God eftermiddag og velkommen mandagens Business-update her på Berlingske. Vi har taget et nøje kig på nyhedsbilledet for at bringe dig et overblik og indblik i de vigtigste erhvervsnyheder det seneste døgn.

Joe & The Juice nægter at lade kunderne betale inflationsregningen

Stigende energipriser, dyrere råvarer og lønninger har fået mange virksomheder til at se sig nødsaget til at hæve priserne.

Men selvom prisen på en klassisk »pick-me-up«-juice er steget med 28 procent i råvarer alene, så har juicekæden Joe & The Juice i stedet valgt at sætte prisen op med tre procent – svarende til én krone.

Det skriver Finans.

»Man bliver nødt til at prøve af, hvor meget folk vil være med til, før de vælger os fra,« fortæller Thomas Nørøxe, der er direktør i Joe & The Juice, til mediet.

Han afviser dog ikke, at der kan være prisstigninger på vej i fremtiden, hvis inflationen fortsætter. Han siger, at de steder, hvor kæden er til stede, også er der, hvor folk har et større rådighedsbeløb. Så selvom de kan mærke, at det bliver dyrere, så gør det sig også gældende stort set alle steder.

Kæden har også været ramt af nedlukninger og to udfordrende år, men de er i den grad på rette kurs igen.

I maj havde de deres bedste resultat på både top- og bundlinjen – nogensinde.

Kæden blev stiftet i 2002 og har i dag over 300 lokationer på verdensplan.

Dansk iværksætter sælger kometvirksomhed for milliardbeløb

Efter blot otte år lykkedes det stifteren bag Konges Sløjd, Emilie Konge Breindal, at sælge sin majoritet i virksomheden for et milliardbeløb.

Det skriver Børsen.

Virksomheden, som specialiserer sig i bæredygtige produkter til børn, blev stiftet i en kælder på Vesterbro. Køberen er den britiske kapitalfond 3i.

Det endelige beløb er ikke blevet offentliggjort, men værdisættelsen lyder på mere end en milliard kroner.

Selvom sidste års regnskab endnu ikke er blevet offentliggjort, lød EBITDA –  indtjeningen før renter, skat, afskrivninger og amortisering – på 52 millioner i 2020.

Emilie Konge Breindal finder det særlig vigtigt at inspirere yngre kvinder til at starte deres eget. Hun er selv mor og 32 år gammel.

Hun var på Berlingskes Talent 100-liste i 2019.

Med salget beholder hun og den øvrige ledelse stadig en betydelig minoritetspost.

Dansk fodboldklub indtager førstepladsen over Europas finansielt mest bæredygtige

Brøndby IF havde på lige fod med andre klubber et udfordrende 2021. Aflyste kampe og tomme tilskuerpladser var realiteten under coronapandemien. På trods af det er det lykkes for den københavnske forstadsklub at sikre sig en førsteplads som Europas finansielt mest bæredygtige fodboldklub.

Det skriver Off The Pitch, der står bag opgørelsen.

Klubben har haft en EBITDA på 25 procent, en afkastningsgrad på 24 procent og en egenkapitalsandel på 69 procent.

Det succesfulde år kan især tilskrives succesen i sæsonen 2020-21 med danmarksmesterskabet og deltagelse i Europa League.

Derudover medvirkede salget af Jesper Lindstrøm til tyske Eintracht Frankfurt til en netto overskudsgrad på 29 procent mod et underskud året før.

På top-10 kan man også finde to andre skandinaviske klubber – svenske Malmö FF og den norske Bodø/Glimt på henholdsvis tredje- og syvendepladsen.

Her er fem bud på skarpe historier fra Berlingskes egne erhvervsjournalister

1. Nye tider på boligmarkedet: Især Nordsjælland og København vil blive ramt

Nye tal viser, hvordan boligmarkedet klarede sig igennem årets første måneder. Men, siger boligøkonom, »hver gang vi får nye 2022-tal ind, er det tydeligt, at boligmarkedet taber flyvehøjde fra et højt udgangspunkt«.

Læs artiklen af Alberte Bay Sandager her.

2. Jyske Bank køber Handelsbanken uden at belaste aktionærerne

Jyske Bank har købt en konkurrent i milliardhandel. Overtagelsen ventes at ske i slutningen af året.

Læs artiklen af Thomas Breinstrup her.

3. Nu tjener banker milliarder på negative renter: »De negative indlånsrenter må fjernes«

De seneste måneders store stigning i de korte markedsrenter betyder, at bankerne nu har en betydelig indtægt ved privatkundernes indlån. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Finans Danmark afviser konklusionen.

Læs artiklen af Kalle Kehlet her.

4. Her er fire råd til at håndtere aktieuro og dyk i din pensionsopsparing

Danskernes pensioner skrumper, men det gode råd til opsparerne er vidt forskelligt afhængigt af alder, og hvordan man sparer op. Det fremhæver aktuar og pensionseksperter Søren Andersen fra FPension.

Læs artiklen af Frederik M. Juel her.

5. Hackere forsinkede Putin-tale i 100 minutter

Stort økonomisk topmøde i Sankt Petersborg blev generet af hackere, som oversvømmede it-systemerne med ligegyldig datatrafik, så Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke havde hul igennem til deltagerne.

Læs artiklen af Thomas Breinstrup her.