Business-update: Højesteret giver grønt lys for at boliger kan handles med kæmperabat i familien

Berlingskes Business-redaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Når ejendomme handles internt i familier kan man gøre det med store rabatter. Skattestyrelsen kan nemlig ikke kræve, at der tages udgangspunkt i den aktuelle handelspris. I stedet er det fortsat den seneste offentlige vurdering, der gælder, med mulighed for at handle til mellem 15 procent over eller under værdien. Det giver især en fordel i Hovedstaden, for eksempel her i Hellerup, hvor ejendomspriserne er steget kraftigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

God eftermiddag,

Bededagsferien står for døren, men inden du vender næsen hjem eller lukker hjemmekontoret ned, får du her et overblik over dagens vigtigste nyheder. Vi begynder med historien om et højt profileret alarmfirma, som nu er blevet politianmeldt.

Verisure politianmeldt for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugerne

Alarmfirmaet Verisure har ulovligt foretaget telefonsalg og vildledt forbrugerne. Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt firmaet. Det skriver Finans.

Ifølge Forbrugerombudsmanden, har Verisure blandt andet via telefonopkald oplyst potentielle kunder om, at der havde været en stigning af indbrud i netop deres område. Men et tjek af oplysninger viser, at det ikke stemmer overens med virkeligheden.

Forbrugerombudsmanden har også politianmeldt Verisure for ulovlige opkald til 57 forbrugere samt to enkeltmandsvirksomheder, der står på den såkaldte Robinsonlisten, som skulle beskytte mod reklameopkald. Også leadvirksomheden Toleadoo og leadmægleren eGentic er politianmeldt for medvirken til 13 af de ulovlige opkald til forbrugere, skriver Finans.

Moderna vil levere tre milliarder vacciner næste år

Mens vi diskuterer muligheden for at få vaccineproduktion til Danmark, skruer den amerikanske producent af coronavacciner, Moderna, op for produktionen. Selskabet øger ifølge Financial Times målet for leverancer af vacciner til tre milliarder næste år. Det skyldes udvidelse af produktionskapaciteten til at lave vacciner til både nye og eksisterende virusstammer.

Det sker samtidig med, at Indien kæmper med en alvorlig bølge af coronavirus. Den indiske coronabølge drives af en ny variant, der har ført det indiske sundhedssystem til randen af sammenbrud.

Stéphane Bancel, topchef i Moderna, siger til Financial Times, at han afventer data om B.1.617-stammen, der cirkulerer i Indien, men at han er meget bekymret.

»Når jeg ser indlæggelsesprocenten og antallet af dødsfald lige nu, er jeg dybt bekymret for, at det her er en meget dårlig variant. Jeg er meget bekymret for, at den er lige så slem, måske endda værre end den sydafrikanske variant,« siger han til den britiske erhvervsavis.

Højesteret underkender Skattestyrelsen: Boliger kan handles med kæmperabat i familien

Højesteret har sikret ro om familiehandler med boliger og givet Skattestyrelsen en sviende lussing. Det skriver Finans.

Det sker efter at Højesteret har underkendt Skattestyrelsen og Østre Landsret en sag, hvor Skattestyrelsen nægtede at godkende en overdragelse af en ejendom i en familie, fordi styrelsen mente, at værdien skulle fastsættes ud fra ejendommens aktuelle handelsværdi og ikke den seneste offentlige ejendomsvurdering fra 2010.

Men Højesteret slår fast, at Skattestyrelsen skal respektere de offentlige vurderinger, også selvom de er alt for lave.

Kendelsen er en blåstempling af den såkaldte plus/minus 15 procentregel og et stort nederlag for skattemyndighederne, vurderer flere revisorer over for Finans. Reglen sikrer, at man kan overdrage en ejendom til familien til en pris, der ligger 15 procent over eller under den offentlige vurdering.

Fire skarpe bud på erhvervshistorier, du kan læse fra Berlingske

USA springer ud af startblokken – høj vækst i årets begyndelse

Amerikansk økonomi voksede pænt allerede i årets første kvartal, hvor dansk økonomi lå underdrejet af den lange nedlukning. Det betyder også, at aktiviteten nu har indhentet det tabte under coronakrisen. Herfra kommer det kun til at gå endnu stærkere. USA befinder sig i efterkrigstidens stærkeste opsving med orkanmedvind fra pengepolitik og finanspolitik. Derfor kommer renterne også til at stige hurtigere, end det nu forventes, og det gælder også herhjemme, skriver Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Harald Bie.

Førende konkurrenceekspert: Simon Kollerup på kant med loven i frontalangreb på banker

Tirsdag gik erhvervsminister Simon Kollerup (S) til frontalangreb på bankernes negative renter. Torsdag havde ministeren indkaldt bankerne til møde om sagen. Men man kan slet ikke diskutere priser på den måde, påpeger førende ekspert i konkurrenceret. Det skriver finansjournalist Søren Martin Olsen.

Ind i fremtiden: Køerne brøler stadig i 2030

Regeringen fremlagde onsdag sit udspil til forhandling om en klimaplan for dansk landbrug. Selvom der stadig er knaster, har Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, svært ved at skjule sin lettelse over, at regeringen langt hen ad vejen har lyttet til landbrugets ønsker. Tag med Berlingske en tur i tidsmaskinen og se, hvordan dansk landbrug ser ud i 2030.

Restauranter mærker fortsat coronakrisen: »Det er katastrofalt«

Forbruget på landets restauranter steg kraftigt efter genåbningen i sidste uge, men ligger fortsat 17,6 procent lavere end normalt for denne tid på året, viser en ny analyse fra Danske Bank. »Tallene viser, at restriktionerne er et kæmpe benspænd for en blødende branche,« siger cheføkonom i SMVdanmark til Berlingskes økonomiske journalist Morten Laugesen.