Business-overblik: Strateger advarer mod voldsom forelskelse i danske aktier
Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til ugens første Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Europæiske bilaktier er nede med 24 procent
Tysk Springer-koncern tæt på opsplitning
Politisk dør på klem for statsstøtte til et nyt og større Parken
Svensk batterigigant lukker helt for udgifter
Men vi begynder med faren ved at være for forelsket i det, der er dansk.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Strateger advarer mod forelskelse i danske aktier
Danske investorer har en stor forkærlighed for at købe sig ind i virksomheder fra Danmark, men dermed løber de en kæmpe risiko for at stirre sig blinde og måske miste væsentlige afkast.
Sådan advarer seniorstrateg Natalia Setlak fra Danske Bank over for Finans.
»'Hjemmebias' er et velkendt fænomen. Folk har det med at investere i deres eget aktiemarked, og billedet er ikke anderledes i Danmark, hvor investorerne har det med at søge mod danske aktier. Globalt er der mere end 41.000 aktier, og chancen for, at man finder fremtidens vindere i Danmark, er derfor lille,« siger hun.
To af tre aktier i bankkundernes investeringskurve er således danske, selvom Danmark blot udgør en procent af aktiemarkedets samlede værdi.
Også hos Saxo Bank oplever investeringsstrateg Oskar Bernhardtsen, at danske aktier er de foretrukne at købe, selvom banken forsøger at motivere kunderne til at investere ud over landegrænserne.
Begge strateger understreger, at spredning er vigtigt, hvis man investerer langsigtet.
1. Europæiske bilaktier er nede med 24 procent
Den tyske bilindustri er i krise, og aktieindekset Stoxx 600 Autos & Parts er faldet med hele 24 procent, siden det toppede i april, og økonomer er begyndt at se på bilindustrien som en trussel mod væksten i europæisk økonomi, skriver Børsen. Den samlede bilbranche udgør syv procent af EUs samlede bruttonationalprodukt og beskæftiger flere end 13 millioner ansatte. Nye tal fra Just Auto viser ifølge Bloomberg, at knap en tredjedel af de europæiske bilfabrikker producerer langt mindre, end de har kapacitet til. Volkswagen (VW) meddelte forleden, at der skal lukkes fabrikker i hjemlandet, og at en gammel aftale om jobgaranti til de ansatte opsiges.
2. Tysk Springer-koncern tæt på opsplitning
Den tyske milliardær Mathias Döpfner og kapitalfonden KKR er tæt på en aftale til 13,5 milliarder euro, som vil splitte mediegiganten Axel Springer. Med aftalen, der skal drøftes på et bestyrelsesmøde på torsdag, vil KKR få kontrollen med koncernens profitable annonceforretning, skriver Financial Times. Aftalen vil give Döpfner, der har været topchef siden 2022, kontrol over Springer-koncernens medier, der omfatter de tyske aviser Bild og Die Welt samt de amerikanske medier Politico og Business Insider. Både Döpfner og Friede Springer, enke efter koncernens stifter og næstformand for bestyrelsen, ventes at beholde en mindretalsejerandel i annonceforretningen. KKR købte sig ind i Springer-koncernen i 2019 og har hidtil ejet 48,5 procent.
3. Svensk batterigigant lukker helt for udgifter
Den pressede, svenske batterigigant Northvolt angives at være i så akut krise, at der nu er indført totalstop for alle udgifter. Det skriver avisen Norran ifølge det svenske nyhedsbureau TT. Fredag fik de ansatte besked om stop for rejser og udgifter. »Vi spørger os selv, om vi vil få lønnen udbetalt i slutningen af måneden,« siger en anonym ansat til avisen. Northvolt, som producerer elbilbatterier i Sverige, Polen, Canada og Tyskland, meldte i sidste uge ud om nedskæringer på grund af økonomiske udfordringer.
1. Politisk dør på klem for statsstøtte til et nyt og større Parken
Mens hverken DBU, Københavns Kommune eller Parken er klar til at finde kapitalen til et større og mere moderne nationalstadion, vil de tre kulturordførere fra regeringspartierne ikke afvise muligheden for statsstøtte. Men der er dog lang vej, understreges det. Læs historien her.
2. Fra skuffelser til succeser: Sådan har de danske børskæmper klaret første halvår
Der er milliarder på spil, når de danske børskæmper fremlægger regnskaber. Og nu lakker regnskabssæsonen mod enden. Tre aktieeksperter guider dig gennem de vigtigste budskaber fra de danske børskæmper. Læs historien her.
Henrik Fiskers elbilkæmpe var 50 milliarder værd: Nu sælger en forhandler i Viborg hans biler til halv pris
Det var en af de smukkeste historier i bilernes verden i mange år. Den talentfulde danske designer barslede med elbilen Fisker Ocean til klapsalver for design, miljøvenlighed og innovative detaljer. Nu sælger en midtjysk bilforhandler restlageret, mens Fisker selv har kurs mod konkurs. Læs historien her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +0,72 procent
S&P 500: +0,54 procent
Nasdaq: +0,65 procent
Asien – indeks mandag kl. 7.10:
Japan Nikkei: -0,68 procent
Hongkong Hang Seng: -0,29 procent
Kina CSI Shanghai: -0,48 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtig god mandag!