Business-update: Botox og filler i eksplosiv stigning – tunge investorer øjner stort potentiale

Kinesisk børnearbejde, dansk deltagelse i NATO-aftale og en stor vækst i skønhedsbehandlinger. Det er nogle af overskrifterne bag ugens første Business-update.

Antallet af kosmetiske klinikker i Danmark er mere end fordoblet på syv år. Linda Kastrup (arkiv)

God eftermiddag og velkommen til mandagens Business-update her på Berlingske.

Vi har som sædvanlig været mediebilledet rundt for at give dig et overblik over dagens vigtigste erhvervsnyheder. 

Lad os bare kaste os ud i det. God læselyst!

1# – Kinesisk tøjgigant indrømmer brug af børnearbejde

Den kinesiske tøjgigant Shein erkender at have samarbejdet med leverandører, der har gjort brug af børnearbejde. 

Det fremgår af en rapport, Shein har udgivet forud for en potentiel børsnotering. Det skriver flere internationale medier, herunder The Guardian og BBC. 

Ifølge Shein er der fundet to tilfælde af børnearbejde i forsyningskæden i forbindelse med et skærpet fokus på forholdene hos de virksomheder, der fremstiller tøjet til webshoppen.

På grund af børnearbejdet har man midlertidig stoppet nye ordrer fra de pågældende leverandører. 

Shein er på kort tid blevet kendt for deres kæmpe udvalg af ultrabilligt tøj, som har infiltreret garderober i hele verden.

Flere gange tidligere er virksomheden dog sat i forbindelse med blandt andet dårlige arbejdsforhold og farlige kemikalier.

2# – Dansk forsvarsvirksomhed med i historisk NATO-aftale

Den danske forsvarsproducent MyDefence, der blandt andet fremstiller produkter til at opdage og nedkæmpe fremmede droner, er blevet en del af NATOs nye rammeaftale for indkøb.

Det fortæller administrerende direktør i MyDefence, Dan Hermansen, til Finans.

»Danmark har kompetencerne til at bidrage til den globale sikkerhed og NATOs strategiske initiativer gennem forsvarsinnovation,« siger han til Finans.

Rammeaftalen for indkøb betyder, at NATO-landene hurtigt kan indkøbe særligt udvalgte teknologier.

Droneteknologien fra MyDefence er således ifølge Finans nu blevet blåstemplet af NATO.

3# – Botox og filler i eksplosiv stigning – tunge investorer øjner stort potentiale 

Markedet for kosmetiske behandlinger som Botox og filler er i øjeblikket i eksplosiv vækst. 

Antallet af registrerede kosmetiske klinikker er således mere end fordoblet på syv år fra 349 i 2017 til 737 i 2024. 

Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver Børsen.

Den markant større interesse for behandlingerne mærkes blandt andet hos kæden N'age, der har oplevet en vækst på 136 procent siden 2018. 

»Folk bliver glade, når de føler, at de ser friske og godt ud, så hvis man har midlerne, hvorfor så ikke gøre det? Det er den holdning, vi i stigende grad mærker blandt kunderne,« siger direktør Sanne Lønskov til Børsen.

I 2021 opkøbte kapitalfonden Maj Invest 55 procent af N’Age og forklarede i den forbindelse til Finans, at kosmetiske klinikker er en global megatrend med store vækstmuligheder. 

For nylig opkøbte kosmetikgiganten L’Oréal desuden ti procent af den schweiziske hudplejekoncern Galderma, som er verdens største lægemiddelfirma inden for hudbehandling.

I 2019 viste en Megafon-måling foretaget for TV 2 Echo, at otte ud af ti adspurgte kvinder mellem 18 og 29 år mener, at kosmetiske indgreb er fine, såfremt de skaber glæde hos modtageren.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Formand for presset slagterigigant fratræder efter lang tids uro

Asger Krogsgaard meddeler, at han er klar til at gå af som formand for Danish Crown.

Læs hele historien her.

B: Erhvervsstyrelsen slår alarm efter muligt brud på hvidvaskloven: Vil politianmelde revisionsgigant for mere end ti forskellige forhold

Revisionshuset BDO får skarp kritik af Erhvervsstyrelsen, der mener, at virksomheden i 11 forskellige forhold kan have brudt hvidvaskloven. Direktør tager kritikken til efterretning.

Læs hele historien her.

C: Techmilliardær og topchef er arresteret, og populær kryptovaluta styrtdykkede: 18 milliarder barberet af i markedsværdi

Grundlæggeren af beskedappen Telegram er blevet anholdt i weekenden. Den nyhed har sendt krusninger gennem teknologiverdenen og forårsaget øjeblikkelige økonomiske konsekvenser – og der er en god forklaring bag.

Læs hele historien her.

Tak, fordi du læste med!