God eftermiddag og velkommen til denne uges sidste Business-update.
Som altid har vi været medierne rundt for at give dig et overblik over, hvad der rører sig i erhvervslivet denne fredag eftermiddag.
Lad os se at komme i gang!
#1: Forsvarsindustri vokser: Selskabs resultat stiger 2.160 procent
Det er gode tider for den danske forsvarsindustri, og det ses tydeligt i det danske selskab Precision Globals seneste regnskab. Det skriver Finans.
Resultatet for det forskudte regnskabsår 1. april 2022 til 31. marts 2023 viser et overskud på 34,8 millioner kroner før skat. Det er 23 gange så meget, som selskabet tjente året før. Her lød resultatet før skat på 1,54 millioner kroner.
»Dette anses som meget tilfredsstillende og afspejler også den geopolitiske situation samt den store ekspansion indenfor sektoren i det hele taget,« står der i ledelsesberetningen, ifølge Finans.
#2: USA sagsøger Elon Musks SpaceX
Det amerikanske justitsministerium har sagsøgt Elon Musks rumfartsselskab SpaceX. Det skriver Finans på baggrund af en artikel fra amerikanske CNBC.
Ministeriet anklager selskabet for at have diskrimineret flygtninge og asylansøgere i sin ansættelse af nye medarbejdere.
Af søgsmålet fremgår det, at SpaceX mellem 2018 og 2022 »fejlagtigt hævdede«, at amerikanske eksportkontrollove begrænsede selskabet til kun at ansætte amerikanske statsborgere og personer med permanent opholdstilladelse.
»Vores undersøgelse viste, at SpaceX undlod at tage stilling til eller ansætte asylansøgere og flygtninge på grund af deres statsborgerskabsstatus og pålagde, hvad der svarer til et forbud mod deres ansættelse uanset deres kvalifikationer, i strid med føderal lov,« udtaler Kristen Clarke, assisterende justitsminister i det amerikanske justitsministeriums Civil Rights Division, ifølge CNBC.
Ministeriet har undersøgt SpaceX siden juni 2020, efter det modtog en klage om diskrimination.
#3: Politiet vil straffe tidligere Børsen-medarbejdere med kæmpebøder
Dagbladet Børsen accepterede i sidste uge en bødestraf på 325.000 kroner for svindel med coronakompensation.
Nu har NSK, politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet, nedlagt påstand om tillægsbøder på 650.000 kroner mod hver af tre nu tidligere medarbejdere på Børsen i den særskilte straffesag. Det skriver Finans på baggrund af en aktindsigt i anklageskriftet.
Hverken Børsen eller NSK har ønsket at udtale sig til Finans.
Tre tidligere ledende medarbejdere på Børsen medvirkede ifølge NSK til dagbladets forsøg på at opnå en højere kompensation for tabte annonceindtægter under coronapandemien, end det var berettiget til.
»Jeg vil gerne endnu engang på Børsens vegne beklage sagen. Vi har fra starten gjort alt, hvad vi kunne, for at rette op på de fejl, der er blevet begået hos os og for at få sagen korrekt udredt,« udtalte chefredaktør og administrerende direktør hos Børsen, Bjarne Corydon, i forbindelse med at Børsen accepterede bøden sidste uge.
Da Slots- og Kulturstyrelsen i 2021 anmeldte Børsen for mulig svindel med coronakompensation, blev tre medarbejdere i annonceafdelingen og den tidligere kommercielle direktør hos Børsen fyret. Plesner undersøgte sagen, efter en henvendelse til avisens whistleblower-ordning. Advokaterne kom frem til, at Børsen havde modtaget 126.655 kroner i uberettiget coronastøtte.
#4: Lamborghini fremviser sin første elbil
Bilproducenten Lamborghini har præsenteret sin første elbil med navnet Lanzador på bilfestivalen The Quail i Monterey i Californien, USA. Det skriver Børsen.
Producenten har ifølge mediet ikke angivet bilens rækkevidde, men oplyser, at elmotoren vil få en effekt på over 1.000 kW, hvilket svarer til omkring 1.360 hk. Selskabet melder ligeledes, at den vil komme med en ny generation af batteri, dog uden at uddybe, hvad det indebærer.
Bilens kabine er ifølge Børsen fremstillet af genbrugsmaterialer, og kulfiberen i bilen er også genbrugt.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Vi anbefaler disse tre historier fra Berlingske Business i dag, hvis du ikke allerede har læst dem:
1. Carlsberg-rival er på vej ud af Rusland: Kæmpe bryggeri solgt for 7,50 kroner
Carlsbergs rival, hollandske Heineken, har i dag afsluttet sin exit fra Rusland og solgt sine aktiviteter for kun én euro – det vil sige cirka 7,50 kroner. Verdens næststørste bryggeri regner således med at lide et ekstraordinært tab på 300 millioner euro, skriver Reuters.
2. Pengeregn over tidligere topchefer i svensk bank
Det er dyrt for en bank at skifte direktør ofte. Det kan svenske Handelsbanken skrive under på. Generøse pensionsordninger til tidligere topchefer har nemlig kostet banken en halv milliard svenske kroner (omkring 310 millioner danske). Det har Svenska Dagbladet beregnet.
3. Danskernes boliggæld skrumper med stort milliardbeløb: »Det er uhyre sjældent«
Det samlede realkreditudlån til de danske boligejere er faldet med 50 milliarder kroner på bare et enkelt år. Det er usædvanligt med et decideret fald i udlånet, idet det normalt vokser over tid. Det viser nye tal fra Nationalbanken fredag.
Det var alt for nu. God weekend!





