Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til torsdagens Business-overblik, der som altid klæder dig på fra morgenstunden med dagens vigtigste historier om økonomien og erhvervslivet.
Vi skal blandt andet forbi historien om, hvordan en recession ifølge økonomer kan betyde rentefald allerede næste år, og at skattelettelser er på vej til husejere i hele landet.
Og så kan du læse om, hvordan både Bang & Olufsen og Tyskland er hårdt pressede af forsyningskrisen. Og at briterne pludselig har fået travlt – for de skal nå at bruge 125 milliarder kroner på 100 dage.
God fornøjelse!
Recession kan udløse rentedyk allerede næste år
Tre økonomer siger til Børsen, at de forventer en økonomisk recession i 2023.
»Det handler om, at inflationschokket er stort, og at folk bliver ramt på pengepungen. Så kommer forbruget ned – og investeringerne derefter,« siger Carsten Valgreen, partner i AGM Research og tidligere cheføkonom i Danske Bank.
Når den økonomiske aktivitet dæmpes, aftager kapacitetspres og flaskehalsproblemer, hvilket kan udløse et mindre inflationspres. Og så vil Den Europæiske Centralbank, ECB, gå i modsat retning og lempe pengepolitikken, vurderer Carsten Valgreen:
»Jeg tror, at der kommer et skifte i pengepolitikken allerede i starten af næste år. Hvis inflationen er på vej ned, og vi er på vej ind i en recession, vil de fleste økonomers rygmarvsreaktion være at sætte renten ned,« siger han til Børsen.
B&O hårdt ramt af forsyningskrise
Som bølger i et langvarigt stormvejr er den ene globale krise efter den anden rullet ind over danske virksomheder. Og for Bang & Olufsen, der både sælger og producerer globalt, har det haft meget mærkbare økonomiske konsekvenser.
Det skriver Finans.
»Det har været et vildt år. Der er sket utrolig meget på den globale scene, og året blev ændret fuldstændigt i forhold til normalt,« siger Nikolaj Wendelboe, finansdirektør i Bang & Olufsen til erhvervsmediet.
I seneste regnskabsår har forsyningskrise og komponentmangel kostet Bang & Olufsen 200 millioner kroner ekstra ud af en omsætning på forventet 2,9 milliarder kroner. Kinesisk nedlukning og krigen i Ukraine har kun gjort situationen værre.
Skattelettelser på vej til husejere i hele landet
Nye beregninger fra Skat viser markante skattelettelser til husejere landet over på op til flere tusinde kroner årligt. Modsat får ejere af lejligheder skattestigninger, der slår igennem efter 2024.
Det skriver vi her på Berlingske.
De billigste huse i København og på Frederiksberg står til at blive de helt store vindere med årlige lettelser i de samlede boligskatter på godt og vel over 20.000 kroner.
Værre ser det ud for lejlighederne, hvor der er udsigt til skattestigninger – oveni de højere renter og inflationen. De eksisterende ejere vil ved overgangen til de nye skatter beholde deres skattebetaling. Men nye ejere bliver ramt af stigningen på op til over 30.000 kroner for de dyreste lejligheder i Gentofte.
Du kan få et overblik over, hvordan skatten udvikler sig i hele landet her.