God eftermiddag og velkommen til tirsdagens Business-update med det hurtige overblik over de vigtigste historier lige nu.
God læselyst!
Seks danskere sælger kometfirma for over en milliard kroner
Birkerød-virksomheden Combineering, der arbejder med miljøvenlige teknologier, er blevet solgt til den britiske Reconomy Group.
Det bekræfter administrerende direktør og medejer Carsten Park Andreasen over for Børsen.
Han ønsker ikke at oplyse salgsprisen, som dog ifølge Børsens oplysninger ligger nær halvanden milliarder kroner til de seks aktionærer.
Combineering, som i 2022 opgav at blive børsnoteret, leverer løsninger til at genanvende affald i forskellige sektorer og har blandt andet Novo Nordisk, Rockwool og Ørsted som kunder. Selskabet omsatte i 2022 for 310 millioner kroner med et driftsresultat (EBITDA) på 40 millioner kroner, fraregnet ekstraordinære omkostninger, og forventes i år at nå en omsætning, der ligger 50 procent højere.
Reconomy Groups kundeliste tæller blandt andet Apple, Lidl, Nike og IKEA.
Hårdnakket inflation i Spanien og Frankrig øger frygt for rentestigning
Inflationen steg igen i februar i Frankrig og Spanien. Det skaber frygt for, at Den Europæiske Centralbank ikke straks vil ophøre med at hæve renterne.
De franske forbrugerpriser steg i februar med 7,2 procent, hvilket var det højeste, siden euroen kom til i 1999. Forventningen til februartallene havde været på 7,0 procent, skriver den britiske finansavis Financial Times.
I Spanien steg forbrugerpriserne med 6,1 procent i februar, hvor de i januar var 5,9 procent – og hvor forventningen var 5,5 procent.
Det vidner om, at inflationen er mere hårdnakket end forventet,
Den Europæiske Centralbank (ECB) har varslet en yderlige rentestigning på et halvt procentpoint på sit kommende møde 16. marts. Dermed vil den lande på 3,0 procent mod minus 0,5 procent i juli 2022, og flere forventer, at den vil stige til lige under fire procent til nytår.
I dag kom de danske inflationstal for januar fra Danmarks Statistik. Inflationen lå på 8,4 procent mod 9,6 procent i december, og det er især dalende elpriser, som presser inflationen ned.
Næste afgørende overenskomstforlig kan lande i løbet af det næste døgn
Overenskomstforhandlingerne med konsekvenser for 600.000 privatansatte ruller videre med hastige skrift.
Mens det første såkaldte gennembrudsforlig på industriens område er landet, venter det andet af slagsen på transportområdet.
De kaldes gennembrudsforlig, fordi de udstikker rammerne på henholdsvis minimallønsområdet og normallønsområdet.
Dansk Industri og 3F Transport mødes senere tirsdag med forventningen om at lande en aftale i aften eller i løbet af natten til onsdag, skriver Finans.
»Det klart mest interessante ved et forlig på transportområdet vil være, hvilke lønstigninger der bliver aftalt. Her får vi de faktiske lønstigninger for de mennesker, der arbejder på normallønsområdet,« siger arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen fra Københavns Universitet.
Lokal 3F-forening opfordrer 4.000 medlemmer til at sige nej til overenskomstaftale
De 4.000 medlemmer af fagforeningen 3F Aalborg opfordres af bestyrelsen for industrigruppen til at stemme nej til den overenskomstaftale, som er forhandlet på plads på industriens område.
Bestyrelsen mener ikke, at aftalen er god nok, skriver DR.
Aftalen sikrer en indirekte lønfremgang på mindst fire procent, mens yderligere lønstigninger skal forhandles på plads lokalt, da der er tale om et minimallønsområde.
»Vi er af den opfattelse, at man ikke med dette resultat kan sikre, at vores medlemmer ikke får en tilbagegang i reallønnen,« siger Benny Winther, formand for industrigruppen.
Afstemningen forventes at foregå i april.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: Dansk gigant straffes på børsen efter anklager om brud på sanktioner mod Rusland
Rockwools forretninger i Rusland skal nu granskes af Erhvervsstyrelsen, efter at det gennem medierne Danwatch og Ekstra Bladet er kommet frem, at den danske isoleringskæmpe har tjent millioner på leverancer til det russiske forsvar.
Det fik tirsdag morgen Rockwool-aktien til at falde med tocifrede procenttal.
B: Elon Musk er tilbage som verdens rigeste
Den kontroversielle mangemilliardær Elon Musk er tilbage i toppen som verdens rigeste. Det skyldes, at aktien i hans elbilselskab, Tesla, er skudt i vejret i år, og da han selv ejer 13 procent af selskabet, er formuen på papiret dermed vokset, så han igen står øverst på nyhedsbureauet Bloombergs milliardærindeks.
C: EU-kommissær lover »ingen tabuer« om giganters betaling for datatrafik og flere telefusioner
12 uger lang drøftelse skal blandt andet afklare, om EU vil kræve, at giganter som Google, Netflix, Amazon og Apple skal bidrage til at dække de enorme omkostninger ved at udbygge mobil- og fibernet i Europa – og om flere teleselskaber kan få lov til at fusionere.
Tak, fordi du læste med, og hav en god dag.


