Business-overblik: Storstrejke bryder løs – priserne kan gå op

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Tirsdag morgen begyndte den længe frygtede storstrejke i amerikanske havne, her i Baltimore i staten Maryland. Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik på denne første morgen i oktober.

I dag runder vi blandt andet:

  • X har tabt 75 procent af sin værdi under Elon Musk

  • Oliegiganter klar til at pumpe CO2 fra Ørsted ned i havet

  • Topadvokat overså egen inhabilitet i speget konkurssag

  • 40 flyselskaber kan have fejl på Boeing-fly

Men vi begynder med den store strejke i USA.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Amerikansk storstrejke bryder løs

Titusinder af havnearbejdere i alle de større havne begyndte tirsdag morgen, dansk tid, at forlade deres arbejdsplads på den amerikanske østkyst og gå i den længe frygtede storstrejke, som kan koste verdens største økonomi dyrt og skabe store problemer for handelen verden over.

Det lykkedes ikke at nå en aftale i sidste øjeblik, og nu standser derfor al container- og fragthåndtering i i alt 36 havne. De ramte havne har tilsammen kapacitet til at håndtere halvdelen af USAs handel. Energiforsyninger og transport af affald og vejsalt påvirkes ikke, ligesom flytning af militært udstyr samt krydstogtskibe vil være undtaget fra strejken, der rammer alle større containerhavne fra Houston til Miami og New York, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Analytikere hos JPMorgan Chase & Co. anslår, at strejken vil koste 3,8-4,5 milliarder dollar (25,3-30 milliarder kroner) om dagen.

Den seneste havnestrejke på USAs østkyst fandt sted i 1977.

Strejken ventes at skabe betydelige problemer for verdenshandelen i form af prisstigninger og mangel på varer, hvis strejken fortsætter i længere tid, og den kan også få indflydelse på det amerikanske præsidentvalg.

Det skriver andre medier om

1. X har tabt 75 procent af sin værdi under Elon Musk

Det sociale medie X, tidligere Twitter, har mistet 75 procent af sin værdi, siden den kontroversielle rigmand Elon Musk i oktober 2022 købte det for 332 milliarder kroner. Det skriver Yahoo Finance ifølge MarketWire. Medejeren Fidelitys fond, der købte aktier for knap 20 millioner dollar, har nedskrevet dem til en værdi på blot 5,5 millioner - den tredje nedskrivning fra fonden. Omregnet på hele Twitter vil næsten 35 af de 44 milliarder dollar, som mediet blev købt for, dermed være forsvundet.

2. Oliegiganter klar til at pumpe CO2 fra Ørsted ned i havet

Verdens første kommercielle anlæg til at transportere og lagre CO2 er netop åbnet i Norge med massiv statsstøtte og oliegiganter i ryggen. Anlægget Northern Lights, som skal kunne rumme fem millioner tons CO2 om året, anses som afgørende for danske og europæiske klimamål, og den danske energigigant Ørsted spiller en central rolle, skriver Børsen. Anlægger ligger 110 kilometer fra kysten. Den indfangede CO2 pumpes 2,6 kilometer ned i havets dyb. Efter planen skal Ørsted i 2026 sejle 430.000 tons CO2 hertil - ellers vender der en bødestraf. Det er Ørsted sikker på at kunne klare.

3. 40 flyselskaber kan have fejl på Boeing-fly

Flere end 40 udenlandske selskaber anvender muligvis Boeing 737-fly, hvis rorkomponenter kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det siger det amerikanske National Transportation Safety Board (NTSB) ifølge The Guardian og Reuters. Myndigheden advarede i sidste uge om risikoen for et fastklemt rorstyringssystem efter en hændelse på en United Airlines-flyvning i februar, hvor hverken de 161 passagerer eller besætningen kom noget til. NTSB frygter, at flyselskaberne ikke er opmærksomme på problemet, der også ramte to flyvninger i 2019. Boeing-aktien faldt mandag med 2,7 procent, efter at de nye problemer for selskabet var kommet frem.

Det skriver vi om

1. Topadvokat overså egen inhabilitet i speget konkurssag

Konkursadvokat Per Astrup Madsen fra DLA Piper er endt i en penibel sag om habilitet, efter at han har måttet trække sig fra en sag, hvor hans partnerkollega havde et millionbeløb i klemme. »Der er begået fejl fra min side,« erkender advokaten. Læs historien her.

2. Krisen fortsætter for ATPs kæmpeinvestering. Nu er spørgsmålet, om der skal sendes flere penge efter de dårlige

Den svenske og kriseramte batterigigant Northvolt arbejder på at rejse ny kapital. Det betyder, at blandt andre ATP har fået tilbudt at skyde millioner i virksomheden. Læs historien her.

Det bør du også læse

Køb, sælg, eller behold? Novo-nedtur runder 1.000 milliarder kroner. Hvad skal du gøre?

Intet varer evigt. Åbenbart heller ikke aktieopturen hos Novo Nordisk. De seneste tre måneder er aktien nemlig faldet mere end 20 procent. Men betyder det køb, sælg, eller behold? Det giver to eksperter deres bud på. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,04 procent

  • S&P 500: +0,42 procent

  • Nasdaq: +0,38 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 7.20:

  • Japan Nikkei: +1,97 procent

  • Hongkong Hang Seng: +2,43 procent

  • Kina CSI Shanghai: +8,06 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god tirsdag!