Godeftermiddag og velkommen til ugens første Business-update fra erhvervsredaktionen på Berlingske. Vi har samlet dagens vigtigste historier til dig på en ellers noget nyhedsfattig, men regnvejrstung mandag.
Lad os komme i gang med det samme.
Vi begynder overblikket med en afgørelse i Højesteret på et årelangt slagsmål.
Skat vinder sag over TDC-kapitalfonde
Fem kapitalfonde har mandag i Højesteret fået landets øverste dommeres ord for, at de skal betale skat af udbytter, som de modtog for mere end ti år siden. Det skyldige beløb er på omkring en kvart milliard kroner.
Kapitalfondene Apax, Blackstone, KKR, Permira og Providence udgjorde i 2011 et konsortium, som ejede et holdingselskab, der igen ejede 87 procent af TDC-koncernen.
I 2011 udloddede TDC et udbytte på godt en milliard kroner til holdingselskabet, NTC Holding, som var registreret i Luxembourg. Det er det udbytte, som – ti år senere – er blevet kendt skattepligtigt i Danmark.
Hos Politiken har de en god gennemgang af hele sagen. Læs mere her.
Faldende gaspriser hiver elprisen ned
Priserne på gas er halveret siden midten af december, og de lavere priser på naturgas slår direkte igennem på elregningerne, skriver Dagbladet Børsen.
Tager man langtidsprognoserne frem, er priserne på el i slutningen af året næsten halveret på bare en måned.
»Der er kommet en større sandsynlighed for, at vi også kan klare os igennem næste vinter, og så bliver der meget mere ro på markederne,« siger Henrik Møller Jørgensen, der driver sit eget energianalyseforum, Grønnere Elforbrug. Læs mere hos Børsen lige her.
219 ejendomme for mindst 1,4 milliarder kroner
Og så videre til historien fra overskriften.
Hos vores kolleger på Finans.dk har de lavet en virkelig interessant kortlægning af de mange ejendomsopkøb, som en af Danmarks rigeste mænd, Anders Holch Povlsen, står bag.
Kortlægningen viser, at Anders Holch Povlsen ejer 219 ejendomme i Danmark. De er købt for mindst 1,4 milliarder kroner. Her er der er tale om en absolut mindstepris, fordi mange af ejendommene ikke har offentlige købspriser. Med 82 ejendomme i Aarhus C er det her, størstedelen af porteføljen hører hjemme.
Finans har talt med Anders Krogh, der er administrerende direktør i AAA United – et selskab under Anders Holch Povlsen som har ansvaret for en stor del af opkøb og administration af Anders Holch Povlsens ejendomme.
I sin udvælgelse lægger han vægt på, at bygningerne har kvaliteter, der skiller sig ud fra mængden.
»Og så er det da også en forretning for os. Vi er et firma, der er vokset ud af de jyske rødder og aner – og vi tror på, at penge sat i jord og fast ejendom er godt sat,« siger han til Finans.
Finans har også lavet en historie om hvordan Anders Holch Povlsen købte næsten en hel gade i Aarhus. Læs den her.
Tre uundværlige fra Berlingske Business.
1. De er blandt verdens største udledere – men vil redde klimaet med CO₂ skudt kilometer ned under Nordsøen
SVM-regeringen vil have Danmark til at gå i minus på vores udledninger, og en afgørende vej dertil ser i højere grad end nogensinde ud til at ende kilometervis under Nordsøens bølger. Med en fast hånd på rattet mod målet sidder nogle af verdens største – og mest udskældte – udledere. Jonas Rimer Hansen skriver om et gennembrud for CO₂-lagring i Nordsøen. Læs her.
2. Afskaffelse af store bededag betyder færre offentligt ansatte: »Og dem, der er tilbage, skal arbejde mere«
En ekstra arbejdsdag med fuld kompensation vil medføre væsentlig større offentlige lønudgifter. Derfor vil regeringens forslag om at sløjfe en helligdag betyde, at mange må opsiges, vurderer topøkonomer. Kalle Kehlet skriver om bededagsballaden. Læs med her.
3. Han har kæmpet sig til tops i en af verdens fineste konsulenthuse: »Ingen kan work-life-balance sig til toppen«
Anders Fæste er landedirektør og senior partner i en af verdens største konsulentvirksomheder, hvor han rådgiver de tungeste sværvægtere i dansk erhvervsliv. Men jobbet har også en pris. Journalist Maria Outze og fotograf Rune Øe tog med topchefen på arbejde for at få et kig ind i en ellers lukket verden. Læs med her.
Dagens tweet
24. februar er det et år siden Rusland indledte sin blodige krig mod nabolandet Ukraine. I den forbindelse har investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet kigget på kursudviklingen på fire danske børsnoterede selskaber, som alle havde betydelige aktiviteter i Rusland.
Tak for at læse med!



