Business-update: Her er inflationen otte gange højere end i Danmark – alligevel sættes renten ned

Dyrere bøffer og et muligt comeback til aktierne. Det er blot nogle af dagens historier i vores business-update, der i dag er udvalgt af Kalle Kehlet.

Inflationen har ramt 80 procent i Tyrkiet, hvilket går hårdt udover landets befolkning, hvis penge er blevet væsentlig mindre værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yasin Akgul/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godeftermiddag og velkommen til ugens næstsidste Business-update, der giver et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.

Jeg har udvalgt dagens tre skarpeste historier fra nyhedsstrømmen, fundet guld frem fra egne spalter og fundet et interessant tweet fra en fremtrædende politiker.

Vi lægger ud med dårlige nyheder for de kødelskende læsere.

#1 – Slagteriboss advarer: Priserne skal højere op

Forbruget af svinekød styrtdykker nu på tværs af Europa og efterlader slagterikoncernen Danish Crown i et vanskeligt dilemma.

Branchens sværvægter er presset til at hæve priserne yderligere, hvilket ventes at trykke forbruget endnu længere ned, skriver Finans.

»Forbruget falder som en sten i Europa. Det varierer afhængig af marked og udskæring, men generelt ser vi fald i niveauet fem-15 procent på salget af grisekød i detailhandlen. Det er udtryk for, at forbrugerne skærer helt vildt ned for øjeblikket,« fortæller Jais Valeur, administrerende direktør for Danish Crown, til erhvervsmediet.

Han har været i fødevarebranchen i 36 år.

»Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det aktuelle fald i forbruget er fuldstændig uhørt stort for en kategori, som normalt er relativt stabil i økonomiske krisetider.«

Læs hele historien hos Finans.

#2 – Milliardforvalter venter comeback til aktier

Vi haster videre til Børsens spalter, hvor Jeppe Christiansen, administrerende direktør i Maj Invest, der forvalter over 100 milliarder kroner, ser en mulighed i de faldende aktiekurser.

»Aktiereaktionen er nok mere markant, end jeg lige havde troet. Aktiemarkedet afspejler, at man faktisk får en recession i USA eller noget, der er tæt på. Og det tror vi ikke, man gør – det er der ikke nogen tal, der tyder på. Vi tror bare, at man får en periode med lav vækst. Vi har et positivt syn på aktier. For den langsigtede investor er det fint at købe noget nu,« siger han til avisen.

Nedturen på aktiemarkedet er ellers tiltaget i de seneste uger, hvor det brede amerikanske S&P 500-indeks har tabt omkring otte procent på under to uger, mens det danske eliteindeks C25 er nede over ni procent.

Investorernes bekymringer blev forstærket onsdag, hvor den amerikanske centralbank Fed for tredje gang i træk hævede styringsrenten med 75 basispoint i endnu et forsøg på at bekæmpe den tårnhøje inflation, der i august landede på 8,3 procent.

Læs hele interviewet med Jeppe Christiansen her.

#3 – Tyrkiet chokerer med rentebeslutning trods tårnhøj inflation

Mens centralbanker verden over hæver renten for at få styr på inflationen, har tyrkerne valgt en noget anden og mere uortodoks vej.

For selvom landet lige nu oplever forbrugerprisstigninger på 80 procent sammenlignet med sidste år, har Tyrkiets centralbank sænket styringsrenten fra 13 til 12 procent.

Begrundelsen for beslutningen er, at den økonomiske aktivitet i landet havde tabt momentum, skriver Bloomberg.

Resultatet er, at liraen, den tyrkiske valuta, styrtdykker.

Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, har tidligere skrevet om præsident Erdogans vilde økonomiske eksperiment. Det kan du læse her.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, du skal læse.

A: Regeringens nye superfond skal sikre statslig finansiering til grønne projekter. Men den politisk håndplukkede bestyrelse, der består af blandt andre Torben Möger Pedersen, Bo Foged og Martin Rossen, møder nu kritik på grund af risikoen for åbenlyse interessekonflikter.

Læs historien af Emil Bo Rask her.

B: Shell har store ambitioner for klimaet. Det skriver selskabet i hvert fald i sin strategi, men en lækket intern e-mail sår nu tvivl om selskabets reelle klimaambitioner.

Læs mailen og historien af Daniel Tidemann her.

C: Efter mange års modstand fra erhvervslivet har Danmark omsider fået skabt en farlig konkurrencevagthund med skarpe tænder og licens til at bide. Det er en god nyhed for produktivitet, innovation og eksport og for danskernes pengepung.

Læs den skarpe kommentar om Konkurrencerådet fra Berlingskes helt egen Birgitte Erhardtsen her.

Enhedslisten roser Ørsted

Dagens opsigtsvækkende tweet går til Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, der roser den danske energigigant Ørsted for at støtte forslaget om en ny skat på ekstraordinære profitter i den nuværende situation med høje energipriser.

Men ifølge Ørsted selv har selskabet ikke meget større profitter end normalt, fordi omkring 90 procent af selskabets indtægter stammer fra fastprisaftaler, der ligger under de nuværende elpriser.

Enhedslisten har ellers peget på Ørsted som et af de selskaber, der med en ny skat skal finansiere en skattelettelse på 30 milliarder kroner til de hårdest ramte danskere.