Business-overblik: Tidligere medieboss fik skattefar på nakken – »Mange rådede mig til at gå konkurs«

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Per Mikael Jensen, tidligere topchef for TV 2 og Metro, fik skattefar på nakken. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til fredagens Business-overblik.

De høje energipriser fylder meget i nyhedsbilledet, og det gælder også Berlingskes tophistorie her til morgen, der folder konsekvenserne ud for de små lokale fødevarebutikker og ditto producenter.

Vi kommer heller ikke uden om et andet emne, der vedrører de fleste af os – nemlig skat. Og sluttelig skal vi runde et andet hot emne: Udbud af kviktest – eller manglen på samme. Det sidste først.

Millioner af test købt i hemmelighed før og under udbud

Nye oplysninger i sagen om statens milliardindkøb af 65 millioner kviktest hos fire leverandører udfordrer de hidtidige forklaringer fra regeringen og underliggende myndigheder.

Det skriver Politiken.

Hidtil har justitsminister Nick Hækkerup (S), Styrelsen for Forsyningssikkerhed og indkøbscentralen Region Midtjylland forsvaret det seneste indkøb af kviktest med, at man i december forsøgte at lave et udbud, men desværre måtte annullere det.

Politiken har imidlertid fået fingre i en skrivelse fra Region Midtjyllands advokat, Bech-Bruun, til en aktør i markedet.

Heraf fremgår det, at da regionen offentliggjorde sit udbud på 8,2 millioner test 1. december, havde regionen allerede bestilt 8,9 millioner test fra fire udvalgte firmaer.

Indkøbene fortsatte, og i løbet af tre uger havde regionen lagt ordrer på 50 millioner test – uden udbud. Den 15. december blev udbuddet annulleret.

De høje energipriser gør din bøf dyrere – og truer små erhvervsdrivende på livet

På indre Frederiksberg bekymrer slagtermester og butiksejer Søren Friis sig som mange andre danskere om de høje energipriser.

De store prisstigninger gør, at hans livsværk, butikken Slagter Friis på Falkoner Allé, er truet på livet.

»Jeg er meget bekymret for, hvordan det kommer til at gå i 2022. For som det er lige nu, er vi nødt til at hæve vores priser med op til ti procent. Og det rammer os i den grad, for vi mister konkurrenceevne. I forhold til industrien er vi ikke særligt effektive. Vi har mange hænder på alt, hvad vi laver og foretager os. Og det koster meget i energi,« siger Søren Friis til Berlingske.

Han er langtfra den eneste fødevarebutik eller -producent, der lige nu er voldsomt presset af de stigende produktionsomkostninger som følge af de høje energipriser.

Det fortæller Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark, en paraplyorganisation med omkring 1.200 medlemmer bestående af fødevarebutikker samt små og mellemstore produktionsvirksomheder, der samlet omsætter for ti milliarder kroner årligt.

»Selvom de fleste ikke betaler energiafgifter, har det de konsekvenser, at vores medlemmer bliver nødt til at sætte priserne op. Men der er grænser for, hvor meget vi kan hæve priserne. For på et tidspunkt siger forbrugerne stop og går et andet sted hen, hvor priserne ikke stiger så meget. Store industriproduktioner er væsentligt mere effektive end vores medlemmer,« siger Leif Wilson Laustsen

Tidligere medieboss fik skattefar på nakken. »Mange rådede mig til at gå konkurs«

Per Mikael Jensen, der har været topchef for TV 2 og Metro, indgik i sidste uge en aftale med det danske og svenske skattevæsen i to skyldnersager, der ifølge Finans kunne have kostet ham en personlig konkurs – og frataget ham retten til at drive konsulentfirmaet P M Jensen & Partners.

Aftalen indebærer, at den tidligere medieboss sælger sin villa i London og hæver en stor del af sin pensionsopsparing for at kunne betale sin skattegæld på 14 millioner kroner.

Den svenske skattesag handler om, at Per Mikael Jensen i 2010 – ifølge ham selv – fejlagtigt blev rådgivet til at gøre brug af øresundsordningen, da Metro flyttede sit hovedsæde fra Luxembourg til Sverige.

Den danske skattesag skyldes, at han har indberettet indtægter uden at betale skat af dem.

»Inden jeg accepterede aftalen, blev jeg rådgivet af flere forskellige folk til at lade være, for pensionsopsparinger er jo kreditorbeskyttede. Der var faktisk mange, der rådede mig til bare at gå konkurs,« siger han til Finans.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet har disse tre punkter på dagsordenen fredag:

  • Der var en god dansk aktiestemning i går. Den forplantede sig også til en god amerikansk indledning. Den gode udvikling forsvandt dog som dug for solen, og de amerikanske aktier faldt massivt i de sidste to handelstimer. Hvor stor en effekt får det i Danmark fra handelsstart?
  • Ingen vækstaktie har det bedre, end de kommende vækstudsigter tilsiger. Det må Netflix sande. Væksten i antal nye kunder i indeværende kvartal ser ud til at lande massivt under forventningerne, og det trak Netflix-aktien ned med 20 procent efter regnskabsrapportering. Får Netflix-regnskabet og reaktionen investorerne til at blive mere forbeholdne over for vækstaktier?
  • Topdanmark opjusterede for nylig sine forventninger til 4. kvartal og helåret 2021. I dag kommer Topdanmark så med de endelige regnskabstal for året. Spændingen for 2021 er udløst, men hvad med forventningerne for 2022?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: -0,89 procent
  • S&P 500: -1,10 procent
  • Nasdaq: -1,30 procent

Asien – indeks fredag kl. 06.20:

  • Japan Nikkei: -1,52 procent
  • Hongkong Hang Seng: -0,72 procent
  • Kina CSI: -1,2 procent

Tak, fordi du læste med.