God eftermiddag og velkommen til tirsdagens Business-update på Berlingske.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt, så du kan få et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien netop nu.

Bliver du hængende, vil jeg desuden anbefale dig tre gode historier fra vores egne journalister her på Berlingske Business.

God læselyst!

Lizette Risgaard har mistet flere bestyrelsesposter

Indtil for ganske nylig blev Lizette Risgaard betegnet som en af landets mest magtfulde kvinder. Hun var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, bestyrelsesmedlem i fremtrædende organisationer og havde en lang række tillidshverv.

Men efter Berlingske og Ekstra Bladet kunne afsløre upassende adfærd og grænseoverskridende berøringer over for særligt unge mænd, er støtten – og titlerne – røget på stribe.

Nu har hun mistet endnu en post, oplyser Finans.

Af cvr-registeret fremgår det, at Lizette Risgaard 26. maj er udtrådt af bestyrelsen hos A-pressen, hvor hun tilmed var formand. Det er fagbevægelsens medieselskab, som ejer A4 Medier.

Den fungerende FH-formand, Morten Skov Christiansen, har i stedet fået posten.

Rekordmange byggeprojekter bliver droppet

2022 var et godt byggeår, hvor flere ejendomsudviklere gik ind i 2023 med en særdeles stærk årsomsætning – for nogen højeste nogensinde. Derfor var forventningerne til 2023 tårnhøje.

Men nu har høje renter for alvor bidt sig fast, investorerne holder på pengene, og forventningerne til byggeprojekter er markant ændret, oplyser Børsen.

Samlet set vil der være 30 procent færre byggeprojekter med en projektsum på over 40 millioner kroner sammenlignet med forventningerne i efteråret sidste år, viser nye tal fra Bygherreforeningen, der er en interesseorganisation for professionelle bygherrer i Danmark.

Det er det største kvartalsvise fald nogensinde.

»Udviklernes syn på fremtiden har ændret sig. For et år siden troede de fleste ejendomsselskaber, at den økonomiske uro kun var en midlertidig udfordring, men nu har selskaberne i højere grad accepteret, at det er ny normal,« siger Henrik Bang, der er direktør i Bygherreforeningen til Børsen.

Dansk startup henter tocifret millioninvestering fra dansk rigmand

I 2020 stiftede Andreas Claudi og Morten Herman Langkjær it-virksomheden Sentispec, der er baseret på kunstig intelligens og målrettet logistikbranchen.

Nu har den blot tre år gamle it-startup hentet tocifret millioninvestering fra dansk rigmand. Det skriver Finans.

Investeringen på samlet 25 millioner kroner kommer fra fonden Founderment – der har Bestseller-direktør Anders Holch Povlsen som medejer – og fra People Ventures.

Midlerne skal skalere væksten og udbrede kendskabet til Sentispec uden for Europas grænser. Foruden Danmark er virksomheden i dag til stede i seks lande – herunder Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Belgien og Polen.

Lavpraktisk omsætter virksomheden videodata fra kameraer til statistikdata, som blandt andet kan hjælpe med at finde forsvundne varer og lageroptælling.

»Vi har så mange ideer, at du tror, det er løgn,« siger ejer og administrerende direktør, Andreas Claudi, til Finans.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du bør læse.

A: Vismænd: Så meget vil realkreditrenterne falde frem mod 2030

Der er udsigt til noget lavere renter på de 30-årige fastforrentede lån, når vi spoler tiden frem til 2030, spår vismændene i ny rapport. Det er godt nyt til alle de boligejere, som er sprunget med på konverteringsbølgen, påpeger boligøkonom.
Læs historien her:

B: Flyveledere spiller højt spil – og ser ud til at tabe stort

Med et af landets førende kommunikationsbureauer i ryggen har flyvelederne og deres fagforening forsøgt at forme debatten om konflikten med Naviair om løn og arbejdsvilkår. Indtil videre har det været en eklatant fiasko.
Læs nyhedschef Simon Bentsens kommentar her:

C: Landets værste job? Flere og flere rasende danskere angriber forhadte p-vagter

En chefredaktør kalder p-vagter »håndlangere for rene pengemaskiner«, mens DR-komiker betegner dem som »menneskeligt affald«. Negative udsagn legitimerer en tiltagende aggressiv adfærd over for vagterne, mener direktørerne for to af landets største private p-selskaber, Europark og Q-Park.
Læs historien her.