Godmorgen og velkommen til ugens første Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • »Bekymrende« forskel på landets kommuner i tildeling af førtidspension

  • ATP-topchef i stort interview: Konkurstruet Northvolt viser et Europa i krise

  • Offentlig hemmelighed endeligt bekræftet: Her er andelsboligmarkedet en lukket familiefest

  • Kinas deflationspres stiger

Men vi begynder med franske Renault. 

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Europæisk bilproducent presses på elbilproduktionen 

Den franske bilproducent Renault har gennem årets første otte måneder oplevet en 55 procent stigning i salget af hybridbiler i forhold til sidste år.

Salgsstigningen har gjort Renault til Europas næststørste i dette segment efter japanske Toyota.

Producenten ser ud til at vinde terræn på det voksende hybridmarked, da de har satset på en billig gearkasseteknologi.

Samtidig stagnerer bilproducentens salg af elbiler i Europa og ligger ifølge en kilde fra Reuters på 12 procent af Renaults salg i Europa.

Derfor er de – sammen med flere europæiske bilproducenter – i gang med at planlægge næste års elektriske modeller, som skal kunne sælges til en overkommelig pris, for både at leve op til næste års EU-mål for CO2-udledning, men også den hårde konkurrence fra Kina. Det skriver Reuters og Financial Times.

For efterspørgslen på dyre elbiler i Europa tager ikke fart på trods af EU-forbuddet mod biler med forbrændingsmotor, der skal træde i kraft 2035. Og det presser bilindustrien i Europa.

Hvis Renault skal gøre sig forhåbninger om at leve op til EUs grænser for udledningen af CO2, så skal 20 procent af deres salg i Europa komme fra netop elbiler.

Der skal i denne uge afholdes Motor Show i Paris, hvor flere af de store producenter i Europa vil have fokus på at genvinde den tabte markedsandel med nye køretøjer, som ellers er blevet presset på grund af den faldende efterspørgsel.

Det skriver andre medier om

1. »Bekymrende« forskel på landets kommuner i tildeling af førtidspension

Der er store forskelle på landets 98 kommuner, når det gælder, hvor mange der sendes på førtidspension. Det viser en ny analyse fra de små og mellemstore virksomheders erhvervsorganisation, SMVdanmark, skriver TV 2. Tallene er korrigeret for den »socioøkonomiske status« i de enkelte kommuner, så man kan sammenligne på tværs. Øverst på listen er Odsherred Kommune og Lolland, Lemvig og Albertslund, som alle har givet dobbelt så mange borgere førtidspension som deres nabokommuner.

2. ATP-topchef i stort interview: Konkurstruet Northvolt viser et Europa i krise

ATP har satset milliarder af kroner på den svenske batteriproducent Northvolt, men det er ikke kun danskernes pensionskroner, der er på spil. Krisen i Northvolt er nemlig et eksempel på, at Europa har problemer med at følge med i konkurrencen mod USA og Kina, siger ATP-direktør Martin Præstegaard i et stort interview til Finans. Northvolt blev set på som Europas store håb, men senest i dag skal selskabet betale en enorm regning til de svenske skattemyndigheder. Ellers bliver selskabet begæret konkurs.

3. Kinas deflationspres stiger

I weekenden lovede finansminister Lan Foan at »forøge« gælden i Kina væsentligt – men den nøjagtige størrelse holdt han for sig selv. I Kina tog deflationspresset til i september med lavere priser til forbrugerne. Det kinesiske marked venter nu på, hvor meget Beijing er villig til at forsøge at stimulere økonomien og øge væksten, skriver Financial Times og Reuters. Det kommer til udtryk mandag ved, at asiatiske aktier svinger mellem gevinst og tab.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Det skriver vi om

1. Offentlig hemmelighed endelig bekræftet: Her er andelsboligmarkedet en lukket familiefest

På et trængt boligmarked i København og på Frederiksberg har det formentlig ramt mange andelsboligjægere som en våd klud i ansigtet. Ny analyse viser, at en stor del af andelsboliger er forbeholdt én særlig gruppe, der er svær at konkurrere med. Læs historien her. 

2. Dansk advokat tiltalt for hvidvask af et milliardbeløb. Her er detaljerne i »Operation Atlas«

I over to år har politiet efterforsket en sag, hvor en advokat fra hovedstadsområdet er tiltalt for at have hvidvasket næsten to milliarder kroner. Skjern Bank har tidligere varslet politiet om advokatens selskaber, oplyser bankdirektør Per Munck. Læs historien her. 

Det bør du også læse

GN er ikke så store alligevel – tre fjerdedele af værdien er røget på tre år

Markedsværdien i det tidligere så hæderkronede GN Store Nord nærmer sig bunden af C25-indekset. Selskabet har på tre år mistet tre fjerdedele af sin markedsværdi efter strategiske fejltrin. Men der er et lys for enden af tunnelen, vurderer analytikere. Læs historien her. 

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: +0,97 procent

  • S&P 500: +0,61 procent

  • Nasdaq: +0,33 procent

Asien – indeks mandag kl. 07.05:

  • Japan Nikkei: +0,57 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,41 procent

  • Kina CSI Shanghai: +1,66 procent

Tak, fordi du læste med!