Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.
Vi har været tidligt oppe og har læst morgendagens erhvervsnyheder igennem for at udvælge de største og vigtigste til dig. Rigtig god dag – og god læselyst.
Et samlet natteliv efter omstridt nattelivsplan: »Vi ønsker at være en del af løsningen«
Københavns restaurations- og natteliv kommer nu i fællesskab med en håndsrækning, som skal sikre, at Indre By er attraktiv for alle – også om natten.
Det sker efter et meget omtalt udspil fra Københavns Kommune, der skulle gøre op med festkulturen i hovedstaden, og som ville lægge begrænsninger på antallet af alkoholbevillinger, der rakte ud over klokken 24.
Udspillet, der udløste et ramaskrig i en branche hårdt ramt af coronakrisen, blev tirsdag droppet. Det er godt, mener en række fremtrædende repræsentanter for restauranter og nattelivet i København. Men det er dog ikke det samme som, at der ikke skal gøres noget, siger de til Berlingske.
Erhvervets udspil indebærer blandt andet natteværter, som skal holde øje med københavnerne i nattelivet. Bag udspillet står – ud over interesseorganisationerne Horesta og DRC – prominente aktører fra nogle af Københavns mest populære steder som Café Victor, The Jane og Ruby samt Skandinaviens største nattelivskoncern, Rekom. Læs mere her.
Nu skal bankerne betale minusrenter til Nationalbanken: Sådan kan det påvirke dit boliglån
Landets banker får nu lov til at smage deres egen medicin, når de sætter penge ind i Nationalbanken. Allerede fra den første krone skal der betales en negativ rente på 0,5 procent.
Til gengæld har nationalbankdirektør Lars Rohde en gulerod til bankerne, når de låner penge, idet renten på udlån bliver negativ.
Berlingske har bedt cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk og chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard om at forklare, hvad justeringerne går ud på, og hvilken betydning det kan få for forbrugerne, at Nationalbanken har slebet sine våben i kampen om at forsvare kronen.
Og tiltaget kan komme landets boligejere til gavn. Læs mere her.
Investorer frygter stigende renter mere end coronavirus
Stigende inflation og renter udgør nu en større risiko for aktiemarkederne end coronakrisen.
Sådan lyder det fra en række investorer i en rundspørge fra Bank of America, som Børsen i dag omtaler.
Heri svarer 43 procent af 220 adspurgte porteføljeforvaltere, som tilsammen har mere end 3.900 milliarder kroner under forvaltning, at en amerikansk rentestigning til to procent vil være lig med en aktiekorrektion på ti procent. Den tiårige amerikanske statsrente er nu på 1,59 procent.
»Jeg ser absolut hurtige rentestigninger som den største risikofaktor for markederne. Hastigheden spiller en nøglerolle. Aktiemarkedet kan godt klare rentestigninger, men ser vi den tiårige amerikanske rente ramme to procent i løbet af en måned, tror jeg bestemt, at aktierne kan falde med op til ti procent,« siger Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest.
Trivslen er tyndslidt på danske arbejdspladser
Mistrivslen på mange arbejdspladser nærmer sig efter et år med coronakrise og nedlukninger et kritisk niveau.
Det viser en undersøgelse fra Center for Ledelse (CFL) og Human Engage, som er foretaget blandt flere end 3.800 medarbejdere i 20 private og offentlige virksomheder, og som Finans i dag beskriver.
»Der er tegn på, at vi skal være bekymrede over udviklingen. Fortsætter det i samme retning, nærmer vi os en grænse for, hvornår vi begynder at se stress og depression i udpræget grad,« siger Lars Hemmingsen, der er seniorrådgiver i CFL, til Finans.
I undersøgelsen er medarbejdernes selvoplevede trivsel faldet fra indeks 72 til indeks 62. Tal under indeks 50 indikerer langvarig stressbelastning og risiko for depression.
Tre forhold, som investorerne bør være opmærksomme på
Her er, hvad Simon Kristiansen, seniorinvesteringsstrateg i Nordea, holder øje med på markederne i dag:
Dagens ubetinget største begivenhed er mødet i den amerikanske centralbank og centralbankchef Jerome Powells efterfølgende pressekonference. Vi forventer, at Fed vil opgradere sine vækstforventninger til den amerikanske økonomi og arbejdsmarked, ikke mindst på baggrund af præsident Bidens 1.900 milliarder dollar store stimulans. I samme åndedrag vil Powell formentlig påpege, at det økonomiske opsving stadig har lang vej endnu, og at især arbejdsmarkedet har meget »uforløst potentiale«. Det er også forventeligt, at Powell knytter en kommentar til tilbagerulningen af de store opkøbsprogrammer, og at der stadig er et stykke vej, før en reduktion i opkøbene kommer på tale, og at enhver snak om taper tantrum derfor er forhastet.
Et er, hvad vi forventer, Powell vil sige. Noget helt andet er, hvordan markedet vil tolke ordene. Siden seneste møde i Fed er renten på de tiårige amerikanske statsobligationer steget mere end 50 basispoint. Dette er faldet sammen med, at rentefølsomme vækstaktier har klaret sig værre end billige value-aktier. Det bliver interessant at se, om markedet tolker Powells kommentar til at betyde fortsat stigende obligationsrenter og dermed en fortsættelse af den tendens.
Europa-Kommissionen mødes onsdag, og rygterne lyder på, at den vil fremsætte et forslag om et coronapas, der tillader EU-borgere at rejse mellem medlemslandene. Coronapasset skal gælde for både vaccinerede og ikkevaccinerede EU-borgere og vil være et boost til især de sydeuropæiske økonomier, der er hårdt ramt af udeblivende turisme. Dette kan potentielt betyde en lysere fremtid for europæiske aktier, der som helhed kan blive løftet af et stærkere økonomisk opsving, hvis turismeindustrien kommer på ret køl.
Det sker på markederne
USA – lukkekurser tirsdag
Dow Jones: -0,39 procent
S&P 500: -0,16 procent
Nasdaq: +0,09 procent
Asien – indeks onsdag kl. 06.10
Japan Nikkei: -0,17 procent
Hongkong Hang Seng: -0,09 procent
Kina CSI: -0,31 procent