Business-update: Konkursramt boligspekulant skylder milliardbeløb, og alle har udsigt til at få nul og niks igen

Ukraines økonomi, russiske datterselskaber og en konkursramt boligspekulant, der ikke efterlader en rød reje til kreditorerne, løber med overskrifterne i dagens Business-update.

Kenneth Schwartz Thomsen er endnu engang kommet i offentlighedens søgelys. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update her på Berlingske.

Vi har som altid været rundt i nyhedsbilledet for at give dig et overblik over dagens vigtigste erhvervsnyheder.

Det er nok ikke gået din næse forbi, at Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg, men det sparer vi dig for i dagens Business-update, hvor vi vender blikket mod et økonomisk kollaps i Ukraine, russiske datterselskaber ude af kontrol og en boligspekulant, der igen er gået konkurs.

Læser du med helt til slut, har vi også en nyhed, der luner i ethvert dansk hjem i disse tider.

#1 – Ukraines fremmarch på slagmarken bliver ikke fulgt op i økonomien

Ukrainerne har i den seneste måneds tid haft stor succes med at genvinde tabte territorier i det østlige Ukraine, hvilket blandt andet har fået Putin til at annoncere en større mobilisering.

Men nu viser det sig, at den ukrainske økonomi har dystre fremtidsudsigter, skriver The Guardian.

Den ukrainske økonomi skrumper nemlig otte gange så hurtigt som den russiske økonomi, og det er en direkte konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.

Det ukrainske bruttonationalprodukt forventes nemlig at falde med 35 procent i 2022 sammenlignet med den russiske økonomi, som kun daler med 4,5 procent, har Verdensbanken vurderet i sin seneste rapport om Europa og Centralasien.

#2  – Dansk industri­gi­gant mister grebet om russisk datter­sel­skab

Rockwools topchef, Jens Birgersson, står i spidsen for en koncern, hvor han reelt ikke har kontrol med omkring ti procent af aktiviteterne.

Det skriver Børsen, som i en historie kortlægger, hvordan danske virksomheder, der fortsat har aktiviteter i Rusland, i store træk ikke har indflydelse på deres russiske datterselskaber.

En ordre fra Rockwools hovedsæde i Hedehusene til datterselskabet i Rusland er nemlig meningsløs, da den sandsynligvis vil stride mod EUs restriktioner mod Rusland, der blandt andet omfatter stenuld.

Det udtaler Rockwools kommunikationsdirektør, Michael Zarin, i et skriftligt svar til avisen:

»Sanktioner forbyder os at udøve ledelseskontrol i Rusland.«

Grunden til, at Rockwool-ledelsen ikke længere har kontrol over datterselskaber, skyldes EUs restriktioner, som forbyder salg og eksport af produkter, der kan medvirke til at forbedre Ruslands industrielle kapaciteter.

#3  – Konkursramt boligspekulant skylder milliardbeløb: Alle har udsigt til at få nul og niks igen

Kenneth Schwartz Thomsen gik sidste år personligt konkurs for anden gang, og nu ser kreditorerne ud til at være efterladt på perronen af den berygtede boligspekulants personlige konkursbo, skriver Finans.

For efter knap et års konkursbehandling, er det kun lykkedes kuratoren at finde aktiver for 41 kroner – et indestående i Coop Bank relateret til Kenneth Schwartz Thomsen.

Det fremgår af en ny redegørelse fra Kammeradvokaten, der er kurator i Kenneth Schwartz Thomsens konkursbo, som Finans har fået aktindsigt i.

Konkursboet forventes afsluttet i løbet af 2023, og dermed er der stadig tid til at finde yderligere aktiver.

Boligspekulanten blev i februar 2021 dømt til at betale Finansiel Stabilitet 565 millioner kroner i sagen om Roskilde Banks krak. I sidste uge tabte Kenneth Schwartz Thomsen en af to ankesager, som han kører mod Finansiel Stabilitet.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre artikler fra Berlingske Business, som vi synes, du skal læse.

A: Sejr for SAS – indgår aftale med leasingselskaber og sparer millioner

SAS har indgået en aftale med en række leasingselskaber om at ændre lånevilkårene for 36 af selskabets fly. Et nødvendigt skridt for det kriseramte flyselskab.

Læs historien fra Emil Bo Rask her.

B: Usædvanlig verdensrekord på havet i Danmark

Verdens tungeste kranløft er blevet gennemført på den danske del af Nordsøen som led i genopbygningen af de danske naturgasforsyninger. 17.000 ton blev efter årelang planlægning svunget på plads.

Læs historien fra Thomas Breinstrup her.

C: Kollerups pristjek møder skarp kritik – »det er overfladisk«

Et pristjek har vist, at prisen på smør og gas er steget mere i Danmark end i Sverige, Holland og Tyskland. Men pristjekket hviler på et overfladisk datagrundlag, vurderer en ekspert.

Læs historien fra Anna Sofie Harboe Andersen og undertegnede her.

Energiregningen i kraftigt dyk

De tårnhøje priser på el og gas har været en kendsgerning, som har martret husholdningsbudgetterne hele året, men nu tyder noget på, at priserne er på vej tilbage til et mere omgængeligt niveau.

Det er en »rigtig god nyhed« for danskerne, skriver Louise Aggerstrøm, som er privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank, på Twitter.

Tidligere onsdag var den rene elpris hos Andel Energi således helt nede at ramme nul kroner.