Godmorgen og velkommen til Business-overblikket denne 4. august! 

Danske Bank og Nordea udfordrer de traditionelle realkreditlån med bankboliglån, der er mærkbart billigere, når boligen skal finansieres – dog kun for nogle boligejere.

Bankernes prioritetslån kan være mere end ti procent billigere i ydelse end et sammenligneligt realkreditlån og dermed spare boligejeren for flere tusinde kroner hver måned på store lån, skriver Børsen.

I dag har danskerne en samlet boliggæld på cirka 2.100 milliarder kroner, langt hovedparten som realkreditlån. Begge storbanker oplever, at bankboliglånene er på hastig fremmarch, hvilket potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser for boligfinansieringen i Danmark.

Nordea øgede sidste år sine bankboliglån i Danmark med 20 procent og havde ved udgangen af juni 2025 udstedt lån for 23 milliarder kroner.

Hvor realkreditlån har samme rente og bidragssats for alle, er bankboliglån til forhandling. En kunde med attraktiv bolig, måske sommerhus, høj løn, pension, investeringer og billån vil være mindre risikabel og mere lukrativ for bankerne at få fat i, og her vil besparelsen ved at vælge bankboliglån være mærkbar.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra fredag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra fredag.

Dagens vigtige

Tidligere sikkerhedsprofil i TDC advarer mod salg. En tidligere nøglemedarbejder i TDCs sikkerhedsafdeling advarer mod at lade den udskældte, australske kapitalfond Macquarie overtage det danske teleselskab. 

Torsten Juul-Jensen, som var med til at afsløre en omfattende spionagesag mod TDC-ledelsen, der involverede kinesiske Huawei, frygter, at tre pensionskassers salg af TDC til Macquarie vil gøre TDC sårbar og åbne for stor usikkerhed for fremtiden, skriver Finans

**

Han har hevet Novo Nordisk ned fra fedmetronen – på onsdag kan han slå til igen. Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar, har få kvartaler til at overbevise markedet om, at selskabet kan øge sine markedsandele og styrke udviklingen af nye produkter, mener sundhedsinvestor. Men Doustdar er oppe imod en ualmindeligt stærk modstander, skriver Berlingske

Han hedder David Ricks, og på onsdag er der grund til at holde øje med hans udmeldinger.

**

Danske havnevirksomheder frygter ny narkobølge. Der er stigende bekymring blandt danske havnevirksomheder for at komme i kløerne på organiserede narkosmuglere, som i større grad vender blikket mod Skandinaviens mindre havne frem for storhavne som Rotterdam, skriver Finans.

De frygter en fremtid præget af vold, afpresning og tortur. Mona Møller, sekretariatschef i Danske Shipping- og Havnevirksomheder, kaldet det »naivt at tro, at narkosmuglere ikke også kommer til at se mod mindre havne«. Det handler derfor om »at være foran udviklingen i Danmark«, siger hun.

**

Chok i USAs »kongetal« – markant dårligere end forventet. USAs økonomi skabte markant færre job end forventet i juli, og måske skyldes det de tumultagtige forhold, som præsident Trump har skabt. Dollaren blev kraftigt svækket efter offentliggørelsen, for måske kommer der nu alligevel snart en rentenedsættelse. Men ingen ved, hvad morgendagen bringer, skriver Berlingske. | Få overblikket over Trumps turbulente toldkrig.

**

Skattefælde med toptopskat truer selvstændige. 6.000 læger, tandlæger, advokater, konsulenter og ejendomsmæglere, der har opsparet et overskud på mere end ti millioner i deres virksomhed, bør bruge sommeren på at overveje fremtiden. De risikerer nemlig et uventet skattesmæk fra 2026, men har mulighed for at undgå det, siger skatteekspert og chefkonsulent Henning Boye Hansen fra revisions- og rådgivningsfirmaet BDO til Børsen

Den nye top-topskat vil lægge ekstra fem procentpoint oven i den almindelige topskat og får dermed skatten op på 60,5 procent for al indkomst over omkring 2,7 millioner kroner.

God mandag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.