God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik! 

Det største olieprisfald i næsten seks år og et kæmpe hop opad i aktiekurserne er onsdag morgen reaktionerne på den 14 dages våbenhvile, som USA og Iran i nat har meddelt.

Olien faldt med omkring 13 procent til 94,80 dollar (613 kroner) pr. tønde råolie. Den amerikanskhandlede olie faldt med mere end 15 procent. Oliepriserne er dog fortsat højere end før krigens begyndelse 28. februar, hvor de lå omkirng 70 dollar pr. tønde, skriver BBC.

De asiatiske aktier steg betydeligt. Det japanske Nikkei 225-indeks steg mere end fem procent, det sydkoreanske Kospi næsten seks procent, Hongkongs Hang Seng 2,8 procent og australske ASX 200 2,7 procent. Der er udsigt til stigninger, når det amerikanske aktiemarked åbner senere onsdag.

Iran lover sikker gennemsejling i det strategisk vigtige Hormuzstræde, så længe det sker i koordinering med Irans væbnede styrker. 

Skibsejere forsøger nu at få overblik og drage nytte af muligheden for at få flere end 800 strandede skibe ud af Den Persiske Golf, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. De fleste af disse skibe sejler med olie, brændstof og gas.

Guldprisen steg til det højeste i næsten tre uger efter meddelelsen om våbenhvilen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Guld steg med 2,3 procent og kostede 4.812,49 dollar pr. troy ounce.

Høje olie-, gas- og brændstofpriser risikerer at forfølge danskerne i værste fald flere år frem, også selv om krigen måtte blive afsluttet i løbet af kort tid, skriver Jyllands-Posten

Og der vil gå måneder, før priserne på flybrændstof normaliseres, siger topchefer for flere asiatiske flyselskaber til Bloomberg. Flybrændstof koster lige nu mere end det dobbelte i forhold til før krigens begyndelse.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.20. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

I årevis fik journalister kontanter i brune kuverter – direktør blev fyret efter kritik. Fagforbundet for danske journalister har i årevis udbetalt kontantbeløb til medlemmer, der i strid med overenskomsten har nedlagt arbejdet. I 2019 ville daværende direktør gøre op med denne praksis. Kort efter blev hun fyret, skriver Berlingske.

**

14.000 energislugere slipper for krav. Nye krav, som skal tvinge erhvervslivet til at forbedre tusinder af ejendomme for at spare på energien og skåne klimaet, lader imidlertid flere end 14.000 af de mest energiforbrugende bygninger slippe, viser en ny kortlægning ifølge Finans

Det skyldes, at de har et energimærke med teoretiske beregninger, der anslår et lavere forbrug. Energistyrelsen afviser problemet.

**

Mistanke om økonomiske uregelmæssigheder udløste rigmandsopgør. Et dramatisk opgør i industrivirksomheden Dinex i Middelfart, som producerer udstødningssystemer til tunge køretøjer, skyldes mistanke om økonomiske uregelmæssigheder, viser et frigivent bestyrelsesreferat ifølge Finans

I marts ville L'easy-milliardæren Niels Thorborg have sin forretningspartner, Torben Dinesen, ud som direktør, fordi han havde mistet tilliden til ham, fremgår det.

**

Trumps jobtriumf skjuler tidsindstillet økonomisk bombe. Bag Trumps jobtriumf i marts lurer økonomiske tordenskyer. Indvandringsstoppet reducerer arbejdsstyrken dramatisk, mens krigen mod Iran skaber inflation. Hans egen politik – fra told til skattereform – kombineret med en teknologisk revolution skaber historisk usikkerhed, skriver Berlingske.

**

Danske Bank: Novo kan vinde i USA. Den danske medicinalgigant Novo Nordisk kan med tre måneders forspring og et par procentpoint mere i vægttab slå sin amerikanske konkurrent Eli Lilly og vinde pillekampen i USA, spår Danske Bank ifølge Børsen. Medicinalanalytiker Carsten Lønborg Madsen vurderer, at Novo Nordisk kan nå en markedsandel på 60 procent i USA.

God onsdag!