God morgen, og velkommen til Business-overblikket denne sidste tirsdag i juli!
Europas veje, broer og jernbaner er uegnede til hurtigt at flytte tanks, tropper og militærforsyninger rundt på kontinentet i tilfælde af en krig med Rusland, advarer EUs græske transportchef.
Derfor gør transportkommissær Apostolos Tzitzikostas klar til at bruge 17 milliarder euro (127 milliarder kroner) på at opgradere transportnettene, så de også kan håndtere militær trafik, der blandt andet er tungere end lastvognstrafik.
»Vi har gamle broer, der skal opgraderes. Vi har smalle broer, der skal gøres bredere. Og vi har ikke-eksisterende broer, der skal bygges,« siger han til den britiske finansavis Financial Times.
500 infrastrukturprojekter langs fire militære korridorer er udpeget i samarbejde med NATO, og sideløbende skal det ifølge kommissæren sikres at undgå, at »tanks strander i papirarbejde«, når de krydser grænserne.
Status på markederne

Dagens vigtige
Topøkonomer med opsigtsvækkende konklusion: Handelsaftale får størst konsekvenser for amerikanerne. Der er ingen vindere af handelskrigen, mener to af Danmarks førende økonomer ifølge Berlingske. Men amerikanerne har langt mere at tabe end danskerne, lyder vurderingen. Dansk Industri er ikke helt enig.
**
Privatøkonomisk rådgivning kan blive for det vilde vesten. Forbrugerrådet Tænk advarer om risiko for, at markedet for privatøkonomisk rådgivning til almindelige familier bliver det vilde vesten. Alle krav for at kunne kalde sig finansiel rådgiver er nemlig blevet sløjfet, og kun en mindre gruppe af rådgivere er fortsat under tilsyn i Finanstilsynet med krav om certificering og ansvarsforsikring, skriver Finans.
**
Danskerne store indkøbsræs kan komme til at gå endnu stærkere til efteråret. Danskerne køber mere end nogensinde, selv om humøret er i bund. Weekendens indgåede handelsaftale kan hjælpe til yderligere forbrug, mener cheføkonom ifølge Berlingske.
**
Priser falder – udsigt til største kornhøst nogensinde. Den globale høst af korn ventes i år at blive den største nogensinde, nemlig på 2,4 milliarder tons – 50-60 millioner tons større end i 2024, skriver Jyllands-Posten. Det får priserne til at falde. På råvarebørsen i Paris er et ton hvede de seneste måneder faldet med 45 euro til omkring 195 euro. Derfor presses landmænd nu til at sælge ud af deres lagre til tabsgivende priser.
**
Flere end 100.000 grunde til at buddet på Bavarian bliver meget svært. Et købstilbud fra to store kapitalfonde på danske Bavarian Nordic er blevet modtaget meget lunkent. Forude venter store udfordringer for det 19 milliarder kroner store købstilbud, som lige nu ikke ser ud til at have en chance, skriver Berlingske.
God tirsdag!