God morgen og velkommen til det første Business-overblik i en ny uge!
Der er tre større ændringer på vej på elregningen, når danskerne 1. oktober går ind i vinterhalvåret, skriver Børsen.
Fra onsdag erstattes timepriser af 15-minutters elpriser på spotprismarkedet, hvor elpriserne fastsættes for det kommende døgn. Andel Energi stopper derfor med at sælge sit timeprodukt. Kunderne fortsætter som uændret på den nuværende aftale, hvis de ikke foretager sig noget. Så udregnes elprisen blot som gennemsnit af fire kvarters priser hver time.
De høje vintertariffer på transport af strøm vender derudover tilbage, så man skal holde øje med både tarif og den rene elpris. Særligt kl. 17-21 stiger prisen – hos Radius i hovedstaden fra 0,48 til 1,1 krone pr. kWh, men uden ændringer i nattetimerne.
Vintertarifferne fører dermed til den tredje ændring: Strømmen er nu billigst om natten i stedet for midt på dagen, som det er tilfældet i sommerhalvåret.
Status på markederne

Dagens vigtige
Nyt forslag lokker danske millionærer over Øresund – betaler 20 procent i skat, men bor i Danmark. Topskatteydere står til at få massive fordele ved at bruge en del af arbejdstiden i Sverige. For højtlønnede vil lovforslag betyde flere hundrede tusinde kroner mere udbetalt, hvis skatten lægges i den svenske statskasse i stedet for den danske. Det skriver Berlingske.
**
PFA har kvast sine konkurrenter. Landets største pensionskasse, PFA Pension, knuser konkurrenterne, når store virksomheder sender ansattes pensionsordninger i udbud. De seneste to år har PFA Pension vundet næsten halvdelen af 44 store udbudsrunder, skriver Finans. Hver gang giganten har tabt en stor virksomhedskunde, har den vundet næsten to nye. De pressede konkurrenter vil nu slå tilbage.
**
Investor har lagt 60 milliarder kroner i Ukraine. Odile Renaud-Basso er præsident for den største institutionelle investor i Ukraine, udviklingsbanken EBRD, der har udlån i landet for over 60 milliarder kroner. Trods krigen fastholder hun over for Børsen, at Ukraine er en god business case, eftersom en investering i Ukraine er en investering i Europas sikkerhed.
**
Dansk milliardfirma spinder guld i Rusland. Industrikoncernen Dinex med hovedsæde i Middelfart har trods massiv kritik valgt at fortsætte sin forretning i Rusland. Og det har været en særdeles lukrativ beslutning, viser regnskaber. Direktør er tavs om sagen, skriver Berlingske.
**
Aflysninger og forsinkelser koster togselskaber millioner. DSB har aldrig udbetalt så meget i kompensation for forsinkede og aflyste tog, skriver Jyllands-Posten. I 2024 fik passagerer med almindelig billet omkring 20 millioner kroner retur, mens faste pendlere modtog godt 40 millioner i kompensation. I 2023 betalte DSB 61,9 millioner i kompensationer, og i 1. halvår 2025 er tallet oppe på 28,8 millioner kroner.
GoCollective, hvis togdrift transportminister Thomas Danielsen (V) vil overlade til DSB, har fra 1. januar 2022 til og med 2. kvartal 2025 sendt knap 12 millioner kroner retur til staten for »aflyste ankomster« og i 2024 betalt en million kroner som kompensation til de togrejsende for forsinkede eller aflyste tog. I 2023 var det under en halv million kroner.
God mandag!