God morgen, og velkommen til Business-overblikket denne onsdag morgen!
Olieprisen fortsætter onsdag morgen med at stige efter bekymringer om, at konflikten mellem Israel og Iran kan afbryde verdens olieforsyninger.
Tirsdag steg olien med godt fire procent, og onsdag morgen lagde endnu 0,25 procent på prisen, så en tønde råolie nu koster 76,64 dollar. Det sker, efter at USAs præsident, Donald Trump, havde krævet »ubetinget overgivelse« af Iran og advarede om et muligt angreb på Irans leder, ayatollah Ali Khamenei, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Bloomberg.
Olieprisen er nu den højeste i næsten fem måneder, men chefstrateg Stephen Dover fra Franklin Templeton Institute forventer, at oliepriserne vil begynde at falde igen, »så længe konflikten ikke eskalerer markant yderligere«.
Særligt er analytikerne bekymret for, om Iran, der er verdens tredjestørste olieproducent, lukker for sejladsen gennem Hormuzstrædet. Her fragtes 20 procent af den olie, der sejles rundt, igennem.
Prisen på råolie påvirker alt fra fødevarepriserne i supermarkedet til, hvad det koster at tanke bilen op.
De amerikanske aktiemarkeder dykkede tirsdag aften. Onsdag morgen lå også børserne i Hongkong og Kina i minus, mens den japanske børs lå i plus.
Status på markederne

Dagens vigtige
Danskerne bruger penge fra arv og rentefald til forbrug. Når danskerne skal betale mindre i rente på boliglånet eller får en uventet arv, skrues der op for forbruget, skriver Børsen. Det viser ny forskning, som bl.a. Jesper Rangvid, professor på CBS, står bag. Det har ikke hidtil stået klart, hvor stor en rentebesparelse der omsættes til forbrug. Af en kontant arv bliver godt 40 procent hurtigt omsat til forbrug, og en stor del af de resterende 60 procent vil også gå til forbrug i de kommende år.
**
Unge under 30 køber bolig i de dyre områder: Hver anden, der køber en bolig, er førstegangskøber, og gennemsnitsalderen er stort set uændret over de seneste ti år. Faktisk er førstegangskøbere i de dyreste boligområder de yngste. På Frederiksberg og i København er den gennemsnitlige førstegangskøber blot lidt over 32 år, skriver Jyllands-Posten.
**
Nye bilafgifter rumler og får priser til at falde. De forventede ændringer i afgifter får priserne på biler til at falde, skriver Berlingske. En bilekspert har selv handlet bil, inden de nye afgifter er på plads, og fortæller hvorfor.
**
Lagkagehuset har tabt en milliard kroner på otte år. Nyt stort tab rammer Lagkagehuset, der har haft meget svært ved at skabe en profitabel forretning ud af det ellers populære bagværk fra den 30 år gamle kagekæde. Men topchefen øjner nu endelig overskud, skriver Berlingske.
**
Erhvervsminister forventer ny bølge. Erhvervsminister Morten Bødskov (S) forventer at sætte skub i en bølge og forbedre den europæiske konkurrenceevne ved at få forenklet de udskældte regler for bæredygtighedsrapportering, når Danmark 1. juli overtager formandskabet i EU. »Således kan vi få sikret, at de store byrder, der kommer med forslaget, bliver bragt ned,« siger han til Finans.
God dag!