Business-overblik: Tusinder risikerer at stå uden forsikring på deres huse
Her er de vigtigste businessnyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste businessnyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til onsdag morgens Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Oliepriserne stiger på forventet efterspørgsel
Opgør i den danske advokatbranche
Guldrus varsler investorers skepsis over for enorme aktiestigninger
Ansatte får skatteregninger for arbejdsgiveres fejl
Men vi begynder med nye problemer for landets boligejere som følge af klimaændringerne.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Tusinder risikerer at stå uden forsikring på deres huse
Tusindvis af danskere risikerer slet ikke at kunne forsikre deres huse, fordi de ligger i klimaudsatte områder plaget af oversvømmelse, medmindre der oprettes en national klimafond.
Det siger forsikringsgiganten Trygs topchef, Johan Kirstein Brammer, til Finans.
»Det er ikke nok at symptombehandle med Panodiler. Der er behov for en bredspektret penicillinkur og en langt større prioritering af forebyggelse på nationalt niveau,« siger han.
Opgaven med at sikre boligerne er nemlig så omfattende, at hverken forsikringsselskaber eller kommunerne er i stand til at løse den, vurderer han, og dermed risikerer boligejerne, at forsikringsselskaberne ikke vil forsikre de mest udsatte huse.
I de berørte områder er forsikringspræmierne allerede steget.
Hovedforfatteren på flere store rapporter fra FNs klimapanel, professor Kirsten Halsnæs fra DTU, synes, at en national klimafond, der skal stå for at finansiere de nødvendige klimatilpasninger, er en god idé.
1. Oliepriserne stiger på forventet efterspørgsel
Oliepriserne steg onsdag i forventning om en stærk global efterspørgsel, heriblandt i USA, der er verdens største olieforbruger. Også lunkne udsigter til amerikanske rentesænkninger er med til at presse prisen op. Olieprisen nåede onsdag morgen op på 82,28 dollar for en tønde råolie, skriver nyhedsbureauet Reuters. De olieeksporterende landes organisation OPEC forventer fortsat at kunne afsætte 2,25 millioner tønder om dagen i 2024 og 1,85 millioner i 2025 og har hævet forventningerne til væksten for i år.
2. Opgør i den danske advokatbranche
Efter at flere store advokathuse har presset brancheforeningen Danske Advokater til aktivt at arbejde for at få ændret kammeradvokatordningen med adgang til statslige advokatopgaver for trecifrede millionbeløb brød Danmarks største advokatkontor tirsdag aften med størstedelen af branchen. Det skriver Børsen. Advokatfirmaet Poul Schmith, der lige nu har opgave som kammeradvokaten eller statens advokat, meldte sig ud af organisationen, som ifølge ledende partner Jens Bødtcher-Hansen »aktivt vil modarbejde vores interesser«. Han kalder det »et tillidsbrud«.
3. Ansatte får skatteregninger for arbejdsgiveres fejl
Massevis af danskere får ekstraregninger fra Skat, fordi deres arbejdsgivere ikke har indberettet løn, bonus og andre goder korrekt. På fem år har fejlene udløst skattesmæk for i alt 341 millioner kroner til medarbejderne, skriver Finans. Alene i 2023 sendte Skattestyrelsen ekstraregninger ud for 104 millioner kroner for manglende skat.
1. Guldrus varsler investorers skepsis over for enorme aktiestigninger
Aktierne handles rekordhøjt, og det samme gør guldet, som er kendt for at være investorernes sikre havn. Seniorstrateg peger på, at guldets top kan være et tegn på, at investorerne er begyndt at ryste lidt på hånden. Læs historien her.
2. Novo-ejers formue nærmer sig 1.400 milliarder kroner: Nu er Novo Holdings klar til nye kæmpeinvesteringer
Novo Nordisks ejer – Novo Holdings – har brugt de seneste par år på at gøre organisationen klar til den helt store ekspansion. I 2030 forventer selskabet at investere op mod 50 milliarder kroner om året i en særlig type virksomheder. Læs historien her.
På trods af tilbagegang insisterer LEGOs topchef på en fremtid for fysisk legetøj
Salget i LEGO gik ikke som forventet i 2023. Administrerende direktør Niels Bjørn Christiansen afviser, at det er udtryk for en faldende interesse for de fysiske legetøjsklodser. Læs historien her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: +0,61 procent
S&P 500: +1,12 procent
Nasdaq: +1,54 procent
Asien – indeks onsdag kl. 7.05:
Japan Nikkei: -0,36 procent
Hongkong Hang Seng: +0,56 procent
Kina CSI Shanghai: +0,04 procent
Tak, fordi du læste med!
Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist