Business-update: Fremadstormende bank tager kampen op med MobilePay

Berlingskes Business-redaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

»Vi vil gøre noget godt for webbutikkerne og slutbrugerne, for konto-til-kontoløsningen er ikke blot billigere, men kan også føre til en højere konverteringsrate – altså flere salg. Det er hovedtanken,« siger Lunar-chef Ken Villum Klausen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til Business-update, der giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder på denne tirsdag.

Nyhedsrundturen kommer blandt andet forbi forsyningsproblemerne i Europa – navnligt at Asien lige nu løber med den nødvendige gas fra USA.

Desuden fortæller en stribe topchefer, at coronakrisen har fået dem til at skære markant ned på antallet af forretningsrejser. Men først skal vi forbi den danske bank Lunar, som lancerer et nyt digitalt produkt.

God læselyst!

Fremadstormende bank tager kampen op med MobilePay

Den danske bank Lunar blæser nu til kamp mod betalingstjenesten MobilePay.

Banken står nemlig klar med produktet Lunar Checkout, som gør det muligt for kunderne i Norden at indtaste et telefonnummer og intet andet, når de handler på internettet. Det skriver Finans.

Den digitale løsning gør, at forbrugerne slipper for at indtaste adresse- og betalingsoplysninger, mens virksomhederne sparer gebyr, der er forbundet med korttransaktioner. Satsningen sker i kølvandet på coronakrisen, hvor internethandel er steget eksplosivt, og derfor vil Lunar gøre det endnu nemmere for forbrugerne.

»Vi vil gøre noget godt for webbutikkerne og slutbrugerne, for konto-til-kontoløsningen er ikke blot billigere, men kan også føre til en højere konverteringsrate – altså flere salg. Det er hovedtanken,« siger Lunar-chef Ken Villum Klausen til Finans.

Lunar er et såkaldt fintechselskab – en digital platform – der giver adgang til en bred palette af finansielle produkter og serviceydelser. Selskabet har eksisteret siden 2015 og fik i 2019 en banklicens.

I modsætning til de store, etablerede banker tilbyder Lunar sine kunder en positiv indlånsrente på 0,5 procent på de første 50.000 kroner. Negative renter pålægges på indeståender, som overstiger en kvart million.

Coronakrisen har fået topcheferne til at skære ned på forretningsrejser

En stribe topchefer skærer hårdt ned på antallet af forretningsrejser. Coronakrisen har ændret erhvervslivets syn på de mange rejser, fortæller de til Børsen.

»Jeg tror, det har været kendetegnende for alle internationale job, at man tog et fly for at komme til et møde, der varede en til to timer, selvom det godt kunne afholdes virtuelt. Man vidste bare ikke dengang, at det godt kunne gøres effektivt,« siger Marianne Kirkegaard, koncerndirektør i amerikanske Baker & Baker og medlem af bestyrelsen i Pandora, Salling Group og Faerch.

Før coronakrisen blev forretningsrejsemarkedet estimeret til omkring otte milliarder kroner årligt ifølge Danmarks Rejsebureau Forening. Men da pandemien for alvor meldte sin ankomst, lukkede flyrummene verden over. Virksomhederne måtte finde nye måder at afholde møder på. Det har fået topcheferne til at se værdien i digitale værktøjer som Teams, Zoom og Skype.

Hos Baker & Baker forventer man, at budgettet for rejser i 2021 vil være 30 procent af, hvad det var i 2019.

Købestærke asiater løber med gassen for næsen af europæerne

Både Asien og Sydamerika vinder budkrige over Europa, når det handler om at skaffe naturgas fra USA.

Det sker på et tidspunkt, hvor hele Europa oplever forsyningsproblemer og rekordhøje priser på naturgas. Derfor har landene stærkt brug for de amerikanske gasleverancer.

Størstedelen af USAs naturgas bliver leveret på kontrakt. Dog bliver 10-20 procent af gassen solgt og købt fra dag til dag til højestbydende på det såkaldte spotmarked.

Det er på denne markedsplads, at Asien og Europa konkurrerer om at at få fat i naturgas, når de lokale forsyninger er sluppet op. Ifølge Financial Times har både Asien og Sydamerika vundet flest budkrige – simpelthen fordi de er villige til at betale en højere pris.

Over hele Europa sætter gaspriserne rekorder i øjeblikket. I Storbritannien var gasprisen mandag 291,18 euro pr. MWh, hvilket er fem gange så højt som i USA.

Gaskrisen har ramt de britiske energiselskaber hårdt. Indtil videre er otte selskaber lukket, mens den sjettestørste leverandør i landet, Bulb, har bedt den britiske regering om en redningskrans. Det skriver BBC.

Energiminister Kwasi Kwarteng har lovet briterne, at de ikke skal frygte, at lyset går ud til vinter. Dog ser det ikke ud til, at der kommer økonomisk støtte til energiselskaberne.

»Det bør ikke forventes, at skatteyderne skal støtte virksomheder, der har dårlige forretningsmodeller og ikke er modstandsdygtige over for udsving i pris,« sagde Kwarteng mandag ifølge BBC.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Erhvervsmænd er upåvirkede af stor markedsuro: »Det bliver nok godt igen«
Den kinesiske ejendomsgigant Evergrande står på kanten af konkurs, hvis ikke der kommer en økonomisk redningskrans inden torsdag. Det har allerede givet uro på de globale aktiemarkeder. Dog er investorerne og erhvervsmændene Karsten Ree og Lars Tvede helt rolige.

»Det er klart, at der bliver hvirvlet lidt støv op, men det bekymrer mig ikke spor,« lyder det fra Karsten Ree.

Læs artiklen her.

2. Boligministeren reagerer på Tisvilde-finte
Borgere i sommerbyen Tisvildeleje er bekymrede over, at mange helårshuse står tomme en stor del af året. Ifølge boligministeren er det »helt rimeligt«, hvis man som kommune vil give tilladelse til, at alle huse kan benyttes som sommerhuse. Men det er ikke noget, man skal snige ind ad bagdøren ved, at man ikke kontrollerer, om folk reelt bruger det til fritidsbrug, understreger han.

»Det er jo helt rimeligt, hvis man siger, at her skal man have lov til at bruge alle huse som fritidshuse, men det skal man lægge åbent og ærligt frem og diskutere det med sine borgere,« siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Læs artiklen her.

3. Fagforeninger får milliarder i »statsstøtte«
Fradraget på fagforeningskontingenter koster hver år statskassen knap to milliarder kroner. S-regeringen har netop foreslået at hæve fradraget fra 6.000 til 7.000 kroner, og dermed hæves udgifterne til at understøtte medlemskab af en fagforening. Men står det til den tværfaglige fagforening og a-kasse Ase skal fradraget helt fjernes.

Læs artiklen her.

4. Skyhøje sagsbehandlingstider bremser jagt på udenlandsk arbejdskraft
Mangel på udenlandsk arbejdskraft er en væsentlig udfordring for mange danske virksomheder. Men når virksomhederne skal have en kandidat til landet, føler de sig bremset af systemet og sagsbehandlingstider, der er strøget i vejret. Sagsbehandlingstiderne er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye »ikke tilfredsstillende«. Venstre vil have ministeren i samråd.

Læs artiklen her.

5. OECD fastholder optimismen – men udfordres af virkeligheden
Samarbejdsorganisationen OECDs nyeste prognose for den globale økonomi har bevaret sommerens optimisme. Der er gode nyheder for dansk eksport, men samtidig bekymrer alt det, der ikke er med. Virkeligheden har måske overhalet OECDs økonomer.

Læs artiklen her.