Business-update: 30 år gammelt dokument kan give Carlsberg adgang til indefrosne milliarder fra Rusland

Fald i barbiedukkesalg, stigning i pensionsformuer, indefrosne formuer fra Rusland og en rabat til elkunder. Det er overskrifterne på dagens Business-update. Velkommen til.

Tajmuraz Bollojev, der er en af præsident Putins nære allierede, er blevet indsat som direktør for Carlsbergs russiske bryggerier. Nu kan Carlsberg muligvis få fingre i nogle af de russiske summer, der er indefrosset i Vesten. ALEXEY DANICHEV

God eftermiddag og velkommen til dagens Business-update.

Vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Der vil desuden være anbefalinger til tre gode historier fra Berlingske Business.

God læselyst!

Norlys giver 750 millioner kroner i rabat

De danske elselskaber har haft et 2022 med skyhøje overskud.

Nu vil det Norlys-ejede elnetselskab N1 give deres 800.000 kunder gratis nettarif resten af 2023, skriver Finans.

»Det går godt for vores ejer, og vi er glade for, at vi også kan lade det komme vores netkunder, som også er andelshavere, til gode. Ved at sænke tariffen til 0 kroner resten af året giver vi den maksimale rabat til kunderne, som vi kan,« sagde Jesper Barslund, der er bestyrelsesformand i N1, da rabatten blev præsenteret.

De 800.000 elkunder i N1 kan derfor se frem til en besparelse, der kommer til at ligge i omegnen af 930 kroner for en familie med et normalt elforbrug.

Dokument kan give Carlsberg adgang til indefrosne milliarder fra Rusland

I sidste uge overtog den russiske stat kontrollen med Carlsbergs forretninger i Rusland uden den danske koncerns accept.

Men nu viser det sig, at dele af de store russiske summer, man i Vesten valgte at indefryse efter Ruslands invasion af Ukraine, kan komme i hænderne på den danske bryggerigigant, skriver TV 2.

Der foreligger nemlig en 30 år gammel aftale mellem Rusland og Danmark, som skal sikre russiske virksomheder »fordelagtige betingelser« og en »rimelig og retfærdig behandling« i Danmark samt vice versa i Rusland.

Det betyder, at hvis en dansk virksomhed i Rusland bliver eksproprieret, skal der betales en »omgående, fyldestgørende og effektiv erstatning«, og det betyder ifølge advokat Eduardo Vistisen, at Carlsberg har en god beskyttelse, og at de burde undersøge mulighederne for at få fingre i nogle af de russiske midler.

Du kan læse hele historien hos TV 2 her.

Pensionsformuernes nedtur er vendt efter rædselsfuldt år

I 2022 faldt den gennemsnitlige pensionsformue i Danmark med 14 procent, hvilket sendte pensionsformuerne tilbage på niveau med 2018.

Men nye tal fra Danmarks Statistik viser nu, at udviklingen er vendt i første kvartal af 2023, skriver Finans.

Tallene viser, at det især er dem, der har holdt fast i deres investeringsstrategi og ikke har solgt i panik, der har vundet mest.

»Panik og utålmodighed er ikke godt, når vi snakker investering,« siger Jeanette Kølbæk, der er formueekspert hos Nykredit, til Finans.

Det største tab ramte gruppen af 40-44-årige, og det skyldes primært, at de har en overvægt af aktier i deres opsparing.

Mattel taber penge trods Barbie-succes

Legetøjsgiganten Mattel, der står bag barbiedukken taber penge på trods af den massive succes, det nye »Barbie«-film har fået verden over.

Således er omsætningen efter de første seks måneder af 2023 faldet med 16 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år, skriver Børsen.

Samtidig er salget af barbiedukker faldet med 23 procent i første halvdel af 2023.

Selskabets administrerende direktør, Ynon Kreiz, tror dog, at det nok skal vende igen og at selskabet står over for en ny opblomstring.

»Dette øjeblik vil blive husket som en vigtig milepæl i vores virksomheds historie med udgivelsen af »Barbie«-filmen, vores første store biograffilm nogensinde,« siger han.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Vi anbefaler disse tre historier fra Berlingske Business i dag, hvis du ikke allerede har læst dem:

A: Fire ud af fem 3Fere er storforbrugere af energidrikke i arbejdstiden

En ny undersøgelse har vist, at fire ud af fem 3Fere er »storforbrugere af energidrikke i arbejdstiden«. Energidrikke er som udgangspunkt ikke sundhedsskadelige for voksne, men de indeholder store mængder koffein og sukker, der kan give en række bivirkninger, der kan påvirke arbejdsindsatsen.

Læs historien her.

B: Danskernes skylder milliarder i udskudte pensionsskatter

En ny opgørelse af danskernes pensionsformuer viser, at danskerne skylder hele 1.600 milliarder kroner i udskudte pensionsskatter. Tallet optræder imidlertid ikke i de officielle opgørelser af de offentlige finanser eller vores statsgæld, og det er fagforeningen 3F utilfreds med.

Læs historien her.

C: Endnu en renteforhøjelse på vej til de danske flekslånere

Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag præsenteret endnu en forhøjelse af sine rentesatser. Nationalbanken har fulgt i hælene på ECB, og dermed vil skruetvingen om de danske flekslånere blive strammet igen.

Læs historien her.

Tak, fordi du læste med!