Godmorgen og velkommen til ugens første Business-overblik.
Vi skal blandt andet forbi en ny rapport, der går imod erhvervsminister Simon Kollerup og danske virksomheder, der ikke vil kræve, at deres medarbejdere bliver vaccineret. Men først til en historie om, at flere danske testcentre nu lukker.
Lukning af testcentre frigiver tusinder til hungrende arbejdsmarked
Nedlukningen af coronatestcentre landet over frigiver nu helt op mod 7.000 sæt hænder, som er stærkt efterspurgte i brancher, som i længere tid forgæves har forsøgt at rekruttere folk.
Det viser en rundringning, som Finans har foretaget til de fem regioner samt Falck, Carelink og Copenhagen Medical.
Der er nu ansat cirka 6.100 færre podere hos de tre private udbydere, mens nogle hundrede færre offentligt ansatte podere arbejder med pcr-test.
Cheføkonom Tore Stramer fra erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv glæder sig over, at for eksempel restauranter igen får mulighed for at skaffe personale.
»Det kan forhåbentlig være med til at dulme noget af manglen på arbejdskraft, men om det er nok, er nok spørgsmålet,« siger han til Finans.
I Region Nordjylland er en stor del af poderne – nemlig medicinstuderende – dog nu ansat som vaccinatorer i stedet.
Danske virksomheder holder igen med vaccinekrav
Amerikanske virksomheder på stribe indfører krav om, at deres ansatte skal vaccineres, hvis de vil tilbage på kontoret. Men danske virksomheder er anderledes tilbageholdende med at indføre et sådant krav, skriver Børsen.
»Vi kommer ikke til at tvinge vores medarbejdere til at blive vaccineret. Det er et frit valg,« siger Jacob Aarup-Andersen, topchef hos ISS.
Heller ikke medicinalvirksomhederne Bavarian Nordic og Ambu vil stille krav til deres ansatte om vaccination, og ifølge de to virksomheder er det også irrelevant, da de oplever en høj vaccinetilslutning blandt deres ansatte.
»Og helt grundlæggende er vi ikke tilhængere af tvang,« lyder en del af forklaringen fra Ambus kommunikationsafdeling.
Diskussionen om vaccinekrav er blusset op, efter at Google og Facebook i slutningen af juli meldte ud, at de kræver, at alle medarbejdere i USA skal være vaccinerede, før de igen kan få adgang til deres arbejdsplads.
Siden da er en lang række amerikanske virksomheder fulgt trop med et lignende krav. Det gælder blandt andre flyselskabet United Airlines, kødproducenten Tyson Foods samt detailhandelsvirksomheden Walmart.
Forleden fyrede den Atlanta-baserede tv-station CNN sågar tre ansatte, fordi de havde krænket tv-stationens virksomhedspolitik ved at møde ind på kontoret uden at være vaccinerede mod covid-19.
Ny rapport kolliderer med Kollerups udtalelse om sløj konkurrence mellem banker
Fronterne er trukket hårdt op i debatten om konkurrencen i den danske banksektor. En ny rapport fra Copenhagen Economics viser, at der ikke er tegn på mangelfuld konkurrence. Det står i skarp kontrast til erhvervsminister Simon Kollerups tidligere udtalelse, skriver Berlingske.
»Vi har i vores analyse af det danske bank- og realkreditmarked ikke fundet tegn på mangelfuld konkurrence. Tværtimod fremstår den danske banksektor ganske konkurrencedygtig i en international sammenligning,« står der i rapporten fra Copenhagen Economics.
»Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan fremme konkurrencepresset i sektoren på sigt. Der er blot på nuværende tidspunkt ikke nogen brændende platform, der kræver umiddelbar indgriben,« lyder det videre.
Konkurrencen i banksektoren er et af de hotteste emner i finansverdenen lige nu, og temaet vil formentligt blive genstand for stor diskussion på Christiansborg til efteråret. Her ventes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen – på vegne af et ønske fra Simon Kollerup – at levere en rapport om konkurrencen mellem bankerne.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, giver her sine bud på tre ting, som investorerne bør holde øje med på markederne mandag:
Fredagen bød på mindre stigninger på aktiemarkederne, men kraftigt faldende renter. Årsagen til sidstnævnte bør findes i fredagens svagere end ventede rapport for forbrugertilliden fra University of Michigan. Blandt de vigtigste årsager til faldet i denne er spredningen af deltavarianten. Stemningen på de asiatiske aktiemarkeder er lidt trykket her til morgen. Og det kan her være værd i den forbindelse at kigge på de seneste aktivitetsdata fra Kina, som kom ud svagere end ventet. Også her er en af årsagerne kombinationen af, at spredning af coronavirus har fået kineserne til at begrænse aktiviteten i flere storbyer og et fortsat fokus på opstramning både økonomisk og regulatorisk.
Senere på dagen kan man følge en række regnskaber nemlig Gazprom, Hyundai, Kia og Samsung, og regnskabssæsonen lakker mod enden de fleste steder i verden. Generelt har det været en meget stærk regnskabssæson med utrolige vækstrater. Der vil også komme en række regnskaber af interesse senere på ugen fra Danmark, blandt andet fra Pandora, Carlsberg, Netcompany og Coloplast.
Sidst, men ikke mindst, kan vi fortsætte, hvor vi slap, nemlig ved de økonomiske data, hvor vi får regionale data fra New York-området for fremstillingssektoren i august. Disse tidlige regionale indikationer kan give et hint om, hvad vi kan forvente på nationalt plan, når de bredere målinger kommer senere på måneden.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA (lukkekurser fredag):
Dow Jones: +0,04 procent
Nasdaq: +0,04 procent
Standard & Poor’s 500: +0,16 procent
Asien (aflæst kl. 06.40)
Japan Nikkei: -1,78 procent
Hongkong Hang Seng: -0,74 procent
Kinas Shanghai Composite: +0,37 procent