Business-overblik: Tesla-salg dykker for første gang i 13 år – topposition truet

Her er morgenens Business-nyheder fra andre medier og Berlingske, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

For første gang siden 2011 har Tesla solgt færre biler, hvilket har udløst en aktieøretæve, samtidig med at positionen som verdens største elbilproducent er truet. Søren Bidstrup

Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Biden vil blokere milliardhandel

  • Geopolitik presser pensionskassers investeringer

  • Aamund: Virksomheder forsømmer kvindelige talenter til topposter

  • Peugeot skruer priserne i bund

Men vi begynder hos »de andre«, med tæsk til Tesla.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Tesla-salg dykker for første gang i 13 år – topposition truet

For første gang siden 2011 falder den amerikanske elbilgigant Teslas salg, samtidig med at positionen som verdens største elbilproducent trues af den nærmeste konkurrents, kinesiske BYDs, fremgang.

Det fik Teslas aktiekurs til at dykke med mere end seks procent.

Tesla solgte 1,79 millioner biler i 2024 mod 1,81 millioner i 2023, og salget i 4. kvartal lå under forventningerne, skriver Financial Times. Investorerne havde forventet et stærkt 4. kvartal fra Tesla efter nedskæringer og prisnedslag for at fremme salget på et vigende marked.

Tesla holder lige skansen som verdens største. BYD solgte i 2024 1,76 millioner elbiler alene, og lægges hybridbiler oveni, landede BYDs salg på rekordhøje 4,3 millioner trods øget pres på det kinesiske hjemmemarked, skriver BBC. Det er en stigning på mere end 41 procent.

Analytikere peger på, at Tesla-topchef og storejer Elon Musks politiske støtte til Donald Trump også rammer Tesla.

Det skriver andre medier om

1. Biden vil blokere milliardhandel

USAs afgående præsident, Joe Biden, har besluttet at blokere for, at japanske Nippon Steel kan overtage en af USAs ikoniske virksomheder, US Steel, for 14,9 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. US Steel er USAs næststørste stålproducent, og et overvældende flertal af aktionærerne stemte i april 2024 for salget. Donald Trump har tidligere sagt, at han vil blokere for salget, når han tiltræder 20. januar.

2. Geopolitik presser pensionskassers investeringer

Geopolitisk uro og verdens omskifteligheder har gjort det sværere for danske pensionskasser at finde balancen mellem afkast og ansvarlighed, når de investerer. 

»Det har altid været svært at være en dygtig investor – og det er ikke blevet nemmere med inflation, krig og geopolitiske kriser,« siger Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension, til Finans, og samme melding kommer fra andre pensionsselskaber. Dilemmaer om våbeninvesteringer og længere line til europæiske gas- og olieproducenter som følge af krigen i Ukraine og energikrise er blevet flere.

3. Peugeot skruer priserne i bund

Den franske bilproducent Peugeot, som engang var danskernes foretrukne bilvalg, tager drastiske skridt for at vende salgsnedgangen og sænker nu prisen på nærmest nye elbiler voldsomt kun få måneder efter lanceringen. Det skriver Jyllands-Posten. De nye E-3008 og E-5008 falder op til 40.000 kroner, så E-3008 koster fra 299.990 kroner og E-5008 med syv sæder fra 359.990 kroner. Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen forventer dog, at bilkøberne nu går efter længere garantier på elbiler. Peugeot tilbyder to år, mens Audi, Cupra, Skoda og VW giver fem år.

Det skriver vi om

1. Aamund: Virksomheder forsømmer kvindelige talenter til topposter

Malou Aamund har haft en lang karriere som direktør hos nogle af verdens største techselskaber, men er nu skiftet til en professionel bestyrelseskarriere. Hun opfordrer flere kvinder til at gå efter topposter, der kan give mere fleksibilitet, selv om de skal jonglere med både børn og karriere. Læs historien her.

2. Energikomet får knap én milliard fra staten – nu rammes selskabet af intern strid: Alle vil fyre hinanden

Persongalleriet i toppen af den danske biogaskoncern Biocirc er havnet i en opsigtsvækkende intern strid. Mens et flertal i bestyrelsen har fyret den administrerende direktør, har han – bakket op af aktionærer – sat sig for at fyre bestyrelsen. Læs historien her.

Det bør du også læse

Berlingskes spåmænd: Bered dig på udspekulerede og hjælpsomme ai-agenter, selvtænkende hvidevarer – og kravet om den ægte vare

Det kan være vanskeligt at overskue den rivende udvikling inden for ny teknologi. Derfor er der her hjælp at hente fra Berlingskes faste spåmænd, som allerede nu klæder dig godt på til, hvad 2025 vil bringe. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -0,36 procent

  • S&P 500: -0,22 procent

  • Nasdaq: -0,16 procent

Asien – indeks fredag kl. 7.10:

  • Japan Nikkei: -0,96 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,41 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,98 procent

Tak fordi du læste med, og rigtig god weekend!