Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godeftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske.
Vi har som altid udvalgt nogle af dagens store historier, så du kan få overblik over, hvad der er på færde i erhvervslivet.
Lad os komme i gang.
#1 – Tommy Ahlers får nyt job
Tommy Ahlers har en lang række titler på cv’et. Blandt andet uddannelses- og forskningsminister, løve i »Løvens Hule« og iværksætter. Og nu har han også en jobtitel som adjungeret professor ved DTU.
Det skriver Ekstra Bladet.
»Jeg vil bruge den stemme, jeg har som iværksætter og tidligere politiker, til at bane vejen for flere samarbejder mellem universitetet og erhvervslivet,« siger Tommy Ahlers i en pressemeddelelse fra DTU.
Han håber især på at kunne sparke gang i iværksætteriet og ikke mindst de grønne startups, som han ligeledes har kastet sine investeringer efter i den netop afsluttede sæson af »Løvens Hule«.
#2 – Coop købte egen topchef ud af privat investering
Topchefen i dagligvarekoncernen Coop, Kræn Østergaard Nielsen, solgte i august sidste år sine private aktier i ejendomsselskabet Brikk til Coop Invest.
Der blev forinden ikke foretaget en ekstern vurdering, og dermed kan Coop Invest have købt aktierne for dyrt. Alene tvivlen om dette er problematisk, mener en række eksperter, som kalder det på »grænsen af god selskabsskik«.
Det skriver Børsen.
»Når ledelsen i en medlemsejet virksomhed som Coop køber kapitalandele af en administrerende direktør i et af sine selskaber, bør den få foretaget en uvildig, ekstern vurdering af købsprisen, når der ikke findes en egentlig markedspris,« siger Troels Michael Lilja, professor i selskabsret ved Syddansk Universitet til Børsen.
Coop Invest købte aktierne til samme pris, som Kræn Østergaard havde betalt et halvt år forinden, og altså ikke den aktuelle kursværdi.
I en e-mail til Børsen skriver Jan Madsen, administrerende direktør i Coop Invest, at der ikke blev foretaget en ekstern vurdering af Kræn Østergaards andel, fordi topchefen blev købt ud til den aftalte kostpris, samt at beløbets størrelse på 100.000 kroner var så beskedent, at det ikke var nødvendigt med en ekstern vurdering.
#3 – Kun en dansker er tilbage blandt verdens 500 rigeste
På blot et par måneder er danskere på stribevis forsvundet fra listen over verdens rigeste. Tilbage i december var seks danskere på den anerkendte Bloomberg milliardærliste, men nu er der blot en enkelt tilbage.
Det skriver Finans.
Og hvis du tænker, at det må være Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, tager du fejl. Han er for nylig røget af listen over de 500 rigeste globalt – sammen med blandt andre Lego-familien.
Til gengæld fastholder Niels Louis-Hansen, Coloplast-arvingen, sin plads med en formue på 47 milliarder danske kroner. På nuværende tidspunkt kræver det en formue på fem milliarder dollar at være blandt verdens rigeste.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Den trofaste læser har måske allerede læst dagens artikler fra Berlingske Business. Skulle du have misset dem, anbefaler vi følgende:
A: Alvorlig opsang: Breve til bankkunder var ulovlige
Et 100 år gammelt internationalt inkassofirma er nu hvirvlet ind i Danske Banks gældskaos. Inkassoselskabet Intrum A/S har under det muntre navn Projekt Sunshine i strid med lovgivningen inddrevet gæld for Danske Bank hos flere tusinde kunder. Det er forbrugernes vagthund, Forbrugerombudsmanden, som retter alvorlig kritik af inkassoselskabet, viser et brev, Berlingske og TV 2 har fået indsigt i – også politiet er orienteret.
B: Borgerlige partiers forslag er »voldsomt«. Men eksperter bifalder politisk villighed
Efter at en række eksperter i årevis har efterlyst grundlæggende ændringer af pensionskassen ATP, er en række borgerlige partier nu stemplet ind i debatten. Det er på høje tid, mener eksperter, som over en bred kam er enige om, at det ikke længere bør være obligatorisk at indbetale penge til pensionskassen.
C: Carlsberg ansætter ny topchef
Det bliver Jacob Aarup-Andersen, der sætter sig i chefstolen i Carlsberg, og dermed stopper han i ISS. Ansættelsen sker, efter at hollandske Cees 't Hart for lidt over en uge siden meddelte sin afgang. Han har knap otte år som koncerndirektør på bagen.