Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update på Berlingske.
Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.
Bliver du hængende, får du tre af vores egne Business-historier. Og de er ikke så ringe endda, hvis jeg selv skulle sige det.
God læselyst!
#1 – Rockere og bandefolk efter bedragerisigtet direktør
Den bedragerisigtede tidligere direktør i Fauna Energi, Martin Storm, kæmper for at blive løsladt efter ni måneder bag tremmer.
Det skriver Børsen.
Fredag morgen havde Storm sat sig i vidneskranken i Østre Landsret for at overbevise dommerne om, at han skal løslades.
Storm skulle efter eget udsagn »føle sig fanget i sin krop« og ikke fungere længere.
Men det er kommet frem i retten, at det ikke kun er fysiske skavanker, som plager Storm. Han skulle flere gange have oplyst politiet om, at han er blevet truet, og der er rockere og bandefolk efter ham.
»Han har uopfordret forklaret, at han er blevet opsøgt af personer fra Blågårds Plads, måske LFT, og han mener også, at Satudarah er efter ham,« oplyste anklageren ifølge Børsen.
Læs mere her.
#2 – Krisen kan blive et vendepunkt for kvindelige iværksættere
Det er svært at tiltrække venturekapital som kvindelig iværksætter. Det viser den ene undersøgelse efter den anden.
Derfor afholdt Nordea onsdag aften et arrangement for kvindelige iværksættere med fokus på, hvordan de bedst rejser kapital i en verden domineret af mænd.
Det skriver Finans.
Her satte Nordea fokus på, hvor stor en skævvridning der er mellem kvindelige og mandlige iværksættere.
Og det er ikke tilfældigt, at Nordea og deres samarbejdspartnere vælger at afholde sådan et arrangement netop nu.
Ifølge Mikkel Nielsen, Head of Nordea Startup & Growth, kan krisen blive et vendepunkt for kvindelige iværksættere.
Han peger på undersøgelser, der viser, at kvindelige iværksættere med mindre funding er dygtigere end mænd til at tjene penge på deres forretning. Derudover er kvinder bedre ledere. Ligeledes viser flere analyser, at diversitet fremmer virksomhedernes vækst.
»Vores hypotese går på, at i og med at virksomheder med kvinder i founderteamet performer bedre økonomisk, så må der være et incitament for investorer til at skyde penge i startups med kvinder i spidsen, da de laver sundere virksomheder,« siger han.
Læs historien her.
#3 – Mærsk-familiens stenrige holdingselskab nyder godt af rekordår
Det er kun gået en vej for moderselskabet i A.P. Møller Gruppen:
Op.
Og det nyder det familieejede investeringsselskab A.P. Møller Holding, der er moderselskab for A.P. Møller Gruppen, godt af.
På få år har A.P. Møller Holding mangedoblet bundlinjen og smadret sin egen rekord.
I 2022 lød holdingselskabets nettoresultat på 83 milliarder kroner. I 2021 var overskuddet på 51,5 milliarder kroner.
Det viser et nyt regnskab.
»Vores gruppe navigerede i et volatilt miljø i 2022. Gruppens moderselskab, A.P. Møller Holding, leverede stærke resultater og viste god fremdrift på mange fronter. Vi er taknemmelige for den store indsats fra mange kolleger på tværs af vores gruppe,« udtaler Robert M. Uggla, administrerende direktør for A.P. Møller Holding til Finans.
Resultatet sender den samlede koncerns egenkapital op på 541 milliarder kroner. Derved har koncernen i løbet af få år fordoblet formuen, der i 2020 lød på 249 milliarder kroner.
Læs om rekorden her.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Her er tre artikler fra Berlingske Business, som fortjener at blive læst.
A: Christian Stadil klemt af Putins krigsskat: »Et ubehageligt dilemma«
En lang række danske virksomheder forsøger at sælge deres forretninger i Rusland. Men de kan tilsyneladende ikke slippe uden om at skulle betale penge til Vladimir Putins statskasse.
Læs meget mere her.
B: Kriseramte Coop sælger bydel for en milliard – skal finansiere redningsplan
Coop skal bruge fire milliarder kroner på at omkalfatre koncernen og etablere tre nye dagligvarekæder. Nu sælger Coop en bydel i Albertslund til PensionDanmark.
Læs artiklen her.
C: Kendisrestaurant vil droppe overenskomst: Nu truer 3F med at trække Tivoli ind i konflikten
Det er ikke lykkedes for restaurantkæderne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw at nå til enighed med 3F om en ny overenskomst. Nu er parterne endt i en voldsom strid, og konflikten kan snart vise sig at blive endnu mere dramatisk.
Læs om konflikten her.
Tak, fordi du læste med.
God weekend, når du kommer dertil!