God morgen og velkommen til en ny uges første, hurtige Business-overblik.
Læs i dag blandt andet om en whistleblower, Norwegian, en dansk bank, der afviser kunder, der ikke taler dansk, og om en stor dansk supermarkedskæde, der nu kaster sig ud i en udvidelse.
God læselyst!
Medie: Whistleblower optog angiveligt lydfil, da Jon Stephensen forfalskede underskrift
Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, har gentagne gange afvist at have forfalsket en underskrift på sin tidligere arbejdsplads Aveny-T.
Søndag aften bringer Børsen dog en lydoptagelse, der kan tyde på noget andet.
Lydoptagelsen kommer fra den whistleblower, der sidste forår advarede bestyrelsen på teatret Aveny-T om en række forhold, og som ifølge bestyrelsen fik dem til at fyre Jon Stephensen fra jobbet som teaterchef.
Vedkommende både så og optog Jon Stephensen skrive under i Jakob Høyers navn, fortæller han til Børsen.
Jon Stephensen afviser i en skriftlig kommentar til Børsen endnu en gang at have forfalsket underskriften
Kina går efter beskeden vækst på fem procent
Kina satser på, at den økonomiske vækst i landet i 2023 vil være på fem procent. Det fremgik op til åbningen af det regerende kommunistpartis nationale kongres søndag.
Væksten på omkring fem procent er i den lave ende af forventningerne, skriver nyhedsbureauet Reuters. I 2022 voksede bruttonationalproduktet blot med tre procent, hvilket var det laveste i flere årtier, forårsaget af de strenge coronarestriktioner, en krise i ejendomssektoren og styrets udfald mod private virksomheder i landet.
Kina hæver samtidig sit forsvarsbudget med 7,2 procent, hvor der tidligere var budgetteret med en stigning på 7,1 procent, og budgetunderskuddet bliver på tre procent mod tidligere ventet 2,8 procent, fremgik det af premierminister Li Keqiangs tale.
Rusland omgår sanktioner og sikrer sig chips til krigsbrug
Rusland ser ud til med held at omgå de vestlige sanktioner og sikre sig afgørende chips og teknologier, som skal bruges i krigen i Ukraine.
EU og G7-landene har indført utallige runder af sanktioner mod Rusland for at stække den russiske krigsmaskine og underminere landets økonomi. Men den russiske import af avancerede chips og tilsvarende teknologier ser ud til at fortsætte, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
De sanktionerede varer bliver sendt til Rusland gennem tredjelande som Tyrkiet, Serbien, De Forenede Arabiske Emirater og Kasakhstan, siger en ledende EU-diplomat.
Mellem 2017 og 2021 købte Rusland årligt i gennemsnit for 163 millioner dollar avancerede chips og integrerede kredsløb fra USA, Japan og Storbritannien. Det faldt til 60 millioner dollar i 2022. Til gengæld steg importen her fra stort set ingenting til 20 millioner dollar gennem Kasakhstan, tre millioner dollar gennem Tyrkiet og tre millioner dollar gennem Serbien.
Den amerikanske regering lod torsdag forstå, at man nu vil slå ned på lande, der agerer som mellemmænd. Her nævntes Kina, Armenien, Tyrkiet og Usbekistan.
Norwegian skrotter fly efter blot ti år
Det norske flyselskab Norwegians første langdistancefly er sendt til ophug, blot ti år efter at de blev taget i brug.
Det er Dreamlineren med kendetegnene LN-LNA og LN-LNB, som Norwegian satte ind i 2013, og som har kendte nordmænd som skøjteløberen Sonja Henie og den opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl på halerorene.
Det skriver det norske dagblad Dagens Næringsliv.
Boeing, som står bag Dreamlineren, sagde i 2011, at flyet kunne klare 44.000 flyvninger i sin levetid. Med to flyvninger om dagen ville det betyde 60 år. Skandinaviske SAS anvender stadig 20 år gamle langdistancefly på nogle ruter.
Ifølge Norwegian blev flyene leveret tilbage til ejeren i maj 2021. De er således ude af Norwegians flåde.
Mercedes-Benz bygger genbrugsbatterifabrik i Tyskland
Den tyske bilgigant Mercedes-Benz lagde op til weekenden grundstenen til en ny fabrik, der skal genbruge batterier, i Kuppenheim i Sydtyskland.
Fabrikken vil få en årlig kapacitet på 2.500 ton og skal bidrage med at producere flere end 50.000 batterimoduler til de nye elbiler fra Mercedes-Benz.
Genbrugsbatterierne vil komme fra testbiler og startbatterier, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fabrikken skal være klar til at gå i drift fra december 2023.
Bank siger nej til kunder, der ikke taler dansk
Coop Bank afviser helt åbenlyst kunder, der ikke taler dansk.
Selvom alle borgere med lovligt ophold i Danmark eller et andet EU-land har ret til en bankkonto, bliver reglerne sjældent overholdt. Det skriver Politiken.
Mohamad Haizam, en 28-årig malaysier, skulle i august sidste år forsøge at få en bankkonto i Coop Bank, men blev afvist af en person fra kundeservice – ifølge Haizam med begrundelsen, at han ikke kan tale dansk.
»Den ansatte fra Coop Bank talte dansk. Jeg spurgte, om vi kunne tale engelsk, for jeg kan ikke tale dansk. Med det samme sagde personen fra Coop Bank så, at jeg ikke kunne få en bankkonto, fordi jeg ikke kan tale dansk«, siger Mohamad Haizam til Politiken.
Den administrerende direktør for Coop Bank, Allan Nørholm, erkender, at bankens afvisning af kunder har været for kategorisk og fortæller, at banken nu vil rette op.
Lidl åbner 60 nye butikker
Den tyske discountkæde Lidl vil inden for få år åbne flere end 60 nye butikker i hele Danmark.
Dermed holder koncernen fast i sin strategi, og der bliver udelukkende tale om større butikker.
»Vi har lavet en minutiøs opdeling af Danmark med steder, der har plads til os. Vi åbner kun nye butikker, som vi er sikre på kan klare sig økonomisk,« siger administrerende direktør Jens Stratmann til Finans.dk.
Lidl har 139 butikker med flere end 3.800 medarbejdere i Danmark.
Coop er i gang med at lukke Irma-kæden og samle sine aktiviteter, mens den tyske Aldi-kæde lukker og har solgt en stor del af sine butikker til Rema 1000 samt otte butikker – fire nuværende og fire under opførelse – til Lidl. Netto under Salling Group arbejder samtidig på at udvide.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Seniorinvesteringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea holder mandag øje med disse tre ting:
Den amerikanske jobrapport vil være i markedets tanker denne uge, og selvom den først falder fredag, vil det ikke overraske, hvis markedet handler på forventningen i løbet af ugen. Det kan betyde et marked, der i perioder handler sidelæns i forventninger til fredagens nøgletal. Der er dog også strøget et par væsentlige begivenheder ind i ugens løb, som investorerne skal smage på. Det gælder eksempelvis Fed præsident Jerome Powells tale foran Kongressen. Der kommer også vigtige data at føle på, herunder særligt tal for den økonomiske aktivitet i Tyskland, og handelsdata for de vestlige økonomier.
Vi skyder ugen i gang på datafronten med tal, der vil vise, om de amerikanske virksomheder øgede deres ordrer til fremstillingsvirksomhederne i januar. Forventningen er, at det ikke er tilfældet, og at vi vil se en ordrenedgang. Det vil i så fald tegne et billede af en økonomi, som gearer ned, i tråd med centralbankens ønske.
Tyskland er Europas største økonomi og er med til at sætte retningen for resten af regionen. Derfor bliver det ganske interessant at følge, hvilket niveau PMI-tal for byggebranchen ender på, når de frigives i dag.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +1,17 procent
S&P 500: +1,61 procent
Nasdaq: +1,97 procent
Asien – indeks mandag kl. 06.30:
Japan Nikkei: +1,19 procent
Hongkong Hang Seng: +0,31 procent
Kina CSI: -0,04 procent
Tak, fordi du læste med!