Godeftermiddag og velkommen til mandagens Business-update fra Berlingske Business.
Vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.
Du vil desuden blive præsenteret for tre historier fra Berlingske Business.
God læselyst!
Tesla sætter igen priserne op
Elbilgiganten Tesla hæver endnu en gang priserne på flere populære modeller. Så sent som i sidste uge valgte den amerikanske elbilproducent pludselig at skrue op for prisen på både Model 3 og supersællerten Tesla Model Y, der blev 7.500 kroner dyrere – et prishop på 2,0 procent, skriver Finans.
Men nu har prislisten altså fået en tur mere. Denne gang er det samtlige varianter af selskabets to dyreste modeller, Model S og Model X, der alle bliver 32.000 kroner dyrere svarende til en prisstigning på 2,3-2,8 procent.
På baggrund af de seneste ugers prisjusteringer fra Tesla kommer Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, med denne opfordring til potentielle købere:
»De seneste stigninger er et klart signal til kunderne om ikke at vente på yderligere prisfald. Er man forelsket i en ny Tesla, skal man slå til,« lyder det fra Ilyas Dogru, som dog stadig forventer, at Tesla på den lange bane har kurs mod nye prisfald.
De seneste prisstigninger på Model S- og Model X-varianterne kommer paradoksalt nok kun 24 dage efter, at Tesla satte de danske priser på de to topmodeller ned med op til 118.400 kroner.
Læs hele historien fra Finans her.
Landets største fitnesskæde har mistet over 100.000 medlemmer
Fitness World, der er Danmarks største fitnesskæde, kæmper stadig med efterdønningerne fra coronanedlukningerne, som fik antallet af medlemmer til at styrtdykke.
Den danske virksomhed har endnu ikke offentliggjort sit regnskab for 2022, men det har Fitness Worlds ejer, den store britiske kæde Puregym, og af det regnskab fremgår det, at Fitness World også i 2022 tabte kunder og lukkede centre, skriver Børsen.
Ved udgangen af 2021 havde Fitness World 376.000 medlemmer, viser regnskabet. Ved udgangen af 2022 var antallet skrumpet til 371.000. Det er over 100.000 færre medlemmer end i 2019, inden coronapandemien lukkede landet ned. I samme periode er antallet af centre reduceret med 17.
»Vi arbejder målrettet på at skabe en bedre rentabilitet i de enkelte centre. Det betyder, at vi har skåret de ikkerentable centre fra,« lyder det i en skriftlig kommentar til Børsen fra Morten Bentzen, administrerende direktør for Fitness World i Danmark, der om kort tid skifter navn til Puregym.
Lagkagehusets stiftere er i gang med at opbygge ny kæde
Og nu til historien bag dagens overskrift.
Stifterne af bagerkæden Lagkagehuset, Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk, har kastet sig ud i et nyt erhvervseventyr uden for landets grænser.
Selvom det er seks år siden, at de to bagermestre trak sig helt ud af livsværket, som i dag tæller flere end 100 butikker i Danmark og omkring 40 i udlandet under navnet »Ole & Steen«, var det nemlig bestemt ikke planen at stoppe med at arbejde. Det fortæller de i et interview med Børsen.
»Det var ikke vores drøm bare at sove længe og ikke have noget at stå op til. Helt ærligt: Jeg bliver altid mistænksom, når jeg møder folk, der siger, at de glæder sig til at gå på pension, for hvad er det lige, de glæder sig til? Hvad vil de stå op til? Ikke at lave noget? Det er ikke noget for mig,« siger Steen Skallebæk.
Kort efter salget af Lagkagehuset, som indbragte makkerparret »en ganske pæn sum penge«, investerede de i Copenhagen Coffee Lab. På det tidspunkt var det et lille kafferisteri, som drev en lille café i Lissabon i Portugal.
Siden er cafébrandet vokset i store dele af Europa. Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk driver i dag 14 cafeer i det tyske Ruhr-distrikt samt ni i nordtyske Hamburg. Dertil kommer otte cafeer i Lissabon samt fem i Sydfrankrig. Og vækstambitionerne er store.
Læs hele historien i Børsen her.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Her er tre artikler fra Berlingske Business, som fortjener at blive læst.
A: Ejeren af mystisk ædelstensfirma i Nyhavn undersøges for svindel i udlandet
I 2016 dukkede et mystisk firma pludselig op i Nyhavn. Ejeren, den 62-årige Werner Maria Anton Schmidt, hævdede at eje ædelsten og diamanter for flere milliarder kroner. Nu er den påståede tyske milliardær blevet sigtet for økonomisk kriminalitet af anklagemyndigheden i Berlin.
B: Tysklands våbenkonge tjener stort på kampvogne til Ukraine
Krigen i Ukraine og genoprustningen af Tyskland har skabt et »Panzer-boom« for den tyske våbenindustri og især landets største forsvarsproducent, Rheinmetall. I spidsen sidder Armin Papperger, der ofte vækker opsigt med sine udtalelser.
C: Topchef: Glem alt om faldende priser på telefoni og internet
Tiden, hvor mobil- og internetabonnementet hvert år blev billigere, kommer ikke igen, for nettene bagved bliver hele tiden dyrere at vedligeholde, og nu kommer der ekstraregninger for at sikre den kritiske infrastruktur. Den danske topchef for den nordiske internetgigant GlobalConnect er klar til sidsteøjebliksopkøb i Danmark, inden gravekapløbet slutter om kort tid.
Tak, fordi du læste med!

