God morgen, og velkommen til torsdagens Business-Overblik.
Vi har været erhvervsmedierne igennem og fundet de vigtigste historier, du skal kende fra dagens start.
Igen i dag bliver der blandt andet forhandlet i Stockholm, hvor SAS forsøger at blive enige med sine piloter om en ny overenskomst. Efter flere dages pause blev forhandlingerne genoptaget onsdag, men omkring klokken 20.00 i aftes stod det klart, at parterne endnu ikke er nået til enighed.
Derfor fortsætter forhandlingerne fra i dag klokken 09.00.
SAS fylder generelt meget i mediebilledet i disse dage.
Flyselskabet er nemlig langtfra ligeså flyvende som cykelrytteren Jonas Vingegaard, der onsdag sikrede sig en etapesejr og løbets gule førertrøje i dette års Tour de France.
I dag venter endnu en benhård etape med massevis af udfordringer og en ikonisk afslutning på toppen af Alpe d'Huez.
Mindst ligeså hårde udfordringer venter SAS. Læs bare med her.
Strejken kan ramme SAS langt ud i fremtiden
Den nuværende situation med aflyste afgange og strandede passagerer som følge af strejken slider hårdt på SAS' renommé, og det kan få betydning selv efter endt strejke, skriver Finans.
Mediet har talt med en række aktører og eksperter, som vurderer, at tilliden til flyselskabet lider et alvorligt knæk, som også kan få konsekvenser for salget af flybilletter i fremtiden.
»Tilliden til SAS svinder både hos rejsebureauerne og hos de mange rejsende. Det bliver svært at genvinde den tillid, og det kan gå ud over billetsalget hos SAS i de kommende seks måneder. Jeg er usikker på, hvornår efterspørgslen vil vende tilbage,« siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening eksempelvis.
Ekspert advarer mod muligt lovbrud
Juraprofessor Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen fra Københavns Universitet siger til Finans, at SAS risikerer at bryde dansk lovgivning, hvis flyselskabet som led i forhandlingerne om en rekonstruktion i USA – den såkaldte chapter 11-sag – stiller nogle kreditorer bedre end andre.
»Jeg ville være meget bekymret, hvis jeg var SAS-leder og begyndte at stifte ny gæld i danske SAS-selskaber uden at sikre mig, at den er foranstillet både i USA og i Danmark. Og hvis man skal opnå det, er du nødt til at have en rekonstruktionsproces kørende i begge lande samtidig,« siger han.
Derfor bør SAS overveje rekonstruktion i Danmark, lyder det. SAS' bestyrelsesformand Carsten Dilling siger, at man er opmærksom på problematikken.
Antallet af jobannoncer falder
Der har længe været fart på det danske arbejdsmarked, men nu peger en af de tydeligste indikatorer på, at en opbremsning er på vej. Det skriver Børsen.
Antallet af jobannoncer er nemlig faldet. I juni blev der lagt 30.600 jobannoncer på nettet, viser tal fra Jobindex, som er sæsonkorrigeret. Til sammenligning var antallet 32.000 i maj. Selvom det i historisk kontekst stadig er højt, er det alligevel et tegn på opbremsning, lyder vurderingen fra administrerende direktør i Jobindex, Kaare Danielsen:
»Der er nok ikke nogen tvivl om, at dampen er ved at gå lidt af jobmarkedet. Der er stor usikkerhed i øjeblikket, og jeg tør ikke gætte på, hvad der sker efter sommerferien,« siger han.
Mads Faurholt pyntede på investeringshistorier
Den kendte iværksætter Mads Faurholt turnerede i 2014 med historier om, at hans virksomhed havde fået en investering på 50 millioner dollar, som værdisatte selskabet til en milliard dollar, som er grænsen for at opnå den prestigefyldte betegnelse unicorn.
Nu kan Berlingske afsløre, at investeringen dengang faktisk var på 30 millioner dollar, og at værdiansættelsen dermed langt lavere. Afsløringen kommer i kølvandet på afdækningen af kritisable arbejdsvilkår, og hvordan Faurholts virksomheder hele tiden drives i grænselandet mellem sandt og falsk.
Faurholt forklarer selv, at de 20 millioner dollar, som der er uoverensstemmelse om, blev talt med fordi de dels kunne følge trop, og dels kunne investeres i et datterselskab. Ingen af delene skete.
Industriklenodie kan risikere søgsmål efter exit fra Rusland
Topsoe, der tidligere hed Haldor Topsøe, er endelig kommet fri af alle kontrakter med russiske kunder, men det kan føre til nye problemer, skriver Børsen.
Kort efter den russiske invasion af Ukraine meddelte selskabet, at man ikke længere ville indgå nye kontrakter i Belarus og Rusland, der har været et kæmpe marked for industriklenodiet. Siden har man arbejdet for at komme ud af de eksisterende kontrakter. Men der er kunder, som stadig kræver, at virksomheden agerer i de to lande, og det kan potentielt føre til søgsmål.
»Vi laver ikke længere forretning i de lande. Vi har kunder, der stadigvæk kræver, at vi gør det, og vi står lige nu med en risiko for, at vi vil blive trukket i retten. Men vi har for noget tid siden sagt, at vi ikke ville lave forretninger i Rusland og Belarus, og det gælder også for de gamle kontrakter,« siger topchef Roeland Baan.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har blikket rettet mod USA:
JP Morgan og Morgan Stanley bliver torsdag de første af de meget store amerikanske banker, som aflægger regnskaber. På trods af den medvind, som de stigende renter giver til nettorenteindtægterne, er bankaktierne faldet markant med markedet på frygt for en forestående amerikanske recession
Onsdagens amerikanske inflationstal var lidt værre end ventet. Alligevel faldt markedsrenter, og dollaren slap også sin nyvundne og meget tætte forbindelse til euro pariteten. Investorerne er ved at forberede sig på, at inflationstoppen kan være tæt på.
Var det kun en hurtig flirt med pariteten over for euro, som dollaren havde, og markerede 7,44 i dansk regning blot den tangens til et højdepunkt, som er et tegn på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve er langt mere pengepolitisk aktiv end ECB?
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag
Dow Jones: -0,67 procent
S&P 500: -0,45 procent
Nasdaq: -0,15 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.35:
Japan Nikkei: +0,64 procent
Hongkong Hang Seng: +0,24 procent
Kina CSI: +0,31 procent