God morgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik! 

Selvom Teslas nye Model Y ikke er kommet så langt ned i pris, som det var forventet, er modellen stadig betydeligt billigere end sin forgænger.

Prisen i Danmark lyder på 299.990 kroner på Model Y Standard og erstatter den tidligere basismodel, der kostede 340.000 kroner. Det skriver Tesla i en pressemeddelelse.

Priserne på de andre modeller lyder:

  • Baghjulstræk Long Range – 359.990 kroner.

  • Firehjulstræk Long Range – 399.990 kroner.

  • Model Y Performance – 489.990 kroner.

Bestillinger er mulige fra i dag med levering i Danmark fra november.

Tirsdag offentliggjorde Tesla den nye Model Y og Model 3, og trods analytikere og investorers skuffelse over prislejet kan Tesla i standardudgaven i de nye modeller levere kørsel på op til 516 kilometer på en opladning.

Tesla har nemlig sat et mindre – og dermed også mindre tungt – batteri i begge biler.

Som Berlingske beskrev tirsdag, har Tesla har ikke sendt en ny bil til massemarkedet ud i flere år, selvom markedet har udviklet sig markant og fået langt stærkere spillere på banen.

I snart et år har firmaet måttet afgive terræn til sine konkurrenter, som har vundet marked med nyere modeller til lavere priser.

Den billigere udgave af to af de mest populære modeller har da også været længe ventet, og da de amerikanske priser i tirsdags blev offentliggjort, var de langt højere end forventet, hvilket skabte stor skuffelse og sendte aktiekursen ned med omkring fire procent.

Model 3 og Model Y skal forsøge at skaffe Tesla noget af det stort tabte marked tilbage.

De to biler leveres uden Teslas køresystem Autosteer, uden berøringsfølsomme skærme og uden sædevarme på bagsæderne. LED-lyskanalen er også væk i den billigere Model Y. Begge nye biler har manuelt justerbare sidespejle og stofsæder, hvor den hidtidige Model 3 har læderindtræk.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.30. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.30. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag

Dagens vigtige

Københavns Lufthavn ville købe droneradar, men indkøb skulle pludselig i udbud. Københavns Lufthavn besluttede at anskaffe en droneradar tidligere på året. Men nu, hvor staten ejer lufthavnen, kræver indkøbet et udbud, som endnu ikke er startet. Det betyder, at lufthavnen ikke havde udstyr, som i realtid kunne bekræfte de droner, lufthavnens medarbejdere så tidligere på måneden, skriver Berlingske.

**

Tidligere Novo-chef Lars Fruergaard skal »ikke have et fuldtidsjob igen«. I stedet vil han forfølge en bestyrelseskarriere og engagere sig bredere i life science-industrien, og han har netop fået sin første post som formand for Healthcare Denmark, skriver Børsen. Fruergaard siger til Børsen, at han nu vil bruge tiden på at »gøre tankerne op« efter sin afgang fra Novo, som han stadig beskriver som »verdens bedste job«.

**

Justitsministeriet i USA undersøger nu amerikansk bildeldsgigant. First Brands Group, der producerer komponenter til autobranchen, meldte konkurs i september med en gæld på 11,6 milliarder dollar. Nu hævder en af deres kreditorer, Raistone, at 2,3 milliarder dollar »er forsvundet« fra selskabet, skriver Reuters. Financial Times skriver, at det amerikanske justitsministerium nu efterforsker sagen for mulig svindel.

**

Trumps toldsatser truer Schweiz' økonomi. Schweiz er hårdt ramt af Trumps nye toldsatser på 39 procent, som er de højeste i Europa. Samtidig har EU og Storbritannien har opnået langt mildere aftaler. Tolden truer en stor del af den schweiziske eksport til USA, som udgør 17 procent af landets samlede eksport. I værste fald kan det føre til vækstfald og jobtab, skriver BBC.

**

DTU lancerer »fabrik« for at genrejse Europas konkurrenceevne. Europa er for dårlig til at få forskning til at blive forretning. Sådan lyder erkendelsen hos både politikere og erhvervsledere. På DTU lancerer man derfor en »fabrik«, der gennem et forløb på tre til fem år skal tage iværksættervirksomheder til næste stadie. Fra startups til såkaldte scaleups, skriver Berlingske.

God fredag og god weekend!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.