Business-overblik: Trods store prishop bliver frikadellerne endnu dyrere

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Det er langt fra slut med prisstigninger på kød til middagsbordet, varsler slagterigiganten Danish Crown. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til onsdagens morgenoverblik fra Berlingske Business.

Vi har som altid læst de dugfriske nyheder fra dagens aviser for at give dig et overblik over de vigtigste historier i erhvervslivet.

I dag kommer vi blandt andet forbi Novo Nordisk, som oplever så stor efterspørgsel på fedmemidlet Ozempic, at medicinalgiganten har svært ved at følge med.

I USA dykker et hold af advokat dybere ned i, hvad der er foregået bag kulissen i den konkurstruede kryptobørs, der har sendt kryptovalutaer på stribe i store kursfald. Og så kan du godt forberede dig på, at det ikke er slut med prisstigninger på kød. Vil du spise dig mæt i frikadeller og koteletter bliver det endnu dyrere.

Men vi begynder med et dansk byggeprojekt for milliarder, som nu både bliver forsinket – og endnu dyrere.

God læselyst!

Supersygehuse bliver milliarder dyrere og forsinket med 22 år

Danmarks seks kommende planlagte supersygehuse bliver samlet set markant dyrere end først antaget. Således forventes det både, at byggerierne bliver forsinket med hele 22 år, ligesom ekstraregningen vurderes til at komme til at løbe op i yderligere otte milliarder kroner.

Oprindeligt blev der afsat 27,8 milliarder kroner til at bygge sygehusene. Det skriver Børsen.

»Det er bemærkelsesværdigt, at det er på alle seks supersygehuse, der er gået noget helt galt. Det er i den grad et problem, for det betyder, at vi får en række sygehuse af dårligere kvalitet, end vi var lovet. Det må give anledning til selvransagelse hos regionerne, men også hos landspolitikerne, som søsatte projekterne,« siger Jens Hjarsbech, cheføkonom i tænketanken Axcelfuture, til Børsen.

Ifølge flere eksperter skyldes budgetoverskridelserne, at der har manglet byggestyring og erfaring. Rigsrevisionen kritiserede eksempelvis i 2017, at Region Midtjyllands risikostyring af det økonomiske pres på byggerierne var utilfredsstillende.

Novo Nordisk kæmper for at følge med milliardsucces i USA

Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic, der også sælges som fedmemiddel under navnet Wegovy, har på kort tid opnået en enorm popularitet og er blevet et begreb i moderne social sprogbrug på niveau med Viagra og Botox.

Men det er en succes med en bagside, skriver vi her på Berlingske i dagens avis.

Influencere på de sociale medier hylder lægemidlet, og rygterne går om, at den ene Hollywood-stjerne efter den anden har opnået flad mave og skarpe kurver ved at bruge midlet – som regel i al hemmelighed.

Men Ozempic – som er et lægemiddel – efterspørges ikke kun af skønhedsindustrien.

»Lige nu ser vi en virkelig dramatisk stigning i efterspørgslen efter semaglutid (stoffet i Ozempic og Wegovy, red.). Der er nogle af mine patienter, som jeg ikke kan skaffe medicinen til,« siger Fatima Stanford, specialist i fedmebehandling ved hospitalet Massachusetts General, der hører under Harvard University, til Financial Times.

Efterspørgslen på lægemidlet er nemlig så kraftig, at Novo Nordisk har svært ved at følge med, og det betyder, at der kommer stadig flere rapporter om, at diabetespatienter har svært ved at skaffe midlet.

»Kryptokongen« brugte millioner på ferieboliger i Bahamas

»Kryptokongen« Sam Bankman-Fried styrede den konkurstruede kryptobørs FTX som var det hans »private ejendom«.

Inden det stod klart, at FTX – en af verdens største kryptobørser – var i massive likviditetsproblemer, nåede stifter og administrerende direktør Bankman-Fried at bruge »et substantielt pengebeløb« på materielle goder, som intet har med virksomheden at gøre.

Eksempelvis trak han penge ud for at købe ferieboliger i Bahamas. Det er blot nogle af detaljerne, der vælter frem i Financial Times og The Wall Street Journal om den mulige konkurs, som en række advokater er sat til at undersøge.

»Vi har været vidne til et af de mest pludselige og vanskelige kollaps i amerikanske virksomheders historie,« lød det fra advokat James Bromley foran en amerikansk domstol tirsdag.

Advokaten tilføjede, at konkursbehandlingen af FTX for første gang havde givet alle muligheder for at se ind bag kulissen og »erkende, at kejseren ikke havde noget tøj på«.

FTX ansøgte i den forgangne uge om en særlig konkursbeskyttelse, som tillader et hold af advokater at undersøge, hvorvidt virksomheden og dens datterselskaber kan rekonstrueres for at undgå en konkurs.

Undervejs i undersøgelserne har advokaterne fundet frem til, at midler blev trukket ud af FTX for at blive placeret i et andet af Bankman-Frieds selskaber. Herfra har den ledende kreds af personer i FTX blandt andet brugt 300 millioner dollar på ejendomme, ligesom de også har investeret penge i Elon Musks SpaceX.

For bare få måneder siden blev FTX vurderet  til at være 32 milliarder dollar værd. For to uger siden brød krisen ud, og det stod klart, at der var store likviditetsproblemer hos kryptobørsen, at det ville kræve tre milliarder dollar nu og her, hvis den skulle undgå en konkurs.

På trods af rekordomsætning vil Danish Crown-topchef gøre kød endnu dyrere

Over det seneste år har den danske slagterikoncern Danish Crown øget sine priser med omkring 6 milliarder kroner.

Men det er alligevel ikke nok, siger topchef Jais Valeur til Børsen.

Danish Crown har nemlig ikke været i stand til at betale landmændene nok til at kunne dække de stigende udgifter til energi, foder osv.

Målet for Jais Valeur var, at de danske leverandører af slagtesvin skulle betales omkring 60 øre mere pr. kilo end de europæiske konkurrenter. Men det er ikke lykkedes endnu.

Trods en rekordomsætning på omkring 64 milliarder kroner, vil Jais Valeur og Danish Crown derfor fremover hæve priserne endnu mere.

»De er øget med 1,5 milliarder kroner, og ude hos landmændene er omkostningerne samlet øget i størrelsesordenen 3,5 milliarder kroner. Så priserne skal yderligere op,« konstaterer Jais Valeur til Børsen.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag fokus på nøgletal:

På nøgletalsfronten vil investorerne forsøge at tage et stillbillede af den økonomiske udvikling, når der offentliggøres PMI-tal for Tyskland, eurozonen og USA.

Hvad blev der sagt og skrevet ned på det seneste centralbank møde fra FED for nogle uger siden, og giver det hint til den fremadrettede udvikling i pengepolitikken? Det bliver vi klogere på senere i dag.

Sydbank hævede endnu en gang forventningerne til årets indtjening i går. Kombinationen af et stigende forretningsomfang og stigende renter trækker indtægterne markant op. Vil flere banker følge efter og opjustere forventningerne?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

Dow Jones: +1,18 procent
S&P 500: +1,36 procent
Nasdaq: +1,36 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.40:

Japan Nikkei: +0,61 procent
Hongkong Hang Seng: +0,69 procent
Kina CSI: +0,18 procent

Tak fordi du læste med!