God eftermiddag og velkommen til denne uges sidste update fra Berlingske Business.
Vi håber, du nyder vejret, hvad enten det regner, eller solen skinner hos dig. Imellem utallige vejrskift har vi været mediemøllen rundt for at give dig et overblik over de vigtigste historier fra erhvervslivet denne fredag.
Der er masser at tage fat på, så lad os se at komme i gang!
Konkursen i Lauritz.com
Endnu en gang fylder konkursen i auktionshuset Lauritz.com meget i de danske medier. Derfor starter denne update med en lille gennemgang af, hvad der er skrevet om sagen i dag.
Ekstra Bladet skriver for eksempel, at selskabet kort før konkursen lokkede kunderne til at sælge varer hos Lauritz.com med en kampagne, som kørte i slutningen af juli under overskriften: »Sælg varer til 0 % i salær«.
»Jeg synes, at det er svært at forestille sig, at den kampagne er udtryk for andet, end at de (Lauritz.com, red.) har spekuleret i at få noget mere likviditet ind og få nogle flere penge ind i kassen til at dække det store sorte hul,« siger Mads Reinholdt, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk, til Ekstra Bladet, og kalder det »meget uansvarligt«.
Hos Finans kan journalisterne fortælle om, at Lauritz-ejerne, parret Mette og Bengt Sundstrøm, kan have en skjult formue i deres vinslot i Provence i Frankrig.
Hvis det lykkes kuratoren at gøre ledelsen i auktionshuset erstatningsansvarlig for konkursen, kan kunderne få glæde af den værdi, der ligger i vinslottet Chateau Vignelaure, skriver Finans.
Det mulige erstatningsansvar hos ledelsen i Lauritz.com er da også noget, kurator vil undersøge nærmere. Det skriver vi selv om her på Berlingske.
Henrik Selchau Poulsen, der sammen med Rune Derno er udpeget som kurator for auktionshuset, fortæller, at man lige nu er i den tidlige fase af konkursbehandlingen.
»Men bagefter vil en undersøgelse af eventuelt ledelsesansvar være en af de opgaver, som vi kommer til at se nærmere på. Det har man som kurator en pligt til i alle konkursboer,« lyder det.
Hele historien kan du læse her.
Eller bliver der i medierne skrevet om:
#1 – TV 2-formand fortryder egen ageren i #metoo-opgør
TV 2-formand Jimmy Maymann fortryder, at bestyrelsen ikke agerede bedre, da koncernen selv blev omdrejningspunkt for #metoo-bevægelsen, skriver Finans.
»I begyndelsen kommunikerede jeg klart om, hvordan jeg så på problematikken. Jeg sagde eksempelvis, at jeg ikke havde lyst til at sende min datter i praktik på TV 2, hvis historierne om de seksuelle krænkelser passede. Derfra lod jeg den daglige ledelse tage sig af kommunikationen, men set i bakspejlet burde jeg have skåret igennem i flere sager undervejs, for vi var slet ikke hurtige nok til at undskylde over for ofrene,« siger Jimmy Maymann til Finans ifølge Mediawatch.
Han understreger, at han selv som formand har ansvaret for, at der ikke blev sagt undskyld tidligere, skriver mediet.
#2 – Et skibsforlis bidrager til pludseligt underskud hos chokoladefirma
Et overskud på 13 millioner kroner i 2021 er blevet forvandlet til et uhyre sjældent underskud i 2022 hos chokoladevirksomheden Summerbird. Det skriver Børsen.
Resultatet for 2022 er nemlig et minus på 3,9 millioner kroner. At bundlinjen er i minus, skyldes hovedsageligt to ting, fremgår det af regnskabet. I ledelsesberetningen lyder det, at man har besluttet at lukke Summerbirds aktiviteter i Japan.
Derudover har ejer Mikael Grønlykke købt træskibet Havet i 2017 til at drive chartersejlads, men det sank i Marstal Havn på Ærø i sommeren sidste år, skriver Fyens Stiftstidende ifølge Børsen, og det koster en nedskrivning i Summerbirds regnskab.
#3 – Direktør fyret i familieejet virksomhed fra 1898
Så er vi nået til denne updates overskrift. Den administrerende direktør i den familieejede gulvproducent Dinesen Floors, Dennis Stokholm, er blevet fyret. Det bekræfter han selv over for Børsen.
I stedet tiltræder Tine Kaspersen som administrerende direktør efter sommerferien. Hun kommer fra en tilsvarende stilling i advokatfirmaet Horten og har før arbejdet i blandt andet arkitektfirmaet BIG. Netop BIGs topchef, Sheela Maini Søgaard, er bestyrelsesformand i Dinesen Floors.
»Bestyrelsen har vurderet, at den vil noget andet end de ting, jeg står for og arbejder efter. Så man vil have en anden profil med en anden baggrund ind,« siger Dennis Stokholm til Børsen.
#4 – Efter flere SoMe-klager direkte til Elon Musk. Bonusregn over Teslas fabriksarbejdere
Adskillige medarbejdere på Teslas fabrik i Shanghai, som er selskabets største mål på produktionen, er blevet tildelt en stor stigning i deres kvartalsmæssige bonusser. Det skriver Reuters.
Det sker, efter at elbilproducenten havde skåret i bonusserne til mange af de ansatte i det foregående kvartal.
Det fik flere af de ansatte til at ty til de sociale medier, hvor de appellerede direkte til verdens i perioder rigeste person Elon Musk, som ejer blandt andet Tesla. Svaret lød, at han ville kigge på det.
Nu fortæller tre medarbejdere til Reuters, at de har fået bonusser, der svarer til halvanden gang deres månedsløn, for andet kvartal. Det er ifølge medarbejderne højere end den kvartalsvise bonus på 1,2 gange deres månedsløn, som de plejer at modtage.
Medarbejderne fortalte Reuters, at flere af deres kolleger havde modtaget bonusstigninger i samme størrelse, men Reuters har ikke været i stand til at fastslå, hvor mange der er blevet tildelt en bonusforhøjelse.
Fabrikken, der fremstiller Teslas Model 3 og Model Y, beskæftiger omkring 20.000 arbejdere.
Medarbejderne har ikke fået en forklaring på, hvorfor deres bonus er steget, og om det relaterer sig til de tidligere klager. Men bonusstigningen kommer ifølge Reuters, efter at Tesla leverede 247.000 kinesiskfremstillede elbiler i andet kvartal, det højeste antal siden åbningen af fabrikken i Shanghai.
#5 – Ny rangliste over dyreste byer i verden: Én dansk by er dyrere end København
Prisniveauet i 549 byer verden over er blevet sammenlignet i det netop offentliggjorte Cost of Living Index, som den globale sammenligningstjeneste Numbeo står bag.
Ifølge Jyllands-Posten indtager hele seks schweiziske byer en plads i topti over de dyreste byer at leve i. New York indtager en tiendeplads, mens London og Paris ligger som henholdsvis nummer 34 og 60.
Danske byer ligger i toppet af indekset, men ikke helt i top. Og så vurderes Odense som den dyreste danske by på en 29.-plads, skriver JP, mens København lander som nummer 32.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Hvis du ikke allerede har læst Berlingske Business i dag, anbefaler vi – foruden artiklen om Lauritz.com – disse tre historier:
A: Har du overvejet at købe et brugt Rolex? Så skal du måske slå til nu
Det uhyre populære, eksklusive ur er næsten umuligt at komme i nærheden af fra nyt. Et lille årligt udbud af nyproducerede ure har skabt et endnu dyrere gråt marked, og op gennem coronakrisen steg prisen på et brugt Rolex massivt. Men udviklingen er vendt, og siden marts sidste år har prisen taget et markant dyk.
B: Skyhøj inflation i Sverige bider sig fast. Renten skal yderligere op
Inflationen i Sverige er slet ikke faldet som herhjemme, og dermed øges presset igen på Riksbanken for at levere flere renteforhøjelser end hidtil varslet. Lønstigningerne i Sverige er kun moderate, og derfor fortsætter tabet af købekraft i husholdningerne. Det er kun godt, mener Riksbanken. Den virkelige kamp i inflationsbekæmpelsen handler nu om noget helt andet, end at det bliver dyrere at låne.
C: Kendte spindoktorer praler af at være ansvarlige – men pinlige sms'er og dobbeltrolle viser det modsatte
Halvdesperate sms'er til spindoktor fra toprådgiveren Mikael Børsting er pinlige og afslørende for et af landets førende kommunikationsbureauer. Men det er langt mere kritisk, at Ulveman & Børsting har rådgivet to parter i samme sag.

