Business-update: Gigantaftale udløser aktiefest for Nets-ansatte

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Nets med topchef Bo Nilsson (billedet) i spidsen kan igen se frem til en gedigen bonusfest blandt nogle af de ansatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til endnu en business-update, som giver dig et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du velinformeret og opdateret kan nyde din weekend.

Vi starter med en historie om, at salget af fadøl på de danske barer – måske ikke helt overraskende – er eksploderet under Danmarks kampe ved EM.

Det skriver Børsen.

Data fra forbrug med betalingskort og MobilePay viser, at forbruget toppede, da Danmark lørdag 26. juni sendte Wales hjem til de britiske øer med en lussing på hele 4-0.

Her steg salget således med 47 procent sammenlignet med den foregående lørdag. Samlet landede forbruget i de danske barer ifølge Børsen denne lørdag på 25 millioner kroner.

Det er angiveligt det højeste forbrug, siden coronaen meldte sin ankomst i foråret 2020.

Aktiefest for Nets-ansatte

Betalingskæmpen Nets er tidligere blevet kritiseret heftigt for at udtale eksorbitante bonusser til udvalget ansatte, men ikke desto mindre bager selskabet nu igen op til en bonusfest af de store.

Det skriver Finans.

Det skyldes, at Nets i november blev købt af italienske Nexi for ikke mindre end knap 60 milliarder kroner, og sammenlægningen af de to selskaber er nu formelt gået igennem.

Omkring et år inden handlen havde 1100 Nets-ansatte hver især valgt at skyde op mod 20.000 kroner i Nets’ interne aktieprogram, og ifølge Finans står de nu til en kontant gevinst på cirka 100 millioner kroner.

Ved sammenlægningen med Nexi får de mange Nets-ansatte nemlig – kvit og frit – tredoblet antallet af købte aktier, som efterfølgende veksles til Nexi-aktier.

Corona stikker en kæp i hjulet på dansk elcykel

For mange i detailhandlen har 2020 været et godt år, men det gælder ikke for selskabet bag elcyklen Mate Bike.

Tværtimod er selskabet ifølge Børsen kommet ud af året med en kraftigt faldende omsætning og et underskud på hele 54,5 millioner kroner.

Ifølge medstifter Julie Kronstrøm Carton skal tabet ses i lyset af coronakrisen.

»Underskuddet skyldes både covid-19 på en lang række områder, men også at vi har investeret rigtig meget i virksomheden, og det havde vi planlagt, før covid-19 ramte. Vi er gået fra at være en crowdfunding-baseret virksomhed til at være en rigtig virksomhed,« siger hun.

Her får du tre skarpe bud på nyheder fra journalisterne på Berlingske Business:

 

Agger, Warnøe og Stadil må til lommerne: Millionerne fosser ud af kendistatovør

Den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger og en række andre kendte erhvervsfolk må til lommerne for at holde liv i tatoveringsplatformen Tattoodo.

Selskabet er hårdt ramt af coronanedlukninger og har tabt egenkapitalen efter et underskud på 21 millioner kroner i 2020.

Læs historien her.

DF rasler med sablen efter forsinkede ejendomsvurderinger

I sidste uge kom det frem, at næppe alle boligejere får deres nye ejendomsvurdering, inden de nye boligskatteregler træder i kraft i 2024, hvilket ellers var forventningen.

Og det er Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, »meget overrasket« over.

»Jeg har interesseret mig ret meget for, om man når det til 2024, og da vi havde møde med skatteministeren (socialdemokraten Morten Bødskov, red.) om It-tilsynets rapport, spurgte jeg to gange, om man når det til 2024. Men det fik jeg ikke rigtig svar på. Derfor var jeg nødt til at stille et skriftligt spørgsmål,« fortæller Dennis Flydtkjær.

Læs historien her.

Fitnessejer kæmper med coronapaskontrol

I de danske fitnesscentre skal der være en ansat til stede for at kontrollere coronapas i hele åbningstiden.

Og det presser Lassen Hansen, der driver fem LOOP-fitnesscentre. Han må for tiden hive alle mand på dæk for at klare opgaven.

»Vi har ikke oplevet smitte i vores centre. Og det er mit indtryk, at branchen generelt ikke har været ramt,« siger han.

Under coronakrisen har Lasse Hansen oplevet stor tilbagegang i medlemstallet.

»Det skal vi nok klare. Det er mere det, at vi gerne vil tilbage på fode og føler, at det er urimeligt, at andre i vores branche kan få lov at have lempet coronakontrol, men vi kan ikke, fordi vi er en forretning,« siger han og henviser til, at aktører indenfor foreningsfitness kan nøjes med en daglig stikprøvekontrol.

Læs historien her.