Kære læser, velkommen til tirsdagens Business-update fra Berlingske.
Vi har på vanlig vis været nyhedsstrømmen rundt for at give dig et overblik over de vigtigste nyheder i økonomien og erhvervslivet her til eftermiddag.
I dagens business-update runder vi blandt andet en sag, hvor revisionshuset Deloitte er under skarp kritik fra både tidligere og nuværende ansatte. Kvinder beretter på stribe om oplevelser af grænseoverskridende adfærd og problemer med festkulturen. Mere om det senere.
Vi skal også forbi, hvor mange danskere der er blevet ramt af inflation og føler sig økonomisk sårbar. Det tal er nemlig steget siden sidste år.
Men vi skal også omkring en masse andre emner. Så lad os komme i gang.
1. Så mange danskere er økonomisk sårbare
Andelen af danskere, der kan kategoriseres som økonomisk sårbare, er steget.
Det viser den årlige levevilkårsundersøgelse fra Danmarks Statistik, skriver Finans. Det drejer sig om danskere, som selv mener, at det er svært eller meget svært at få pengene til at slå til.
I 2022 lå andelen på 10 procent, og i år er det steget til 13 procent.
Det er det højeste antal i 10 år og i statistikkens levetid, og ifølge markeds- og kunderådgivningschef i Sampension har inflation og rentestigninger meget at sige:
»2022 var lidt af et rædselsår for danskernes privatøkonomi, hvor ikke mindst prisstigningernes himmelflugt gjorde ondt. Og vi har også set høj – om end generelt faldende – inflation i år, hvilket i kombination med modvind fra blandt andet rentestigninger har betydet, at mange herhjemme har svært ved at få de økonomiske ender til at mødes,« siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.
Læs mere om danskernes økonomiske sårbarhed hos Finans her.
2. De nye ejendomsvurderinger er kraftigt forsinket – igen
I år skulle være året, hvor 1,7 millioner danske boligejere skulle have deres første ejendomsvurdering i 10 år.
Tidligere har Vurderingsstyrelsen meldt ud, at de forventede, at 375.000 danske boligejere måtte vente til efter årsskiftet for at få en ny vurdering.
Men med udgangen af år 2023 har Vurderingsstyrelsen udsendt 500.000 vurderinger, skriver Børsen.
Det betyder, at der er hele 1,2 millioner danske boligejere, som må vente til næste år for at få en ny 2020-vurdering.
Det er en stigning på 800.000 sammenlignet med det tidligere estimat fra styrelsen. Og det er selvom, der nu er tre uger til, at de nye boligskatter rammer boligejerne.
Læs mere om de store forsinkelser på nye ejendomsvurderinger hos Børsen her.
Når kalenderåret viser 2024, og de nye boligskatter skal beregnes, er det ud fra en såkaldt »foreløbig 2022-vurdering«, som den seneste tid har været genstand for heftig kritik og debat.
Det kan du læse mere om i Berlingskes dækning her og her.
3. Ansatte i Deloitte råber vagt i gevær: Grænseoverskridende adfærd og et »giftigt« arbejdsmiljø
Og nu skal vi til den nyhed, der gemmer sig bag dagens overskrift.
Flere tidligere og nuværende ansatte i konsulent- og revisionshuset Deloitte fortæller i en artikel hos Frihedsbrevet om oplevelser af et »giftigt« arbejdsmiljø, hvor indberetninger ikke er blevet taget seriøst af ledelsen.
Kritikken lyder blandt andet på, at upassende kommentarer sidder løst, og at der festes meget. Desuden rettes der kritik af Deloittes håndtering af personalesager, hvor det er svært at indberette anonymt, lyder det.
En kvinde, som stadig er ansat i Deloitte, medvirker anonymt og fortæller om hendes oplevelser med en ledende mandlig skikkelse i Deloittes partnerkreds. Kvinden har en oplevelse af, at manden bliver beskyttet af ledelsen, og at sanktioner af partneren ikke overholdes.
Frihedsbrevet skriver, at kritikken er forelagt for Deloittes topchef Christian Jensby. Han svarer, at han ikke vil kommentere på personalesager, men oplyser samtidig, at en partner på baggrund af »ny information« ikke længere er ansat i Deloitte.
Topchefen udtrykker desuden sympati for kildernes oplevelser, men afviser, at der er tale om et generelt problem med grænseoverskridende adfærd i Deloitte.
Læs hele Frihedsbrevets artikel her.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener, at du bør læse:
1. Regeringen vil bruge løs og lægger op til største forbrugsfest i næsten 15 år
På trods af de planlagte besparelser på offentlig administration venter regeringen, at det samlede offentlige forbrug skal blive ved med at stige, fremgår det af den seneste Økonomisk Redegørelse. CEPOS og Dansk Industri er kritiske.
Læs hele historien af Kalle Kelhlet og Frederik M. Juel her.
2. »Chokerende« nederlag til Google – kan koste kæmpe summer
Amerikansk jury giver producenten af spilsuccesen »Fortnite« ret i, at appbutikken Google Play var et ulovligt monopol. Internetgiganten risikerer nu at miste milliarder i indtjening.
Læs mere om Googles nederlag skrevet af Thomas Breinstup her.
3. Regeringen: Her er risikoen for prisfald på boliger størst
Boligpriserne er i øjeblikket præget af både nye boligskatter og renteudviklingen. Regeringen forventer generelt prisstigninger over de næste to år – men ser også en risiko for prisfald på en bestemt del af markedet.
Læse hele historien af Povl Dengsøe her.
Venlig hilsen Trine Vester, journalist på Berlingske Business.