Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.
Dagen efter den store historie om, at chipgiganten Nvidia nu har indtaget pladsen som verdens mest værdifulde virksomhed, har vi som altid været tidligt oppe for at finde dagens andre vigtige historier fra erhvervslivet.
I dag skal vi blandt andet forbi:
McDonald's sløjfer kunstig intelligens, efter at flere kunder har fået bacon på deres isdessert
Jysk-familien taler ud om investering i ferieressort til en halv milliard
Direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl, kritiserer regeringen for nølen med beredskabsplaner
Men først skal blikket vendes mod Rigspolitiet, som har indkøbt sko fra det omdiskuterede mærke ECCO, der har nægtet at forlade sine aktiviteter i Rusland.
God læselyst!
Dagens hovedhistorie
Politiet køber enorme mængder ECCO-sko
Den 7. juni indkøbte Rigspolitiet 12.000 par sko, hvor langt størstedelen var fra mærket ECCO.
Det sker på et tidspunkt, hvor det sønderjyske mærke i længere tid har været udsat for massiv kritik, da de nægter at opgive deres forretning i Rusland til trods for krigen i Ukraine.
Det kan Radio4 fortælle.
Jan E. Jørgensen, som er medlem af Folketinget fra Venstre, kalder indkøbet for »tonedøvt« og »et dårligt signal«.
»ECCO har som en af ganske få danske virksomheder aktivt truffet en beslutning om at blive i Rusland på trods af, at man jo dermed finansierer Putins krigsmaskine. Derfor synes jeg, det er besynderligt, at man vælger at købe flere ECCO-sko i stedet for at afsøge markedet og se, om man kunne finde nogle andre sko. ECCO er jo ikke de eneste i hele verden, der laver sko,« siger Jan E. Jørgensen til mediet.
Indkøbet skyldes, at der er en udbudsaftale på fire år mellem politiet og virksomheden om levering af fodtøj, som ophører i juni 2024. Politiet har dog ikke fået et nyt udbud på plads, inden den nuværende aftale udløber, og derfor har de valgt at indkøbe et års forbrug af fodtøj fra tidligere leverandører, heriblandt ECCO.
Rigspolitiet oplyser til Radio4, at Eccos engagement i Rusland har været på tale på et møde med virksomheden, men det har ikke givet anledning til konkrete initiativer. Derudover lyder det, at indkøbet af fodtøj er underlagt udbudsloven.
»Inden for disse rammer har Rigspolitiet ikke identificeret en mulighed for at udelukke tilbudsgivere eller bestemte underleverandører alene på baggrund af, at de opererer i bestemte lande.«
Det skriver andre medier om
1. McDonald's dropper kunstig intelligens, efter at kunde fik is toppet med bacon
McDonald's stopper brugen af kunstig intelligens i fastfoodkædens amerikanske betalingssystemer, efter at utilfredse kunder eksempelvis har delt billeder på sociale medier af, at deres isbestilling har været toppet med bacon. Det skriver Ritzau. Systemet, der nu udfases, er udviklet af virksomheden IBM og gør brug af stemmegenkendelse. Det er blevet brugt på flere end 100 af McDonald's restauranter i USA til at betjene kunder, der bestiller fra deres bil.
2. Jysk-familien investerer en halv milliard i resort
Jysks nye førstemand, Jacob Brunsborg, erkender, at der vil gå nogle år, før tiltaget vil give overskud. Men alligevel har de i familievirksomheden besluttet at lave massive investeringer på 500 millioner kroner i feriecenteret Himmerland, som oprindeligt blev etableret omkring golfbaner og var ejet af Brunsborgs nu afdøde far Lars Larsen, som stod i spidsen for Jysk. Derfor er det en investering med hjertet. »HimmerLand er familiens sted og en aktivitet, som betød meget for min far. Vi er kommet her på ferie og andet, siden jeg var dreng,« siger Jacob Brunsborg til Finans.
3. Dansk Industri retter skarp kritik mod regeringen for tøven med beredskabet
Hvis regeringen ikke skrider til handling med det samme og får etableret et ordentligt beredskab til håndtering af kriser som cyberangreb, kan alt ende i kaos og koste liv. Sådan lyder advarslen fra direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl, skriver Jyllands-Posten. »Vi har sovet tornerosesøvn i flere årtier og er slet ikke forberedt på den alvorlige situation, vi står i nu. Vi er slet ikke klar til en krisesituation eller krigslignende situation, hvilket står i kontrast til Norge, Sverige og Finland,« siger Lars Sandahl Sørensen.
Det skriver vi om
1. Ny undersøgelse får minister til at »frygte« for de unge. Stort problem vil kun blive større
Jobfesten brager afsted, men en stor gruppe unge har svært ved at komme med på vognen. Den gruppe bliver bare tungere og tungere, fremhæver professor i økonomi.
2. Elbilfirmaet Fisker svæver på randen af konkurs. Sådan er kunderne stillet
Den nødlidende elbilvirksomhed Fisker har søgt om konkursbeskyttelse. Hvilke scenarier er der for virksomheden nu, og hvor og hvordan er man som kunde stillet, hvis virksomheden går konkurs? Det får du svar på her.
3. Bjarke Ingels forsvarer engagement i ørkenstat, efter at hans tegnestue runder milliard i omsætning: »Vanvittigt« at holde sig fra Saudi-Arabien
Stjernearkitekten Bjarke Ingels’ tegnestue BIG oplever vækst trods verdensøkonomiens bølgegang. Succesen er blandt andet blevet til efter arkitektens insisteren på at samarbejde med kritiserede regimer.
Det skal du også læse
Mærsk-chef lover dramatiske forbedringer inden for kort tid: »Meget snart kommer det til at se bedre ud«
Der vil være store forbedringer, når Mærsk fremlægger de næste kvartalsregnskaber. For nu kommer omverdenen for alvor til at se, at den omdiskuterede og til tider udskældte strategi virker, siger topchef Vincent Clerc i et interview med Berlingske.
Læs hele interviewet af Lasse Friis her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: +0,15 procent
S&P 500 +0,25 procent
Nasdaq +0,03 procent
Asien – indeks tirsdag klokken 07.00:
Japan Nikkei: -0,04 procent
Hongkong Hang Seng: +1,90 procent
Kina CSI Shanghai: -0,42 procent
Tak, fordi du læste med!

