederiet vendt sig mod ingen ringere end Elon Musk og hans meget omtalte satellitprogram, Starlink. Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse. Ved at koble sig op på Starlink-satelitterne, vil kunderne oplever et kraftigt forbedret internet ombord, skriver rederiet i pressemeddelelsen, som Børsen har set.

»Erhvervskunderne, som gerne vil bruge turen til arbejde, kan glæde sig til langt bedre internet ombord. Men også familierne vil kunne bruge skibets internet til en bedre underholdningsoplevelse, hvilket ikke kan lade sig gøre med den nuværende løsning,« hedder det ifølge Børsen i en udtalelse fra Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

#3 – Minister overvejer billigere energiø på stålben

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har udskudt udbuddet af det store grønne prestigeprojekt, Energiø Nordsøen, på ubestemt tid, fordi nye beregninger viser, at projektet, som det er tænkt nu, vil komme til at koste staten mere end 50 milliarder kroner.

Samtidig fortæller han til Børsen, at han nu går på jagt efter en billigere løsning, end at bygge en kunstig ø. Netop ideen med en kunstig ø, var op til den politisk aftale om en energiø i Nordsøen for tre år siden et kritikpunkt fra den statslige energikæmpe Ørsted.

Ørsted mente, at det ville være smartere og billigere, at bygge vindmøllerne på en stålkonstruktion og frygtede, at en ø kunne blive havvindens svar på statsbanernes IC4-skandale.

Men nu vil Lars Aagaard genoverveje Ørsteds stålplaner.

»Noget af det, der er sket, siden man indgik den oprindelige aftale om energiøen (i sommeren 2020, red.), er, at landene omkring os også har arbejdet med energiøer. Andre lande vælger at gå stålkonstruktionsvejen, ligesom danskerne kender fra en boreplatform, hvor man placerer et opsamlingsanlæg fra havvind på en platformsløsning. Det koncept tyder på at kunne billiggøre det,« siger Lars Aagaard til Børsen.

Du kan læse, hvad Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, mener om de udskudte energiplaner her.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Skulle du ikke have fået nærlæst Berlingske Business i dag, er her tre artikler, du ikke bør gå glip af.

Stenrig tobaksfamilie bliver ny ejer af Løgismose

Efter flere år under britisk ejerskab kommer Løgismose nu igen på danske hænder. Den nye ejer er blandt landets rigeste familier.

Læs historien her.

Minister »forventer lavere priser« – Postnord frygter det modsatte

Transportminister Thomas Danielsen (V) er begejstret for en ny aftale om postomdelingen i Danmark. Den vil gøre det billigere for danskerne, siger han, mens Postnord tvivler.

Lære mere her.

Afgørelsen er faldet i sag om p-vagt. Jesper Berg dømt

Onsdag formiddag er der faldet dom i sagen, hvor Jesper Berg, tidligere direktør i Finanstilsynet, var tiltalt for at have spyttet på en parkeringsvagt. Dommen lyder på en betinget fængselsstraf og betinget fratagelse af kørekortet.

Du kan få flere detaljer her.

Tak, fordi du læste med!