God morgen og velkommen til Business-overblikket! 

To af techverdenens absolutte spidser tørnede tirsdag aften dansk tid sammen i retten.

Tesla-direktør Elon Musk har sagsøgt AI-virksomheden OpenAI med administrerende direktør Sam Altman i spidsen for 150 millioner dollar i en sag, som eksperter blandt andet har beskrevet som »en tech-sæbeopera«.

Altman og Musk grundlagde OpenAI sammen tilbage i 2015 som en nonprofitorganisation – men nu beskylder Musk Altmann og hans medstifter af OpenAI, Greg Brockman, for at forråde ham, da selskabet gik i en mere kommerciel retning.

Musk forlod AI-selskabet i 2018, som i dag er en kommerciel virksomhed, der er delvist ejet af en nonprofit fond. Dertil er det vurderet til over 850 milliarder – og står klar til en børsnotering. Men det forsøger Musk at sætte en stopper for.

Udover den enorme pengesum kræver han nemlig også, at OpenAI igen bliver en nonprofit organisation – og at Altman og Brockman fjernes som direktører i selskabet.

»Hvis vi gør det okay at plyndre en velgørende organisation, så bliver hele grundlaget for velgørende foreninger i USA ødelagt. Det er min bekymring,« sagde Elon Musk i sin indledende kommentar i retten i Californien.

Han lagde også vægt på, at han var »bekymret over kunstig intelligens«.

»Vi ønsker ikke et udfald som i ’Terminator’.«

På den anden side beskylder OpenAI Elon Musk for at have helt andre bagtanker med sit angreb. 

De hævder, at Musks angreb er designet til at gavne hans egen ai-virksomhed – xAi. Og at han er drevet af jalousi og fortrydelse.

»Vi er her, fordi hr. Musk tog helt fejl med hensyn til OpenAI. Vi er her nu, fordi hr. Musk nu konkurrerer med OpenAI,« sagde OpenAIs advokat, Bill Savitt, i sin indledende tale tirsdag:

»Fordi han er en konkurrent, vil hr. Musk gøre alt, hvad han kan, for at angribe OpenAI.«

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.35. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.35. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Den amerikanske centralbank kommer med rentemeddelelse. Det sker onsdag klokken 20 dansk tid, hvor Federal Reserve afslutter to dages rentemøde med rentemeddelelsen. Finansmarkederne er overbeviste om, at centralbanken ikke vil skrue på sin ledende rente – men der er mere på spil end renten, skriver Finans

Det er FED-chef Jerome Powells sidste gerning i rollen som øverste chef, og markederne skal nu forberede sig på en ny tone fra den næste centralbankchef.

**

De rigeste danskere lever markant længere end de fattigste. En ny analyse viser, at de rigeste 60-årige mænd i Danmark kan forvente næsten otte flere raske år som pensionister end de mindst velstående.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, kalder tallene »voldsomme« og mener, at det er et klart argument for, at den kommende regering bør reformere pensionssystemet. Det siger han til Berlingske.

**

Supercomputer lander trecifret milliontab. AI-supercomputeren Gefion har et underskud på driften på 72,4 millioner kroner i 2025, samtidig med at der blev tilført 233 millioner kroner i nye midler fra investorerne, viser nyt regnskab for 2025, skriver Finans. 

Supercomputerens lanceringsdag i 2024 var et af de største events i dansk techmiljø – og der var tårnhøje forventninger til supercomputeren, som blev finansieret af en investering på 700 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og den statslige fond EIFO. Men computeren har altså endnu ikke leveret overskud, lyder det.

**

Chokudmelding svækker OPEC. De Forenede Arabiske Emirater vakte massiv opsigt tirsdag eftermiddag, da landet meddelte, at det vil forlade sammenslutningen af olieproducerende lande (OPEC).

FAE er en af verdens største olieproducenter, og Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, er ikke i tvivl om, at det svækker sammenslutningen. Udmeldingen er et bevis på, hvordan Trumps krig i Iran omformer vores verden lige nu, siger han.

God dag!