Business-update: Erhvervslivet slår alarm: »Det er et dystert scenarie«
Rejsekonge får rekordresultat, og Dansk Erhverv advarer efter ny prognose om mangel på arbejdskraft. Det er nogle af overskrifterne i dagens update fra Berlingske Business.

Rejsekonge får rekordresultat, og Dansk Erhverv advarer efter ny prognose om mangel på arbejdskraft. Det er nogle af overskrifterne i dagens update fra Berlingske Business.

Godeftermiddag og velkommen til dagens Business-update her på Berlingske.
Vi giver dig et overblik over dagens indtil videre vigtigste erhvervsnyheder.
God læselyst!
Den vestjyske Bjarke Hansen startede for næsten 25 år siden charterrejsebureauet Primo Tours i Ringkøbing sammen med en partner. I dag er det vokset til en milliardkoncern med 16 rejsevirksomheder.
Og nu har rejsekongen landet et rekordresultat. Det skriver Børsen.
Bjarke Hansen Holding, som blandt andet ejer Bravo Tours, øgede sit resultat fra 45 millioner kroner til 57 millioner kroner sidste år.
Omsætningen i koncernen steg fra under 300 millioner kroner før corona til næsten 1,4 milliarder kroner i 2023, op fra en milliard kroner i 2022. I år forventes omsætningen at nå to milliarder kroner, når Bravo Tours’ resultater medregnes for et helt år.
Arbejdsstyrken står til at falde i 78 af landets kommuner frem mod 2050, viser en ny prognose fra Dansk Erhverv. Det skriver Finans.
Dansk Erhverv advarer om, at virksomheder i visse dele af landet vil opleve et så markant fald i arbejdsstyrken, at de bliver tvunget til at flytte.
»Jeg synes, at det er et dystert scenario. Vi ser frem mod en affolkning af arbejdsstyrken i dele af landet,« siger Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.
Analysen viser, at 20 kommuner nær større byer vil opleve vækst i den arbejdsdygtige befolkning, mens de resterende 78 kommuner, der ligger længere væk fra større byer, forventes at opleve fald.
På et år er det blevet knap fem procent billigere at købe feriebolig i Frankrig, viser nye tal fra Eurostat, der følger boligpriserne i alle europæiske lande. Det skriver Finans.
Danmark befinder sig i den mindre spændende ende med et prisfald på 1,2 procent.
Frankrig er efter Spanien den mest populære destination for danskere, der vil have en feriebolig i udlandet. Det er dog blevet langt dyrere i Spanien. Priserne er steget hele 6,4 procent.
Priserne er også steget i Italien med 1,7 procent. Til gengæld er priserne faldet markant i Tyskland med knap seks procent. På tværs af Euroområdet er priserne faldet med 0,4 procent det seneste år.
A. Hendes mandlige kollega tjente 200.000 kroner mere end hende selv: Så sagde hun fra og sikrede sig en gigantisk lønstigning
Caroline Rønne blev chokeret over at finde ud af, at hendes mandlige kollega tjente mere end hende for det samme arbejde. Så blev hun ekspert i lønforhandling og forhandlede en kæmpe lønstigning plus en bonus på 200.000 kroner.
Læs historien her.
B. Fem spørgsmål kan sikre dig en lønforhøjelse: »Det er ikke de bedste, der får en høj løn«
Caroline Rønne læste alle bøger om lønforhandling på dansk og tysk, efter hun opdagede, at hendes kollega i samme stilling tjente betydeligt mere. Med mange års erfaring blandt andet som tidligere direktør underviser hun nu andre i lønforhandling.
Læs hendes fem bedste råd i artiklen her.
C. Rigtig mange »snubler rundt« i denne populære kontotype: Sådan får du styr på den
Mange starter deres investeringsrejse med et åbent depot. Men selvom depotet giver stor frihed, følger der en kompleks skattejungle og potentielle snublesten med. To eksperter guider her gennem det åbne depot.
Læs mere her.