Godeftermiddag og velkommen til onsdagens update fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet lige nu.

Vi skal blandt andet forbi en ny undersøgelse, der viser, at længden på forældres barselsorlov har en betydning for børnenes senere trivsel – og så kigger vi også på Coops nye plan for lukningen af de sidste Irma-butikker.

#1 Ejendomskoncern kæmper mod konkurs

Den københavnske ejendomsudvikler Oskar Group er havnet i en særdeles prekær situation.

Virksomheden står i så alvorlige likviditetsmæssige problemer, at den er blevet taget under rekonstruktion.

Det skriver EjendomsWatch på baggrund af en pressemeddelelse fra Oskar Group.

Situationen skyldes blandt andet, at et datterselskab under Oskar Group har fået ophævet en totalentreprisekontrakt på et stort projekt på Nørre Voldgade i København.

»Vi er enormt ærgerlige og kede af, at det nu ender med, at vi må gå i rekonstruktion. Der er tale om en række meget uheldige og uforudsete økonomiske omstændigheder i forbindelse med Oskar Bygs projekt på Nørre Voldgade, som nu har resulteret i denne situation. Men vi må sande, at lige nu er en rekonstruktion den rigtige løsning for Oskar Group A/S,« lyder det i pressemeddelelsen fra Jesper Brinkmann, administrerende direktør i virksomheden.

Beslutningen om at gå i rekonstruktion betyder, at ledelsen har fire uger til at fremlægge en plan for selskabet, som selskabets kreditorer skal godkende.

#2 Kortere orlov rammer børns trivsel

Ny forskning viser, at der er en sammenhæng mellem trivslen hos skolebørn og længden på den barselsorlov, forældrene har holdt med dem.

Det skriver Finans.

Forskningen er lavet af et hold fra Rockwool Fonden, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Den viser, at et barns trivselsmål i 7. og 8. klasse i gennemsnit stiger med 4,8 procentpoint for hver ekstra måneds orlov, forældrene har holdt.

»Det er vanvittigt vildt, at længden af barslen betyder så meget for børnenes trivsel senere i livet,« siger Miriam Gensowski, seniorforsker hos Rockwool Fonden, til Finans.

#3 Mærsk sælger indbringende havn

I mange år har den været en lukrativ forretning, men nu har A. P. Møller. Mærsk valgt at sælge sin havneterminal i Angolas hovedstad, Luanda.

Det skriver Børsen.

Ifølge avisen er Mærsk gået meget stille med dørene omkring salget af den afrikanske havneterminal.

Handlen blev således indgået i fjerde kvartal af 2022, men først flere måneder har Mærsk valgt at fortælle offentligheden om den.

Landets største virksomhed har heller ikke ønsket at stille op til interview med Børsen og fortælle om, hvorfor havneterminalen er blevet solgt.

#4 Sidste Irma-butik forsvinder til foråret

Irma-pigen er på vej på pension, og trofaste fans skal skynde sig at benytte de ni butikker, der fortsat holdes åbne.

For den sidste af dem er planlagt til at lukke i april næste år.

Det skriver Finans.

Oprindeligt var det meningen, at alle Irma-butikker skulle være lukket i dette efterår, men tidsplanen er altså skredet.

»Det var, fordi konceptarbejdet, som vi har lavet i forhold til Coop-kæden, har været mere omfangsrigt, end vi umiddelbart havde regnet med. Derfor har det taget længere tid. Vi har bare taget den – synes vi selv – meget rigtige beslutning, at vi hellere vil have kvaliteten i orden end at presse noget igennem i en oprindelig tidsplan,« siger Martin Brinch Jöhncke, kædedirektør hos Irma, til Finans.

Tre uundværlige fra Berlingske Business:

1. Mærsk og Total taber historisk skattestrid i Højesteret

Mærsk havde i mange år en forrygende olieforretning i Qatar. Siden 2006 har Skat forsøgt at få en større del af den kage.

Men Mærsk har kæmpet imod og indbragte for nogle år siden skattesagen for domstolene.

Nu har Højesteret afsagt den endelige dom i sagen.

Læs hele historien her.

2. Alle vil have flere vindmøller, men ingenting sker. Kontroversielt forslag vil købe sig til lokal opbakning

Udbygningen af vedvarende energi på land har ramt en mur i Danmark, hvilket gør det svært at nå Folketingets mål.

Nu foreslås en model, hvor lokalsamfund og borgere skal betales for at acceptere vindmøller og solceller i baghaven.

Og klimaministeren lover handling.

Læs historien her.

3. Olieprisen sætter ny højderekord – og det kan mærkes på tanken

Prisen på en tønde råolie nåede tirsdag over 90 dollar for første gang i 2023.

Det sker, efter at Rusland og Saudi-Arabien meddelte, at de vil forlænge den frivillige nedskæring i produktionen og eksporten frem til slutningen af året.

Læs her, hvad det betyder for benzinpriserne.