Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik! 

Den store nedjustering og udpegelsen af Mike Doustdar som ny topchef i Novo Nordisk får de store finanshuse Morgan Stanley og Jefferies til at skrue kraftigt ned for troen på den danske medicinalgigant.

»Vi er overraskede over udnævnelsen af Mike Doustdar som ceo, hvor reaktionen antyder, at en ekstern kandidat ville være at foretrække,« konstaterer analytiker Benjamin Jackson fra Jefferies ifølge Finans.

Novo Nordisk-aktien faldt tirsdag med mere end 23 procent.

Morgan Stanley ser nedjusteringen som værre end frygtet og »forventer plads til nedskæringer på et godt stykke ind i tocifrede procentsatser«.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst kl. 7.05. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst kl. 7.05. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

Novo Nordisks nye topchef i historisk knibe – nu venter alle på hans løsninger. Novo Nordisks nye topchef, Maziar Mike Doustdar, overtager ledelsen af selskabet på et af de mest kaotiske tidspunkter i selskabets historie. Ét problem overskygger dem alle, skriver Berlingske.

**

EU modsiger Trump i stor handelsaftale. Europa-Kommissionen afviser væsentlige dele af Det Hvide Hus' udlægning af handelsaftalen, som søndag blev indgået mellem EU og USA for at standse en handelskrig, men hvor USA lægger 15 procent straftold på varer fra EU. Blandt andet afvises en aftale om massive våbenkøb og trecifrede milliardinvesteringer i USA, skriver Politiken

»Udlægningen af aftalen er på visse punkter så forskellig, at man skulle tro, at det slet ikke er den samme aftale, der er omtalt«, siger seniorrådgiver i Tænketanken Europa og tidligere chef for handelspolitik i Udenrigsministeriet Svend Roed Nielsen.

**

Novo-nedtur rammer privatøkonomien. Mange danskere fik tirsdag klare beviser på, hvor vigtigt det er at sprede investeringerne, da Novo Nordisk-aktien styrtdykkede med mere end 23 procent.

»Der vil være nogen, der må sige: Så røg den nye bil eller en stor del af pensionsopsparingen,« konstaterer Jeanette Kølbek, der er privatøkonom og formueekspert hos Nykredit, til Jyllands-Posten. Omkring hver femte private investor i Danmark ejer Novo-aktier, der nu er på den laveste kurs i tre år.

**

Lettere at blive boligejer i størstedelen af landet. I 80 af Danmarks 98 kommuner har højere løn, større fradrag og faldende renter gjort det lettere at blive boligejer, hvis man er en klassisk familie med to forældre, to børn og en bil. Beregninger fra Realkredit Danmark viser ifølge Jyllands-Posten, at det gælder byer som Vejle, Herning og Skanderborg – men faktisk i hele Jylland, på Fyn og på store dele af Sjælland. Kun i 18 kommuner i hovedstaden er det blevet sværere at blive boligejer.

**

Tre afgørende dage venter i USA. Investorerne på de amerikanske børser gør sig klar til tre afgørende dage, hvor økonomiske data, store regnskaber og nyt om handelskrigen kan sætte tonen for, hvordan resten af året udvikler sig, skriver Financial Times

Ugen »kan vise sig at blive den mest afgørende i år«, siger analytiker Mike O'Rourke fra Jones Trading. Onsdag kommer tal for USAs økonomi i 2. kvartal, og nationalbanken forholder sig til renterne. Fredag kommer jobrapporten for juli. Microsoft, Facebook, Apple og Amazon aflægger alle regnskaber onsdag og torsdag. Imens forhandler USA og Kina om straftold.

God onsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.