God morgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik! 

USAs præsident Donald Trump har optrappet striden med den amerikanske nationalbank og fyret et af de syv medlemmer af bankens bestyrelse med »omgående« virkning.

Fyringen af Lisa Cook sker efter mistanke om, at hun har snydt med realkreditlån og angivet to forskellige boliger som sin primære. Lisa Cook, som har siddet i bestyrelsen siden 2022, nægter at træde tilbage og siger, at Trump ingen myndighed har til at fyre hende, skriver BBC.

Nationalbankens bestyrelse med Jerome Powell i spidsen har ikke kommenteret fyringen, som Trump har meddelt på sit eget sociale medie, Truth Social. Trump har gentagne gange truet Powell med fyring, fordi nationalbankchefen ikke har villet sænke renten, sådan som præsidenten har krævet det.

Fyringen kritiseres af både demokratiske senatorer og eksperter, der til Financial Times kalder den for »en ekstraordinær, aggressiv handling, der krænker nationalbankens uafhængighed«.

Dollaren faldt med 0,3 procent i forhold til en række valutaer efter offentliggørelsen af Donald Trumps brev.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.15. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.

Dagens vigtige

Pilleskuffelse giver Novo fordel. Skuffende data fra konkurrenten Eli Lillys for en ny pille mod fedme giver den danske medicinalgigant Novo Nordisk medvind på et marked, der af optimister spåes til at være i multimilliardklassen. 

Analytikere og investorer vurderer, at Novo Nordisk pludselig står væsentligt bedre end tidligere antaget i pillekrigen, skriver Finans.

**

Ørsteds top retter blikket mod drama i New York. Donald Trump har trukket stikket på Ørsteds milliardstore vindmøllepark, der meget vel kan blive kastebold i en indenrigspolitisk studehandel. Det vurderer energikæmpen selv ifølge Berlingskes oplysninger. Nu ligger Ørsteds skæbne i hænderne på demokratiske guvernører, der bekriges af Trump.

**

Ørsted-topchef bryder tavshed. Energigiganten Ørsteds topchef, Rasmus Errboe, afviser at spekulere i motiverne bag det pludselige, amerikanske stop for havvindmølleparker. Han fastslår over for Finans, at Ørsted arbejder benhårdt på at påbegynde arbejdet igen hurtigst muligt samt fortsætte med at rejse 60 milliarder kroner i ny kapital.

**

De fleste af os står til at blive rigere, og det er allerede begyndt. Danskernes privatøkonomi har stønnet under høj inflation og især stigende priser på fødevarer. Nu lysner det på flere økonomiske fronter, skriver Berlingske.

**

Tysk velvilje puster nyt liv i Energiø Bornholm. Positive signaler fra den nye, tyske regering får klimaminister Lars Aagaard (M) til at genoplive det strandede megaprojekt med Energiø Bornholm med havvindmøller i Østersøen og forhandle om at få økonomien på plads i løbet af i år. Det skriver Børsen. Danske politikere har lovet at skyde maksimalt 17,6 milliarder kroner ind i energiøen.

**

Olieprisen falder igen. Oliepriserne falder igen med 0,23 procent til 68,64 dollar pr. tønde råolie efter mandagens stigning på to procent til det højeste i to uger, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er bekymringen for udviklingen i krigen mellem Rusland og Ukraine, der påvirker olieprisen, som skød i vejret oven på et ukrainsk angreb på russisk energiinfrastruktur.

God tirsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.