Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik her på Berlingske. Dagen er blevet en time og 38 minutter længere, og der er nu kun 27 dage, til det er forår.

På vejen mod de lysere tider skal vi forbi Danske Banks hovedpine med image og hvidvask, vi skal se på en giftig cocktail af udgifter, der truer danske virksomheder – og en opsigtsvækkende udvikling i Wolt-sagen.

Banker: Giftig cocktail rammer virksomhedernes bundlinje

Danske virksomheders udgifter til transport, arbejdskraft og råvarer brager i vejret, og flere storbanker venter, at det vil få virksomhedernes indtjening til at dykke det kommende år, skriver Børsen.

»Når vi kigger bredt ud over virksomhederne, så vil vi se en faldende indtjeningsmarginal i virksomhedernes regnskaber de kommende 12 måneder,« siger erhvervskundechef i Nordea Bjørn Bøje.

Og hans kollega fra konkurrenten stemmer i: »Vi vil komme til at se en justering af indtjeningen hos virksomhederne, der dog sker fra et meget højt niveau,« siger Niels Bang-Hansen, som er erhvervskundechef hos Danske Bank.

Professor kritiserer eksplosiv afgørelse: Wolt-sagen bør gå om

Sagen om budtjenesten Wolt har taget en opsigtsvækkende drejning. Det viser sig, at budtjenesten gennem sin advokat sendte en udtalelse på 80 sider til Skattestyrelsen forud for en skæbnesvanger afgørelse i Skatterådet i sidste uge.

Skatterådets afgørelse kan få Wolts forretningsmodel til at vakle, for rådet bestemte som bekendt forleden, at Wolts cykelbude har status som ansatte og ikke selvstændige, som Wolt ellers hævder.

Wolt har undervejs protesteret højlydt over, at virksomheden ikke fik lov til at give sit besyv med inden afgørelsen, som alene baserede sig på input fra et af Wolts bude.

Wolt gjorde altså et meget konkret forsøg på at komme til orde, men medlemmerne af Skatterådet blev ikke orienteret om Wolts redegørelse, inden de afgjorde virksomhedens skæbne.

Nu mener en ekspert i forvaltningsret, at sagen bør behandles igen, skriver Berlingske.

Danske Bank har brugt tocifret milliardbeløb på antihvidvask

Siden 2017 har Danske Bank brugt ti milliarder kroner på at bekæmpe hvidvask, og yderligere ti milliarder til bekæmpelse af finansiel kriminalitet er på vej frem mod 2025, skriver Børsen.

Den omfattende hvidvask i Danske Banks filial i Estland har altså været en uhyre dyr affære:

»Vi har nu flere end 3.000 dygtige medarbejdere koncentreret om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, og herudover bygger vi maskinlæring og kunstig intelligens ind i vores programmer. Udover at gøre os mere effektive styrker teknologien kundeoplevelsen og vores bekæmpelse af økonomisk kriminalitet,« siger Philippe Vollot, som har ansvaret for hvidvaskbekæmpelse i Danmark Bank, til Børsen.

Historisk lavpunkt: Danske Banks image har aldrig været dårligere

Milliarder til antihvidvask eller ej – Danske Banks i forvejen ramponerede image er blevet yderligere forværret i løbet af det seneste år. Og det sker endda i en periode, hvor danskernes syn på bankerne ellers er blevet stadig mere positivt, viser en ny imageundersøgelse.

»Banksektoren er inde i en god periode, hvor danskernes tillid til branchen vokser. Det gælder bare ikke for Danske Bank. Bankens image fortsætter med at blive dårligere og dårligere og har nu nået et niveau, som aldrig har været ringere i den periode, hvor vi har foretaget imageundersøgelsen,« siger Christian Stjer, administrerende direktør i Voxmeter, der har lavet imagemålingerne siden 2017.

Den nye imageundersøgelse, der er baseret på 39.000 interview med danskere i løbet af andet halvår 2021, isolerer Danske Bank i bunden af listen med de 20 største banker herhjemme.

Med en score på 849 point ud af 3.000 mulige er Danske Banks image nu så dårligt, at befolkningen stiller sig stærkt tvivlende over for bankens ledelse, når den eksempelvis melder nye tiltag ud, skriver Finans.dk.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag fokus på disse tre punkter:

1. Dagens absolutte regnskabsbegivenhed er Novo Nordisk. I Danmark er der aktiemæssigt ingen over og ingen ved siden af. Investorerne holder øje med udmeldingerne om Wegovy (leveringsudfordinger), Kina-salget, som bliver påvirket i 2022, og ikke mindst hvornår og hvor meget den stigende dollarkurs slår igennem i 2022-forventningerne.

2. Kurserne sluttede højere i USA, og også i Asien er der en god underliggende stemning. Hvor meget slår det igennem i Europa/Danmark?

3. Investorerne er stadig opmærksomme på udviklingen i Ukraine, men det virker, som om risikoen for en militær konfrontation trods alt er let aftagende. Der er dog grund til at holde øje med udviklingen, da situationen hurtig kan udvikle sig.

Det sker på markederne

Indeks og udvikling i procent

USA lukkekurser tirsdag

Dow Jones +0,78 procent

S&P 500 +0,69 procent

Nasdaq +0,75 procent

Indeks onsdag kl. 06.20

Japan Nikkei +1,72 procent

Hongkong Hang Seng +1,07 procent

Kina CSI -0,97 procent