Godeftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update her på Berlingske.
I dag skal vi blandt andet forbi advokatbranchen og salget af en jysk virksomhed fra 1921.
Men det skal også handle om et stort problem, som titusindvis af boligejere står med – og snart får flere besked.
God læselyst!
#1 Kommuner slår alarm: Bekymrede boligejere skal kradse skat ind fra døde sælgere
Mange boligejere modtager uventede skatteregninger fra kommunerne for manglende grundskyld fra 2021-2023. Disse regninger skyldes de forsinkede 2020-ejendomsvurderinger, som har medført, at værdien af mange ejendomme er steget. Og det betyder, at grundskylden er blevet underbetalt.
Men mange boligejere risikerer at ende i en skatteklemme. Det er nemlig den nuværende ejer af grunden, som hæfter for ekstraregningen – også selvom de købte boligen for flere år siden. Det skriver DR.
Situationen har skabt stor frustration og forvirring blandt boligejere, der nu skal forsøge at få tidligere ejere til at betale den ubetalte skatteregning.
Ifølge DR Nyheders beregninger vil titusindvis af boligejere stå i denne situation. Flere kommuner genkender problemet – blandt andet Slagelse, der fortæller, at der er flere tilfælde, hvor tidligere ejer er afgået ved døden.
Inden for et par måneder vil der være sendt en million nye vurderinger ud. Skatteminister Jeppe Bruus (S) siger til DR, at han vil se på, om loven kan laves om.
#2 De fire største i advokatbranchen lægger igen mere luft til forfølgerne
Den samlede omsætning i toppen af den danske advokatbranche voksede 600 millioner kroner sidste år, mens de mindre firmaer tabte 50 millioner kroner i omsætning. Det viser en gennemgang af årsregnskaber, som Finans har lavet.
Plesner er i spidsen med 1,1 milliarder kroner, tæt fulgt af Bech-Bruun. Gorrissen Federspiel har den tredjehøjeste offentliggjorte omsætning. Og Accura er nu det fjerde største advokatfirma efter en vækst på over 150 procent på fem år.
Kromann Reumert og Poul Schmith/Kammeradvokaten har tidligere nået milliardomsætning, men deres tal er ikke offentlige og kan derfor ikke sammenlignes med konkurrenterne.
De mindre firmaer, DLA Piper, Bruun & Hjejle, Horten og Lundgrens, oplevede stagnation eller tilbagegang, hvor Lundgrens' omsætning faldt med 16 procent.
#3 Axcel sælger jysk virksomhed fra 1921 for 2,7 milliarder kroner
Axcel solgte i 2021 Nissens Cooling Solutions til Mærsk-familien. Og nu sælger kapitalfonden resten af selskabet til USA. Det skriver Børsen.
Nissens Automotive, der producerer køleprodukter til bilindustrien, er solgt til Standard Motor Products for 360 millioner euro (2,7 milliarder kroner).
Axcel, der har ejet virksomheden siden 2017, sælger nu efter at have fordoblet omsætning og indtjening. Alan Nissen, fjerde generation af Nissen-familien, der grundlagde selskabet i 1921, træder helt ud.
Standard Motor Products betaler en ebitda-multipel på 9,3, og virksomheden omsætter for 1,8 milliarder kroner, oplyser de i en børsmeddelelse.
Tre uundværlige fra Berlingskes Business
A. Det handler om din elbil – men Europas industrielle fremtid er også på skafottet
De længe ventede restriktioner på kinesisk producerede elbiler er nu landet. De færreste ved, hvad det kommer til at betyde, men ifølge flere eksperter er én ting sikkert: Din elbil bliver ikke dyrere.
Læs historien her.
B. Kaffepriserne er rekordhøje. Det bliver endnu dyrere fremover, varsler kaffekonge
Kaffepriserne er allerede nu højere end nogensinde tidligere – men det slutter ikke her, spår topchefen for en af verdens store kaffeproducenter.
Læs historien her.
C. Inflation er nu igen nede under to procent
Inflationen i Danmark er nu igen nede under to procent, og dermed falder der ro om priserne, så danskerne får mere ud af deres penge, end de tidligere har gjort.
Læs historien her.
Tak, fordi du læste med.