God morgen og velkommen til en hektisk uges sidste Business-overblik!
Trods flere amerikanske aktiers himmelflugt i 2025 blev 69 procent af de danske investorers kursgevinst på amerikanske aktier i de første ti måneder af året spist op af den faldende dollarkurs.
Fra januar til november tjente danske husholdninger 35,1 milliarder kroner i kursgevinst på amerikanske aktier, men fordi dollaren blev svækket under den megen uro, var den reelle fortjeneste kun på 10,8 milliarder kroner. Det viser tal fra Nationalbanken ifølge Børsen.
I 2025 faldt dollaren 13 procent over for den danske krone. Markedsanalytikere venter fortsat uro i 2026, om end ikke et lige så voldsomt fald.
Nordea venter, at dollaren, der lige nu koster omkring 6,40 kroner, ved årets udgang ender på 6,24 kroner, men Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, tror på, at man kan få lidt ekstra ud af aktiekursstigninger.
Investorer kan valutaafdække deres aktieinvesteringer, hvilket chefstrateg Frederik Nyholm fra Nykredit dog ikke vil anbefale private investorer, eller købe sig ind i børsnoterede fonde (såkaldte ETFer).
Status på markederne

Dagens vigtige
Efter uro lod Trump nye mænd hviske sig i øret – så bakkede han ud og endte igen som kylling. Da helvede blev hedt, bakkede Trump på sine trusler om told og militær magt i Grønland. Øjensynligt lod han nye stemmer hviske sig i øret. Det er set talrige gange før og kæder præsidenten sammen med »en kylling«.
Iagttagere ser finansminister Scott Bessent som en vigtig stemme i Donald Trumps øre, da sidstnævnte pludselig droppede truslerne om at straffe Danmark og europæiske lande med ekstra told i kampen om Grønland, skriver Berlingske.
**
Novo Nordisk stopper kampagne efter massiv kritik. Medicinalkoncernen Novo Nordisk indstiller helt en kampagne om kvinder i overgangsalderen, som har været udsat for massiv kritik. Det siger Novo Nordisks landechef i Danmark, Mads W.Ø. Larsen, ifølge DR og Finans.
Kampagnen, hvor Novo Nordisk opfordrede kvinder, der har svært ved at holde vægten, til at gå til lægen og tale om »vægttabsbehandling«, blev sat i bero i november. Selskabet vil dog fortsætte med at oplyse danskerne om det stigende antal overvægtige.
**
Virksomheder tavse om Lars Sandahl Sørensens CV-rod: »Det strider mod den åbenhed, der gerne skal være«. Lars Sandahl Sørensen har beklaget rodet om sin uddannelsesbaggrund. Det kunne Berlingske berette onsdag. De virksomheder, der har spillet en central rolle, holder sig dog stort set tavse – bortset fra SAS, som primært roser DI-topchefen for hans gode arbejde, skriver Berlingske.
**
Topchef for kriseramt robotfirma ansat på gylden konsulentaftale. Mens det børsnoterede robotfirma Shape Robotics længe har kæmpet med likviditetsproblemer, har topchef Mark Abraham hævet millioner af kroner gennem en gylden konsulentaftale med vilkår som privat chauffør, personlig assistent og minimum firstjernede hoteller på forretningsrejser. Det skriver Finans.
»Jeg har aldrig set noget lignende,« siger mangeårig headhunter og medejer af konsulentbureauet Lohff Thorning John Lohff.
**
Fremtidens kritiske teknologi i Europa ligger lige nu i hænderne på Novo Nordisk Fonden. Dansk lovgivning gør det svært for universiteter, der udvikler kritisk teknologi, at beskytte den godt nok. Derfor er rettighederne til den kritiske teknologi bag fremtidens europæiske kvantecomputere lige nu i hænderne på Novo Nordisk Fonden. Fonden er ikke afvisende over for at lade staten få andel i en potentiel guldgrube, skriver Berlingske.
God fredag og god weekend!




