Godmorgen og velkommen til ugens første, hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Pensionsgigant advarer om sundhedskrise i Danmark

  • Guf for tilbudsjægere: Black Friday varer en måned

  • Giganter sender astronomiske milliardbeløb i skattely

  • Global milliardærskat kan indbringe 1.760 milliarder kroner om året

Men vi begynder med de store ændringer på det danske bilmarked.

God læselyst!

Dagens hovedhistorie

Gamle bilgiganter dykker markant i Danmark

De gamle, kendte bilmærker mister massive markedsandele i Danmark, hvor danskerne i stort omfang vælger at købe andre biler.

22 procent af markedet har de tabt på ti år, viser en gennemgang af registreringstal fra De Danske Bilimportører.

I 2013 sad de to største bilmærker i Danmark på tilsammen 71,9 procent af bilsalget. I 2023 er de samme bilmærker nede på en markedsandel på 49,9 procent, således at ni af ti bilmærker – med undtagelse af Hyundai – er gået tilbage, skriver Børsen.

»Det er ekstraordinært, det, der sker, og det er et billede på, at der er nogen, som bliver klemt i den elektriske omstilling,« siger Morten Hannesbo, som har haft ledende poster hos Toyota, Ford og Nissan, til avisen.

Værst ramt er Ford, som har fået halveret sin markedsandel, Citroên og Renault, men også Volkswagen (VW) er ramt.

Markedsanalytiker René Tønder fra Autoinc »har svært ved at se, at den nedadgående kurve ikke skulle fortsætte i de kommende år«, men Fords danske landechef, Frank Skjærbæk Pedersen, er sikker på at ville genvinde markedsandele, efterhånden som flere af Fords elbiler kommer på markedet i Danmark, hvor der lige nu kun er en enkelt model klar.

Tesla, Volkswagen og Audi er i 2023 de mest solgte bilmærker i Danmark.

Det skriver andre medier om

1. Pensionsgigant advarer om sundhedskrise i Danmark

Flere og flere syge ansatte har brug for et behandlingsforløb, viser tal fra landets største pensionsselskab, PFA, hvis koncerndirektør, Camilla Holm, nu advarer om, at »samfundet står i en sundhedskrise«. PFA Pension kommer i år til at betale for 150.000 behandlingsforløb for ansatte med en sundhedsforsikring, fordi det står så skidt til med sundheden og trivslen på de danske arbejdspladser, skriver Finans. »Danskerne er udfordrede på det fysiske og mentale helbred. Vi kan se på vores kunder, at flere og flere er i mistrivsel,« siger Camilla Holm. Antallet af behandlinger voksede i 2022 med 14,2 procent og står til i år at stige med 22,5 procent.

2. Guf for tilbudsjægere: Black Friday varer en måned

Tilbudsjægere behøver ikke straks at svinge dankortet – der er i år god tid til at sammenligne priserne. Den stigende konkurrence får nemlig flere virksomheder til at udvide årets største handelsdag, Black Friday, til en hel uge og nogle steder en hel måned. Forbrugeranalytiker Katrine Barslev fra Pricerunner kalder det over for Finans »en fordel ikke blot for butikkerne men også for forbrugerne, som har bedre tid til at finde de gode tilbud og sammenligne priserne for at sikre sig den bedste pris«. En tredjedel af de danske onlinebutikker vil strække tilbuddene over en uge, ni procent vil udvide til hele november. Black Friday er fredagen efter den fjerde torsdag i november.

3. Global milliardærskat kan indbringe 1.760 milliarder kroner om året

En global skat på milliardærer for at slå ned på den internationale skatteunddragelse vil kunne indbringer 250 milliarder dollar eller 1.760 milliarder kroner om året. Det fastslår EU Tax Observatory, som har til huse på Paris School of Economics. Det vil svare til to procent af de næsten 13 billioner dollar, som verdens 2.750 milliardærer ejer, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Bloomberg. I USA anslåes milliardærernes personlige skat at ligge på omkring 0,5 procent, mens den i Frankrig nærmer sig nul, fordi mange parkerer rigdommene i selskaber, der beskytter rigmændene fra at skulle betale indkomstskat, fastslåes det i den nye »Global Tax Evasion Report«.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Det skriver vi om

1. Giganter sender astronomiske milliardbeløb i skattely

På trods af en årelang indsats mod skatteunddragelse er problemerne fortsat massive. Nu slår en ny rapport fast, at multinationale selskaber hvert år sender 7.000 milliarder kroner i ly for skattemyndighederne. Når smuthullerne forsøges lappet, opstår der nye. Derfor råbes der nu op om et behov for handling. Læs historien her.

2. Regeringen sparer milliarder på, at danskerne får færre børn

Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) siger det modsatte, er det store babyboom efter finanskrisen udeblevet. Ny analyse kaster lys over, hvordan det rammer dansk økonomi i de kommende år. Læs historien her.

Det bør du også læse

Nobelprisvinderen: Kvinder er interessante – mænd er kedelige

Den 77-årige Claudia Goldin har vundet årets Nobelpris i økonomi for sin banebrydende forskning i kvinders rolle på arbejdsmarkedet. Hun sammenligner sig med en detektiv, der graver for at finde svar på spørgsmål, der ofte er blevet overset i det traditionelle mandefag. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: -0,86 procent

  • S&P 500: -1,26 procent

  • Nasdaq: -1,53 procent

Asien – indeks mandag kl. 7.15:

  • Japan Nikkei: -0,65 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,72 procent

  • Kina CSI: -0,80 procent

Tak, fordi du læste med!